Nick Caves vej til sjælefred

”Nick havde virkelig brug for noget at lave under pandemien!” griner Andrew Dominik til et gruppeinterview under Berlinalen i februar. 

Vi er samlet for at tale om musikfilmen This Much I Know to Be True, der har særpremiere i danske biografer den 11. maj og er anmeldt til fem stjerner. 

Musikfilmen blev til, da coronavirus spændte ben for Nick Caves seneste turné, og han i stedet besluttede sig for at optage det show, han havde forberedt sammen med sin musikalske medsammensvorne, Warren Ellis. 

Den er ikke Nick Caves eneste pandemiprojekt. 

I juli 2020 udgav han filmen Idiot Prayer, og i første scene af This Much I Know to Be True viser han – iført en lang, hvid kittel over sit sorte jakkesæt – en serie af atten keramikskulpturer med titlen Djævlens liv. 

”Det kom som en overraskelse,” siger Andrew Dominik. 

”Jeg besøgte ham et par uger før, vi begyndte at optage, og da han viste mig skulpturerne, var det, som om al luften sivede ud af rummet, og jeg tænkte: ’Det der er jeg nødt til at have med!’” 

Gud behøver ikke eksistere
Det er Andrew Dominiks anden dokumentar om Nick Cave efter den sorgtyngede One More Time with Feeling fra 2016. 

Den film blev optaget kort efter, at Nick Caves søn Arthur døde efter et klippestyrt. Og selv om de to film ligner hinanden på overfladen – begge veksler mellem æstetiserede musiksekvenser, dagligdagsoptagelser og interviews – er der en verden til forskel i tonen. 

”I One More Time with Feeling er traumet stadig så stort, at Nick slet ikke kan nærme sig det. Der taler han om at tage forsigtige skridt fremad, men det er stadig noget, han tvinger sig selv til. Nu er det seks år senere, og han er på en måde kommet sig over det,” forklarer Andrew Dominik. 

”Så den nye film handler om, hvad han har lært. Hvad kan han give videre?” 

Lige siden portrætdokumentaren 20.000 Days on Earth fra 2014 er det, som om selvbekendelse er blevet en kilde til sjælefred for Nick Cave. 

På bloggen The Red Hand Files har fans i årevis direkte kunnet stille ham spørgsmål, og nogle af hans svar bruges i This Much I Know to Be True som voiceover. Og i 2019 gik han på Europa-turné med et koncept, der lød, at folk blandt publikum kunne række hånden op og spørge om hvad som helst. 

Hen imod slutningen af This Much I Know to Be True forklarer Nick Cave, at han ikke længere identificerer sig som en rockstjerne eller bare som musiker, men som en far og en ægtemand, der laver musik og spiller koncerter. 

”De ting, Nick siger i filmen, er utroligt fornuftige. Og hans råd er så simple. Han er en virkelig spirituel fyr. Hans holdning er, at han vil tro på Gud, uanset om Gud eksisterer eller ej. Han mener ikke, han behøver eksistere for, at han kan tro på ham. Og det er nyttigt for ham at tro,” forklarer Andrew Dominik. 

Møde hos narkosælger
Han virker på overfladen som Nick Caves diametrale modsætning. 

Den australske instruktør har langt, blond hår og en afslappet attitude, der kommer til udtryk, da han med et undskyldende smil indleder interviewet med at bede en journalist gentage sit spørgsmål: ”Du bliver nødt til at tale højere, mate, jeg er virkelig fucking døv!” 

Dominik og Cave har kendt hinanden siden sidst i 80’erne, da Dominik som purung filmstuderende stødte på den ti år ældre verdensstjerne hos en narkohandler i Melbourne. 

”Jeg var en uskyldig privatskoleknøs, der forsøgte at få gang i en heroinvane. Og da jeg kom indenfor, sad Mørkets Prins på sofaen og så en dokumentar om regnorme,” siger Andrew Dominik. 

”Jeg spurgte ham, hvad han så, og så vendte han sig mod mig med vildt hår og vanvittige øjne og viste tænder, mens han knurrede ad mig!” 

Det var dengang, Nick Cave var uterlig. En frafalden postpunker, klædt i sort som en afpillet Johnny Cash, der startede hver dag med at skyde heroin og sang om sex og død, skyld og vanvid, på røgfyldte klubber i Vestberlin. 

”For os i Melbourne var Nick Cave som en anden Jesus!” fortæller instruktøren om sin landsmand. 

Deannas ekskæreste
Tre måneder senere mødtes de igen. 

Da var Andrew Dominik begyndt at date Nick Caves ekskæreste Deanna, som Cave synger om at tage på mordtogt sammen med i sangen Deanna fra 1988. 

”Når han ringede for at tale med hende, faldt vi i snak. Hun sagde altid, at vi ville blive gode venner, men det virkede ret langt ude dengang.” 

Men de to holdt kontakten, og da Andrew Dominik havde brug for en saloonsanger til en scene sidst i westernfilmen The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford, var det oplagt at ringe til Nick Cave. 

”Han spurgte, om han måtte lave musikken til filmen, og jeg kunne ikke få mig selv til at sige nej. Og sikke en god beslutning, for musikken i den film er fucking fantastisk!” 

Og da Nick Cave mistede sin søn, var det oplagt for ham at ringe til Andrew Dominik. 

Arbejdet på bandets seneste album, Skeleton Tree, var næsten overstået, da tragedien indtraf, men Nick Cave kunne ikke overskue at lave interviews for at promovere udgivelsen. 

I stedet inviterede han Andrew Dominik til at lave dokumentaren One More Time with Feeling om de sidste optagelser i lydstudiet. Gennem det arbejde lærte de hinanden endnu bedre at kende og opnåede en gensidig tillid. 

”Før da kunne vi godt lide hinanden, men nu er vi virkelig nære venner. Han har ændret sig meget fra den fyr på sofaen. Den Nick Cave var frygtindgydende.” 

Han har lynet i sig
Nick Cave har altid været en inspiration for Andrew Dominik og er det stadig. 

”Han er den eneste, der har haft sådan en karriere inden for rockmusik. Han er oppe i 60’erne, og han har mere succes nu end nogensinde før. Hvert nye album sælger dobbelt så mange eksemplarer som det foregående. Warren siger, at Nick har lynet i sig.” 

Andrew Dominik var også med i studiet – uden sit kamera – under indspilningen af Nick Caves to seneste albums, Ghosteen og Carnage. Det er musikken fra disse to albums, som er med i dokumentaren. 

Førstnævnte er det foreløbigt sidste album fra Nick Cave and the Bad Seeds. Carnage har han skabt sammen med Warren Ellis, der har været medlem af The Bad Seeds i 1995 og siden har skrevet musik til ikke færre end sytten film sammen med Nick Cave. 

”Jeg tror, Warren er den eneste person, han rigtigt har siddet over for og lavet musik sammen med. Der opstår en form for magi, når de sidder i et rum sammen. Meget af det handler om, at Nick forsøger at få Warren til at lytte efter!” 

Panikkens magi
Det mærker man også i This Much I Know to Be True. 

Mens Nick Cave synger inderligt ved mikrofonen eller klaveret, trisser Warren Ellis rundt og nørkler med loopstationer eller flosser strengene på sin elviolin. 

”Warren er som én stor musikmaskine. Det fosser ud af ham i spandevis hele dagen lang. Jeg tror, at det gør Nick enormt begejstret at synge hen over den musik, fordi han ikke ved, hvor det er på vej hen. Det tvinger ham til at være til stede på en måde, hvor han fortaber sig i processen,” siger Andrew Dominik. 

Deres vilje til at begive sig ud på ukendt farvand har også smittet af på Andrew Dominik. Han er begyndt at søge efter det uprøvede og upolerede. 

”Folk kan gemme sig bag deres professionalisme. Når jeg optager film, presser jeg holdet så meget, at de ikke har tid til rigtigt at tænke sig om. Jeg beder dem gå i gang med at optage, før de har sat objektivet på kameraet!” 

”Folks instinkter er meget bedre end, hvad de kunne have planlagt. Jeg øver heller ikke med skuespillerne, når jeg laver fiktionsfilm. Jeg stiller dem bare foran kameraet og går i gang med at optage. Man kan lige så godt rulle. Der opstår en slags magi, når man skaber panik.” 

Som at være på stoffer
Den fremgangsmåde tog Andrew Dominik med sig i sin seneste film Blonde, som Nick Cave har skrevet musik til. 

Den er produceret af Netflix og er en biopic om Marilyn Monroe med Ana de Armas i hovedrollen. 

”Hvis det her med at lave film kikser, kan det være, jeg tager på tour med The Bad Seeds! Warren har spurgt, om jeg vil være med i bandet, og jeg svarede, at jeg ikke kan spille et instrument, jeg kan ikke synge, og jeg kan ikke klappe i takt.” 

”Han svarede bare: Intet problem!” 

Man forstår godt, at de stoler på ham. Deres musik har sjældent været mere bevægende end i denne film. Ikke mindst, når resultatet bliver vist på det store lærred. For som Andrew Dominik selvsikkert siger: 

”Filmen ser fantastisk ud, men når man hører den i 7.1 surround? Fuck! Det er som at være på stoffer!”