Nyhed
06. aug. 2019 | 16:31

Simon Pegg og Nick Frost vender tilbage til tv

Foto | Wilson Webb
Skuespiller- og manuskriptforfatterparret Simon Pegg og Nick Frost står bag film som Paul og Hot Fuzz, men annoncerer nu en kommende gyserkomedieserie.

Efter en succesfuld filmkarriere laver de to britiske manuskriptforfattere og skuespillere en ny tv-serie om spøgelsesjægere.

Af Frederik Hoff

Makkerparret Nick Frost og Simon Pegg fik først opmærksomhed med den kritikerroste tv-serie Spaced fra 1999, som kørte i to sæsoner.

De to englændere spiller selv hovedrollerne, og Pegg skrev manuskripterne sammen med den senere filminstruktør Edgar Wright.

Frost og Peggs filmkarriere er for længst cementeret, men nu vender de ifølge branchebladet Variety tilbage til tv-formatet med Truth Seekers, som kommer på Amazon Prime.

Produktionen starter i september, men der er endnu ikke annonceret nogen dato for premieren. Den første sæson kommer til at bestå af otte afsnit på en halv time hver.

En humoristisk tur i underverdenen
Det er sparsomt, hvad der er kommet frem om seriens indhold.

Der er tale om en gyserkomedie om et hold spøgelsesjagere, som langsomt bevæger sig dybere og dybere ind i den overnaturlige verden.

Serien skal instrueres af tv-instruktøren Jim Field Smith og ikke Edgar Wright, som ellers har fulgt Pegg og Frost på det store lærred siden Spaced.

Sammen har de lavet den såkaldte Cornetto-trilogi bestående af Shaun of the Dead, Hot Fuzz og The World’s End, hvor komik og dystopisk gys også blandes.

Nick Frost kommer i Truth Seekers til at spille et medlem af det paranormale undersøgelseshold, mens det endnu ikke vides, hvem Simon Pegg skal spille.

Kommentarer

Ekko #82

Stort tema om Quentin Tarantino i det nye nummer af Ekko.

Læs anmeldelsen af Once Upon a Time in Hollywood.

Køb magasinet i kiosker, få det tilsendt eller tegn abonnement.

Abonnenter har også adgang til magasinet digitalt.

© Filmmagasinet Ekko