Nyhed
14. juni 2024 | 14:12 - Opdateret 14. juni 2024 | 18:13

Seksten konkurssager åbnes efter dokumentar

Foto | Wingman Media

I dokumentarserien Den sorte svane siger avokat Nicolai Dyhr, optaget på skjult kamera, at han er villig til at se igennem fingre med kriminalitet for at hjælpe konkursramte.

Musikmagasinet Gaffa er blandt de mindst 25 konkurssager, som skal genåbnes på grund af Nicolai Dyhr, der efter sin optræden i Den sorte svane er færdig som advokat.

Af Claus Christensen

Advokat Nicolai Dyhr er ikke sluppet heldigt fra dokumentaren Den sorte svane, hvor han på skjult kamera siger, at han er villig til at se igennem fingre med kriminalitet for at hjælpe konkursramte.

Dermed har han ikke arbejdet i kreditorernes interesse.

Det har ført til, at han er afsat som kurator i 58 verserende sager, ligesom han er blevet fjernet fra Gældsstyrelsens advokatpanel.

Han er stoppet på advokatfirmaet Horten, der hævder ikke at have kendt til Dyhrs ageren, som er på kant med lovgivningen. Og senest har han ifølge Advokatwatch deponeret sin advokatbestalling.

Nu kan TV 2 så afsløre, at Kammeradvokaten på vegne af Gældsstyrelsen vil genåbne mindst 25 sager, som Sø- og Handelsretten og andre skifteretter ellers har godkendt.

Det skriver TV 2, som ifølge Ritzau har fået aktindsigt i en kendelse fra Sø- og Handelsretten.

TV 2 oplyser, at Gældsstyrelsen er villig til at bruge 50.000 kroner per konkursbo i sin undersøgelse. Det er et samlet beløb på 1.250.000 kroner.

”Det er mig bekendt aldrig tidligere sket i Danmark, at der er søgt genoptagelse af så mange konkursboer på en gang,” siger Troels Michael Lilja, professor ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet, til TV 2.

”Gældsstyrelsen er efter programmerne (Den sorte svane, red.) kommet i tvivl om, hvorvidt Nicolai Dyhr reelt har arbejdet for kreditorerne, eller om han har varetaget andre interesser,” tilføjer professoren.

Gaffa flyttede aktiviteterne
Et af de konkursboer, som skal undersøges, er musikmagasinet Gaffa, skriver Mediawatch. Selskabet, der stod bag Gaffa, sendte i juni 2023 en egen konkursbegæring, hvor Dyhr blev kurator.

Kreditorerne rejste krav for 1,5 millioner kroner, men der var kun værdier for lidt over 40.000 kroner ifølge en aktindsigt, som Mediawatch har fået.

Aktiviteterne fra musikmagasinet blev dog blot to måneder før konkursen flyttet over i et nyt selskab, der blev stiftet 5. april 2023.

Om det er gået lovligt for sig, skal Gældsstyrelsen undersøge.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko