Nicolas Bro — the Movie

Scene 1
En fireårig dreng traver rundt med sin familie mellem resterne af den gamle romerske provinsby, Pompeji. Han går og leger lidt ved siden af de andre, uden særlig interesse for den magiske dør til en fjern fortid, som de voksne fornemmer i ruinerne. For drengen er der bare tale om gamle, slidte sten, der er stablet oven på hinanden på forskellige måder. Han begynder at lege med en stor sten og forestiller sig, at han er verdens stærkeste mand. Han snakker med sig selv og fortaber sig i legen og glemmer alt om tid og ruiner ... og pludselig er familien væk. Drengen begynder at græde, og en flok tililende italienske damer forsøger at trøste ham, højrøstet kaglende og kævlende uden at ænse, at de kun skræmmer drengen. Pludselig kommer hans far løbende ude i horisonten, op ad de bakkede gader i Pompeji. På lang afstand kan drengen se farens lyseblå velour-shorts, som mænd kun gik med dengang i 70'erne, komme spurtende mod ham.

Lad os forestille os, at vi skal indspille en film om skuespilleren Nicolas Bro. Det er naturligvis kun noget, vi forestiller os, men derfor kan vi jo godt tage det seriøst.
   
Vi forestiller os, at det skal være en rigtig film. Det skal ikke være en dokumentarfilm. Og det skal ikke være som i Christoffer Boes nye film Offscreen, hvor Nicolas Bro spiller sig selv, men hvor det hele alligevel er fiktion.
   
Det skal være en film om den rigtige Nicolas Bro, den 34-årige trinde, joviale skuespiller, der både kan spille stor dum dreng og frådende vild psykopat — endda inden for samme rolle.
   
En film om en af dansk films mest markante skuespillere her på den anden side af årtusindskiftet, en modig og intens skuespiller, der tilsyneladende konstant forsøger at udforske sine grænser.
   
En film om en skuespiller, vi kender som den bøvede, forpjuskede og ikke specielt kvikke Gunner i Adams æbler, Morfar i Voksne mennesker, Jimmy i Rembrandt og i dunkle, psykopatiske roller som Anker i Mørke. En film om birolle-skuespilleren, der endelig begynder at få stærke hovedroller, først i Offscreen og så i Mikael Wikkes og Steen Rasmussens familiefilm, Der var engang en dreng — fik en lillesøster med vinger.
   
Filmen om Nicolas Bro kunne snildt starte med en scene, hvor Nicolas som fireårig er blevet væk fra sin familie i Pompeji. Den fungerer nemlig glimrende som indgang til den voksne skuespiller Nicolas Bro, der tilsyneladende har en særlig evne til at fortabe sig i sine roller, glemme alt omkring sig og nærmest forsvinde ind i dem. For at illustrere den sammenhæng mellem den meget unge Nicolas og den voksne skuespiller kan den næste scene i filmen se sådan ud ...

Scene 2
En voksen Nicolas Bro drysser rundt i en tom lejlighed beklædt med dækplastik. Hans hår er kort og afbleget. Han har blod smurt ud over hele sin nøgne krop. På gulvet i lejligheden ligger en livløs ung kvinde med åbent kraniebrud. Nicolas Bro går rastløs frem og tilbage i lejligheden og mumler noget for sig selv. Så trækker han beslutsomt bukser og trusser af den livløse kvinde. Stadigt mumlende for sig selv lægger han sig på kvinden og går i gang med at dyrke sex med hende.

Scenen stammer fra Christoffer Boes nye film, Offscreen. Eller rettere: Den blev indspillet til Offscreen, men blev skåret ud af den færdige film, fordi den var for barsk. Det var Nicolas Bros egen idé, at hans figur skulle dyrke nekrofili, og scenen er et glimrende eksempel på Bros villighed til at gå til ekstremer som skuespiller. Hvad siger kunstneren selv, Nicolas Bro, til den indledning på filmen om ham?
   
"Det er da en ubehagelig start ... jeg forestillede mig, at folk skulle have lidt større sympati for mig, inden filmen gik til nekrofili-scenen. Den sympati er svær at bygge op efter nekrofilien. I en film, der ikke er om mig, kunne det være interessant, men ikke når det handler om mig."
   
— Ville det være et forkert billede af dig?
   
"Ja, det kan man vist roligt sige. Jeg har ikke haft sex med noget lig endnu."
   
— Men hvis vi skulle have en lige linie fra scenen i Pompeji til dit voksenliv, hvilken scene skulle så det så være?
   
"Så skulle det nok være en scene, hvor nogle bekendte har set mig på gaden, og jeg ikke har set dem, men er gået i mine egne tanker. Jeg kan godt være meget distræt og befinde mig i et limbo i det offentlige rum."
   
— Vi kunne også vælge at springe til en scene, der beskriver din gennembrudsrolle som den udviklingshæmmede morder, Otto, i et af de første afsnit af tv-serien Rejseholdet. Der var mange positive reaktioner dengang fra tv-seere, der fik sig en overraskelse. Eller vi kan gå til en anden slagkraftig, fraklippet scene fra Offscreen, den hvor du er croquis-model på Danmarks Design skole?
   
"Ja, der står jeg splitterravende nøgen, så nøgen som jeg overhovedet kan være. Det vil også være et heftigt set-up, men der er mere at bygge videre på."

(Ny) Scene 2
Den voksne Nicolas Bro går ind på Danmarks Design Skole i København. Han har et videokamera i hånden. Han hilser på en lærer og stiller sit kamera op i en sal, hvor omkring 25 unge piger og tre unge mænd gør sig klar til at tegne. Nicolas Bro er lidt forlegen og nervøs. Små svedperler løber ned af hans kind. Flere af de unge elever kigger mod ham og smiler. De kender ham udmærket fra populære film. Nicolas går ud af en dør, tager sit tøj af, foretager en dyb indånding og går ind ad døren til det store lokale, hvor eleverne sidder klar til at tegne. Han har hverken en modelkrop eller en krop som en græsk atlet, men det er heller ikke meningen. Han skal bare være dagens croquis-model for de tjekkede elever, der er ved at blive uddannet til tøjdesignere. Og han skal filme sig selv samtidig. Nicolas er udmærket klar over det absurde i at stå croquis-model, når man nu er skuespiller, og det gør det bestemt ikke mindre absurd, at han skal filme sig selv, i bar røv, som en anden narcissistisk idiot. Men han er nødt til det. Det er en del af den aftale, han har lavet med instruktøren Christoffer Boe.

Nu har vi en indbydende start på filmen om Nicolas Bro. Men det er afgjort ved at være på sin plads at præcisere den røde tråd i filmen. Der er to oplagte muligheder. Skuespilleren, der ikke er bange for at gå til det yderste ...
   
"Ja, den kan jeg godt lide", indskyder Nicolas Bro.
   
... Og den anden mulighed er, at der er en sammenhæng mellem din evne til at forsvinde ind i en situation som privatperson, eller som barn, og din evne til at forsvinde ind i dine roller. Både din søster, Laura Bro, og din mor, Helle Hertz, som i øvrigt begge er skuespillere, har fortalt om din særlige evne til at blive væk og glemme tid og sted. Du er blevet væk i Magasin, på lejrskole ... Hør her hvad din mor har fortalt:
   
"Nogen gange fik han øje på noget i et butiksvindue, eller også kom han i tanke om noget og satte sig ned på en trappesten. Nu havde jeg jo tre unger, men det var altid Nicolas, der blev væk. Og han gør det stadig. Han kører for langt med toget og glemmer sine aftaler. Når han ringer og siger 'jeg kommer klokken 7', så kommer han ikke. Så kommer han klokken halv ni, eller også ringer han klokken halv ni og siger 'mor, vi bliver nødt til at droppe det'. Eller også ringer han ikke."
   
— Og din søster har fortalt, at I nærmest blev opfostret med en opfordring til at gå på eventyr, at I fik lov til at "forsvinde ind i jer selv" i kostumelageret på Gladsaxe Teater, hvor der ellers var adgang forbudt, men jeres far, skuespilleren Christoffer Bro, der var teaterchef, så gennem fingre med det.
   
"Jah, joh, som privatperson kan jeg forsvinde, men det er noget helt andet. Jeg ved godt, at der er nogen, der tror på method acting, at man skal blive til personen, man spiller. For at kunne spille fysisk smerte, skal man have oplevet fysisk smerte, du ved. For mig fungerer det ikke. For mig fungerer det at samle en masse viden om den figur, man skal spille, og så fylde sig med mod til at være til stede i nuet. Det hele handler jo kun om én ting, og det er at være til stede her og nu. Hvordan vejen er ... I couldn't care less."
   
"Der findes en klassisk filmanekdote om Marathonmanden, hvor Laurence Olivier skal torturere Dustin Hoffman, og Hoffman går totalt i enecelle og skal køre sin method acting og mærke smerten. Til sidst siger Laurence Olivier: 'Why don't you just act?' Den anekdote kan alle skuespillere. Det er historien om det store sammenstød mellem forskellige opfattelser af skuespilfaget. Laurence Olivier er fuldstændig fantastisk i Marathonmanden, Dustin Hoffman er fuldstændig fantastisk i den, men de er kommet til det på hver sin måde. Jeg tror på den personlige vej."
   
— Så lad os holde os til den røde tråd om skuespilleren, der udforsker sine grænser og går til ekstremerne. Hvis filmen om dit liv skulle have en af den slags taglines, der altid er på amerikanske film, hvad skulle den så hedde?
   
"Tvivleren."
   
— Det kunne være selve titlen, men taglinen nedenunder. Du ved, Alien havde en der hed: "I rummet kan ingen høre dig skrige". Din kunne være: "Han går altid til det yderste."
   
"Det vil jeg nok have svært ved at love om mig selv. Hvad med: "Han er altid villig til at prøve at gå til det yderste."
   
— Den ville ikke blive godkendt i Hollywood ...
   
"Nej, men det øjeblik, du har overbevist dine omgivelser og dermed også dig selv om, at du vil gå hele vejen hver gang, så tager du aldrig noget op til overvejelse. Det tror jeg ikke på. Man må overveje alt og være en tvivler. Tvivlen er med til at føre én meget langt og nogle gange også over grænsen. Der er nogle ting, jeg ikke vil gøre. Det øjeblik, det blev pornografi og jeg skulle have sex med en kvinde, ville det invadere min privatsfære. Mine slimhinder er helt klart en del af mit privatliv, og noget af det, jeg har sværest ved på film, er at kysse. Det er meget sværere end at illudere sex, fordi man skal stikke sin tunge ind i munden på en eller anden. Kys er meget afslørende. Man kan godt se, når folk ikke kysser. Jeg synes, man kan gå rigtig langt, men man skal samtidig passe på sig selv."
   
— Du har ikke nogen romantisk forestilling om at dø i en eller anden meget meget ekstrem rolle?
   
"Nej, jeg så det ske her for nogle måneder siden, da John Hahn-Petersen døde inden for murene, og det var ganske frygteligt. Jeg ved, der er mange, der har sagt "åh, han døde midt i sin metier og han døde lykkelig". Men nej, hvis han var død lykkelig, var han død hjemme i armene på sin kone og ikke i et kostume på et garderobegulv. Det er ikke noget værd."
   
— Det bringer os meget naturligt til det, der kunne blive et dramatisk højdepunkt i filmen om Nicolas Bro. Der findes dem, der er bekymrede for dig — som mener, at din livsstil og din vægt er usund, og at du arbejder for hårdt.
   
"Okay!? Det synes jeg egentlig ikke, jeg gør. Når man lige er kommet ud fra skuespilskolen, har man nogle år, hvor man arbejder dobbelt for at etablere sig, men jeg er holdt op med at arbejde dobbelt. Jeg har det princip, at jeg kun laver én ting ad gangen. Jeg ved ikke hvem, der er bekymrede — det må de selv om."
   
— Så lad os nøjes med en scene, der understreger i hvor høj og heftig en grad, du har afprøvet dine kreative evner. Som din mor fortæller:
   
"Han har jo altid været vanvittigt optaget af eventyr. Han var en lillebittebitte dreng, da han begyndte på sine tegneserier og uhyrer og fremtidsfilm. Det har altid optaget ham, og det gør det stadigvæk. Han har altid haft en fantastisk fantasi. Han har tegnet og malet og skrevet digte og skuespil. Han har jo altid været meget kreativ. Han har altid prøvet alting af. Han har færdedes i nattelivet og på Christiania, fra han var tretten-fjorten år."
   
"Ja, først ville jeg gerne være kunstmaler eller tegner, og så ville jeg være rocksanger", tilføjer Nicolas Bro.
   
"Jeg havde mit eget band. Det var sådan noget sort garagerock. I mine teenageår var jeg lidt ked af, at jeg ikke var blevet født syv-otte år tidligere. Jeg måtte lulle rundt med en fornemmelse af, at der havde foregået noget helt fantastisk syv-otte år før. Jeg følte, jeg var anarkist, og at de der politiske budskaber også var mig."
   
— Måske ville det være på sin plads med en scene, hvor du optræder som sanger i et punkband ...

Scene 3
Nicolas Bro er frontfigur for et rockband på scenen i spillestedet Stengade 30 på Nørrebro i København. Det er i starten af 1990'erne. Punkens efterdønninger kan stadig høres i den københavnske underverden. Bandet hedder Kitty Empire og bærer tydeligt præg af en lidt romantisk opfattelse af punkens idealer. Nicolas Bro er klædt helt i sort, og han kaster sig så ivrigt og energisk rundt på scenen, at et par fulde publikummer begynder at råbe 'junkie! junkie!' efter ham.

Nu har vi fået præsenteret Nicolas Bro som et kreativt menneske, der får afprøvet adskillige sider af sig — måske endda i sådan en grad, at det er risikabelt. Men den dramaturgiske opbygning halter. Måske skal vi i stedet servere en scene, der for alvor præsenterer den Nicolas Bro, filmen handler om, den voksne skuespiller. Det kunne være den scene, der startede Nicolas Bros samarbejde med Christoffer Boe i filmen Offscreen.

(Ny) Scene 3
Nicolas Bro spiser middag med kollegaen Nikolaj Lie Kaas og filminstruktøren Christoffer Boe. De kender hinanden glimrende fra Boes film, Reconstruction og Allegro, så stemningen er løssluppen og kammeratlig. På et tidspunkt begynder Christoffer Boe at tale om et filmprojekt, hvor han og en skuespiller skal arbejde tæt sammen i et år. Skuespilleren skal filme sig selv på de forskellige opgaver, Boe sætter ham på. Undervejs skal de følge resultatet og til sidst binde det sammen med en handling. Boe mangler bare en skuespiller til den store og svære rolle, og med pokerfjæs spørger han derfor Kaas og Bro, to af hans foretrukne skuespillere, om de tilfældigvis kender en skuespiller, der kunne have lyst til at prøve sig selv af i det projekt. Kaas og Bro tænker sig grundigt om og nævner nogle navne, indtil det pludselig ryger ud af munden på Bro: "Nej, hvor er det spændende, det skal jeg da være med til!"

Så er filmen for alvor i gang. Vi har præsenteret Nicolas Bro med to iøjnefaldende scener og derefter præciseret ham som hovedrolle i filmen. Skuespilleren, der bare ikke kan lade være med at udforske sig selv, skuespilleren, der arbejder så intenst, at folk bliver bekymret for ham. Vi har på ingen måde en færdig film, men vi har en aldeles lovende begyndelse, hvilket på sin vis passer glimrende på 34-årige Nicolas Bro, en skuespiller, der kun lige er gået i gang med at udforske sine grænser.

Scene 4
Christoffer Boe sender Nicolas Bro en sms, hvor han befaler Bro at gå ind på Rådhuspladsen i København lillejuleaften og aflevere en bekendelse foran pladsens store juletræ ved midnat. Træt og modvillig, men uden noget valg på grund af sin aftale med Boe, stiller Nicolas Bro sig op med kameraet i den ene hånd og filmer sig selv, mens han bekender. Pludselig kommer en mand forbi og tager kameraet med den ene hånd og skubber Nicolas Bro omkuld med den anden. Tre mænd, der uafhængigt af hinanden befinder sig på Rådhuspladsen sætter i løb. Men tyven er for hurtig ...