Dag 5: Nicolas Cage for fuld udblæsning

Med et indskrænket filmprogram til hjemmebiografen var dette års Sundance nødvendigvis en noget anderledes affære.

Og inden festivalen kunne man godt være urolig for, om det ville lykkes at holde fanen højt.

Nye film kan man se alle vegne. En filmfestival defineres lige så meget af stemningen. Og Sundance er sne og vinterstøvler, varm kakao og dobbelt espresso, snakkesalige busture på vej til næste visning, koncerter, foredrag, masterclasses, lukkede fester og åbne mennesker.

Men festivalplanlæggerne har gennem utallige Zoom-samtaler spejlet den sociale festival i den virtuelle verden, mens publikum og distributører venter på at kunne gå i biografen igen.

Og der er stadig stor tiltro til biografoplevelsen. Det kan godt være, at Apple+ skrev den største check nogensinde – 25 millioner dollars for åbningsfilmen CODA – men de fleste film købt på festivalen er stadig tiltænkt biografmørket.

Årets Sundance viser, at en stor filmfestival kan favne streaming uden at give køb på sin identitet, og den erfaring tager de med sig videre. Covid-19 er i fuld gang med at forandre filmbranchen, og det bliver spændende at se, hvordan festivalerne vil se ud, når verden åbner igen.

Kvindekollektiv i Kosovo
En af festivalens største vindere var Hive, der ikke blot vandt jury- og publikumspriserne, men også instruktørprisen i kategorien World Cinema Dramatic.

Blerta Bashollis nøgterne drama er baseret på en virkelig historie. Den handler om stålsatte Fahrije, der i en lille landsby i Kosovo trodser de lokales stivnakkede kvindeundertrykkelse og starter sin egen forretning.

Da hendes bier ikke producerer nok honning, begynder hun at sælge ajvar, et smørepålæg lavet af aubergine og rød peber.

Inden længe er hun nødt til at rekruttere sine veninder for at kunne følge med efterspørgslen.

De er sandsynligvis alle krigsenker. Filmen foregår i landsbyen Krusha e Madhe, hvor en af de værste massakrer under Kosovo-krigen fandt sted i 1999.

Serbiske styrker dræbte eller bortførte omkring 100 mænd i den albansk-talende landsby. Fahrije og de andre kvinder lever i et martret limbo, mens de venter på, at deres forsvundne familiemedlemmer bliver opdaget i en massegrav.

Det er rystende at se den modgang, Fahrije møder, allerede da hun – kættersk! – opfordrer byens andre kvinder til at tage et kørekort, så de selv kan køre til markedet i nabobyen.

Mænd råber efter hende og kaster sten gennem hendes bilrude. Naboerne kalder hende en luder, både bag hendes ryg og ansigt til ansigt. Svigerfaren udskammer hende, og teenagedatteren bebrejder hende, men Fahrije bærer deres had uden at kny.

Det er en velfortjent prisvinder.

Afdanket væddeløbsjockey
Det samme kan man sige om Jockey, der sikrede den livslange birolleskuespiller Clifton Collins Jr. prisen for bedste skuespiller i en amerikansk film.

Han spiller Jackson, en havareret væddeløbsjockey, der egentlig er for gammel og for skadet til stadig at sidde i sadlen.

Men så får den hesteopdrætter, han arbejder for, en hest af den slags, man drømmer om hele karrieren. Og en ambitiøs ung jockey dukker op og hævder at være hans søn.

Clint Bentleys roligt observerende drama er en klassisk fortælling om en fastfrossen mand, der står ved en skillevej i livet og forsøger at samle mod til sig. Historien vækker mindelser om både Chloé Zhaos The Rider og det lidt oversete fængselsdrama Mustang, hvor en voldelig fange finder ro ved at tage sig af heste.

Det er skuespillet, der gør Jockey til noget særligt. Clifton Collins Jr. er sårbar med sine indsunkne øjne og ranglede figur, og han lader i glimt publikum øjne den smerte, der gør Jackson brysk og genstridig.

Holocaust-fup
”Nogle gange er en historie så forbløffende, at den føles utrolig,” siger en radiovært i starten af dokumentaren Misha and the Wolves.

Filmen handler om en jødisk kvinde, der i alderdommen skriver om sine oplevelser under Anden Verdenskrig, og hvordan hun som syvårig overlevede jødeudryddelsen ved at bo hos en ulveflok i de tyske skove og spise de ådsler, ulvene efterlader hende.

Misha Defonsecas erindringer blev et litterært fænomen. Disney ville købe filmrettighederne, Oprah ville interviewe forfatteren, og bogen blev oversat til utallige sprog. Den danske version kom i 2005.

Men hendes historie er det pure opspind.

Sam Hobkinson opruller fermt og underholdende skandalen ved at fokusere på detektivarbejdet, hvor små uoverensstemmelser i sidste ende fælder hende.

Det er slående, hvordan fakta-tjekkerne skal overvinde deres dårlige samvittighed for overhovedet at stille spørgsmålstegn ved en holocaust-overlevendes lidelseshistorie.

Observatøreffekten
Det er ikke nødvendigvis et godt tegn, når instruktøren præsenterer sin film ved at forklare, at han har brugt årevis på at lede efter den i klipperummet.

Theo Anthony har hovedet fuldt af gode idéer i den spraglede dokumentar All Light, Everywhere, men han har svært ved at samle dem.

Filmen er en essayistisk undersøgelse af, hvordan vores verden er formet efter biologiske og kulturelle begrænsninger i den menneskelige opfattelsesevne.

En rød tråd er overvågningssamfundet.

Politiets kropskameraer er designet, ikke til at gengive virkeligheden, men til at gengive den menneskelige opfattelse af virkeligheden. Teknikerne indlejrer begrænsninger, som for eksempel at kameraerne ikke kan se i mørke.

Massiv satellitovervågning skal hindre kriminalitet, men effekten er ulige på tværs af samfundet. Der er flere træer i forstæderne end i ghettoen – hvor formodningen om, at man bliver overvåget i øvrigt ikke lader til at afskrække kriminelle.

Vi forstærker de tendenser, vi ønsker at måle. Observatøreffekten, kaldes det, og All Light, Everywhere demonstrerer den på fascinerende, men også rodet vis.

Total idioti
Den bistre desperado sætter sig til rette i førersædet, klædt i sort læder fra top til tå, og drøner afsted med hvinende hjulspind, mens luderne og drukkenboltene i den lille westernudørk stirrer imponerede.

Så hakker han pludselig bremsen i, stiger ud og løber over vejen for at stige på en damecykel, som han cykler videre ud af byen.

Det er tonen i Prisoners of the Ghostland, Sion Sonos bevidst idiotiske genrefilm med Nicolas Cage i hovedrollen. Der har altid været en bismag af mani over hans karakterer, men de seneste år har han taget skridtet til den rene selvparodi.

Cages seneste var en af de mest ventede midnatsvisninger på dette års Sundance, hvor den psykedeliske Mandy også havde premiere for tre år siden. Men den nye film er et overblæst, overlæsset og kalkuleret rod.

Nicolas Cage spiller en hårdkogt bankrøver og skruer helt op for overspillet, så man ikke kan andet end trække på smilebåndet.

Han hyres til at redde en overhøflig sydstatsmands yndlingsluder. Hun spilles af Sofia Boutella, og hun er stukket af ud i ødemarken – spøgelseslandet – hvor fordums civilisation ligger strået og ødelagt.

Nicolas Cage udstyres med små bomber på hvert ben, hver arm, omkring struben – og én på hver testikel, så han ikke får gode idéer.

Sion Sono specialiserer sig i bizarre vanvidshistorier – som Tokyo Vampire Hotel, der blev vist på Cph:Pix for nogle år siden. Hans nye føles, som om den er skrevet til at blive skåret op i småbidder og vist som memes på internettet.

Og det er vel egentlig en meget passende måde at afrunde dette års virtuelle Sundance.