Nicolas Refns grænseoverskridelser

Almindelige mennesker inviterer os hver dag på tv indenfor i deres intimsfære. Vi ser dem gå i par terapi, blive skilt, få plastikoperationer og make-overs.

Vi ser dem på jagt efter et forsvundet familiemedlem eller på at tabe sig. Vi forarges, glædes og frydes. Vi indtager andres død og ulykke og lige så gerne ligegyldige almindeligheder.

Tv's virkelighed har godt fat i os.

Hvorfor provokerer det os så at se filminstruktøren Nicolas Winding Refn græde, udlevere sig selv og anklage både kollegaer og familie i en interviewrække i Den 11. time? Er det, fordi vi synes, at kendte mennesker ikke skal opføre sig sådan, eller er det, fordi Den 11. time ikke overholder et lødighedskodeks og bliver til banalt tude-tv?

Erklæret ærlighedstrip
Kunstnernes selvudlevering foregår normalt i hans kunst. Vi ved, at værket reflekterer kunstnerens liv, følelser og holdninger, men vi ved også, at værket er fiktion, og vi forveksler ikke værket med kunstneren.

Når kunstneren udleverer sig selv i biografien, filmportrættet og tv-interviewet, fremstår hans udsagn og optræden som virkelighed, men der fortælles også en historie.

Jang, som er Nicolas Winding Refns kælenavn, har for at opnå en autentisk effekt i sine spillefilm anvendt amatørskuespillere, der spiller roller, som ligger meget tæt op ad dem selv og det miljø, de kommer fra. Han har medvirket helt uden filter i en dokumentarfilm om sig selv (Gambler af Phie Ambo), og han har øjensynligt været til casting på Rumle Hammerichs H.C. Andersen-film.

Nu stiller han op i en interview-række i DR2-programmet Den 11. time i et erklæret ærlighedstrip. Er der en sammenhæng?

Et statement om vor tid
Nicolas Winding Refn er en Danmarks bedste filminstruktører. Han er kompromisløs og meget følsom. Han bruger verden omkring sig i sit store selvrealiseringsprojekt - hans kunst. Han bruger også tv.

Den 11. times interview viser tilsyneladende en meget ærlig Jang. Alligevel handler det mere om ærlighedstrippet i sig selv end om Jang som person. Også selvom han græder, og det hele virker meget privat.

På den måde bliver interviewet et statement og en kommentar til vor tids søgen efter identitet og anerkendelse igennem offentlig eksponering.

Det er ligesom kropskunstnerne med deres piercinger og djævlehorn. Det ser ubehageligt ud og minder os om vores forgængelighed. Nicolas Winding Refns optræden i Den 11. time udstiller tv's udnyttelse af det private og det grænseoverskridende. Det er måske kunst i sig selv.