Nyhed
28. mar. 2017 | 12:55

Refn får kendt skuespiller til tv-serie

Foto | Sharone Meir
Miles Teller slog igennem i Damien Chazelles Whiplash og skulle oprindelig have spillet hovedrollen i La La Land. Nu skifter han spor og spiller forbitret politibetjent i en tv-serie.

Nicolas Winding Refns krimiserie for Amazon, Too Old to Die Young, får Miles Teller fra Whiplash i hovedrollen.

Af Nicki Bruun

De fleste nyheder, der har omhandlet Nicolas Winding Refns tv-projekter, har indtil nu været temmelig løse, men her er noget mere håndfast: Streamingtjenesten Amazon, der står bag instruktørens kommende krimiserie Too Old to Die Young, har offentliggjort, hvem der skal spille hovedrollen.

Det bliver 30-årige Miles Teller, der for alvor slog igennem i Damien Chazelles tromme-thriller Whiplash fra 2014.

Teller skal spille politibetjenten Martin, der er viklet ind i den kriminelle underverden i Los Angeles. Serien er dermed for Nicolas Winding Refn en tur tilbage til byen, der gav ham et comeback med Drive fra 2011.

Too Old to Die Young følger Martin, der har mistet sin kollega, mens han frekventerer byens underverden befolket af gangstere og lejemordere.

En masse serier
Nicolas Winding Refn skal efter planen instruere alle ti afsnit af Too Old to Die Young, som han har skrevet sammen med Ed Brubaker, der senest har leveret et afsnit til HBO-serien Westworld.

Too Old to Die Young er dog bare en af de tv-serier, som Winding Refn er i gang med. Hvad status er på den anden serie, han er meldt i gang med – den fransk-italienske krimiserie Les Italiens – vides dog ikke.

Også Amazon markerer sig særdeles hårdt på seriefronten for tiden.

Den amerikanske tjeneste har lige offentliggjort, at den har givet Barry Jenkins – der vandt en Oscar for bedste film for Moonlight – grønt lys til miniserien Underground Railroad.

Derudover er Mad Men-skaberen Matthew Weiner i gang med sin næste serie, The Romanoffs, for tjenesten, mens David O. Russell arbejder på en mafiaserie med Robert De Niro og Julianne Moore i hovedrollerne.

Too Old to Die Young ventes klar til premiere engang i 2018.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko