Nyhed
09. feb. 2017 | 11:56

Nicolas Winding Refn laver serie til Amazon

Foto | Jan Buus
Nicolas Winding Refn har mange bolde i luften, for han ser ud til at spejde mod ikke bare én, men to tv-serier.

Den travle instruktør skal både skrive og instruere krimiserien Too Old To Die Young, som er i stil med Pusher-trilogien.

Af Nicki Bruun

Nicolas Winding Refn har mange jern i ilden.

For en lille måned siden skrev vi, at den danske instruktør udvikler spionfilmen The Avenging Silence, som skulle være i stil med James Bond.

Nu skriver Variety, at Refn skal skrive, instruere og producere en krimiserie ved navn Too Old To Die Young for Amazon. Ifølge det velansete brancheblads kilder er serien blevet bestilt i ti afsnit.

Too Old To Die Young foregår i den kriminelle underverden i Los Angeles, hvor instruktørens Drive og The Neon Demon udspillede sig.

Krimiserien skulle dog være mere i stil med Refns Pusher-trilogi. Men den smager også lidt af Only God Forgives, da serien handler om forskellige karakterers eksistentielle rejse fra at være mordere til at blive samuraier i englenes by.

Tilbage til tv
Nicolas Winding Refn har tidligere instrueret afsnit af den engelske Agatha Christie-serie Miss Marple, mens han helt tilbage i 2001 var konceptuerende forfatter på DR-serien De udvalgte.

Nu ser han for alvor ud til at bevæge sig ind i tv-verdenen, men der er mange bolde i luften.

For knap et år siden kom det nemlig også frem, at Refn skulle instruere første afsnit og være showrunner på den fransk-italienske noir-serie Les Italiens. Hvad status er på den i forhold til Too Old To Die Young vides ikke.

Ifølge Variety har Refns nye serie en række store skuespilstjerner i kikkerten, men der nævnes ingen navne.

Nicolas Winding Refn skal skrive Too Old To Die Young sammen med Ed Brubaker, en tegneserieforfatter, som senest har været forfatter og producer på HBO’s storserie Westworld.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko