Store stjerner i Arcels King-filmatisering
Den længe forsinkede filmatisering af Stephen Kings The Dark Tower-serie har fået grønt lys til optagelse med Nikolaj Arcel som instruktør og Idris Elba og Matthew McConaughey som henholdsvis helt og skurk.
Det bekræfter Stephen King selv på Twitter og citerer ved samme lejlighed den første romans berømte åbning: ”Den sorte mand flygtede hen over ørkenen, og revolvermanden fulgte efter.”
De ord skrev den aspirerende forfatter som universitetsstuderende i 1970, og de vil ifølge forfatteren også indlede filmen.
”Sådan bør den starte. Det har jeg været ret insisterende på,” forklarer Stephen King til det amerikanske magasin Entertainment Weekly.
Optagelserne er planlagt til at starte om syv uger, mens filmen er premieresat allerede til 13. januar 2017.
Manuskriptet er udarbejdet af Nikolaj Arcel i samarbejde med Anders Thomas Jensen og bygger – foruden Kings bøger, naturligvis – på et tidligere manus af Akiva Goldsman og Jeff Pinkner.
Det hverdagslige og fantastiske
De syv oprindelige romaner i serien, der udgør hovedhandlingen, blev udgivet fra 1982 til 2004, mens en ottende roman blev udgivet i 2008.
De handler om den stålsatte revolvermand Roland Deschain, der i et ubestemmeligt middelalderunivers jager en mystisk mand i sort, som han mener er nøglen til at frelse den døende verden.
Undervejs åbnes flere portaler til vores verden, hvorfra han får tre hjælpere: den unge dreng Jake, junkien Eddie og den benløse amputationspatient Susannah.
Frem for at starte fra begyndelsen vil filmen straks samle handlingen op, formentlig med handlingen i den anden eller tredje roman, hvor Rolands gruppe samles.
”Det, Stephen King gør bedst, er at blande det hverdagslige med det fantastiske,” forklarer Nikolaj Arcel til Entertainment Weekly.
”Som jeg ser det, er romanerne en blanding af sci-fi, fantasy og moderne tid. Det blandingsforhold er så meget Stephen King.”
Forfatteren skal selv medvirke
Stephen King betragter selv bøgerne som sit hovedværk, og for fans står de centralt i hans forfatterskab, da de samler tråde og karakterer op fra hans andre bøger.
En præst fra Salem’s Lot dukker uventet op i den femte bog, og i de sidste to bind spiller King endda selv en vigtig rolle, da han dukker op i handlingen som en central karakter.
Det meta-greb håber Arcel på at kunne gentage i filmatiseringen, på trods af at King har protesteret over, at han er blevet for gammel til rollen.
Skulle man være lidt pedantisk, burde det vel også snarere være Arcel og Anders Thomas Jensen, der optræder som filmens ophavsmænd.
Sort mand spiller hvid karakter
Forbilledet for Roland Deschain var i sin tid Clint Eastwood, og han bliver i bøgerne beskrevet som en hvid mand med blå øjne.
Skuespillere som Javier Bardem og Viggo Mortensen har været på tale til tidligere inkarnationer af projektet.
Imidlertid havde hverken forfatter eller instruktør noget problem med at caste Elba.
”Han kan være hvid eller sort, det gør ingen forskel for mig,” sagde Stephen King til Entertainment Weekly. ”Og jeg mener, det åbner alle mulige interessante muligheder for hans forhistorie.”
Nikolaj Arcel siger om processen med at caste Ibris Elba:
”Vi prøvede at finde ud af, om vi så den samme fyr. Og vi havde absolut alle de samme idéer og tanker. Elba havde en unik forestilling om, hvem Roland er.”
Manden I Sort
Matthew McConaughey skal spille skurken Manden I Sort, og det er ikke første gang, at han er i spil til et Stephen King-projekt.
I 2014 blev han knyttet til rollen som Randall Flagg i Josh Boones planlagte filmatisering af murstensromanen The Stand. Det er en karakter, der optræder i mange af forfatterens romaner under forskellige navne.
Også i The Dark Tower, nemlig som Manden I Sort.
Hvis filmatiseringen af The Stand skulle blive en realitet, er det meget usandsynligt, at McConaughey gentager rollen, da rettighederne ejes af forskellige selskaber – henholdsvis Sony og Warner Bros.
J.J. Abrams gav op
Stephen Kings berømte bogserie, der strækker sig over otte bøger og samler tråde og karakterer op fra mange af hans andre værker, har været under udvikling siden 2007.
Da Lost-besættelsen var på sit højeste, kastede J.J. Abrams sig over projektet, men efter tre års udvikling kastede han håndklædet i ringen.
Dernæst overtog Ron Howard styringen og udviklede et manuskript sammen med Akiva Goldsman.
Projektet voksede imidlertid det Oscar-vindende makkerpar over hovedet, og i årevis var planen at fortælle hovedhistorien i en trilogi af episke spillefilm, mens verdenens rige mytologi, der i bøgerne udspiller sig over mange år og forskellige dimensioner, ville blive udforsket i to HBO-miniserier.
Både Howard og Goldsman er stadig tilknyttet projektet som producere, men der er ingen forlydender om, hvorvidt den nuværende filmatisering holder sig til samme ambitiøse plan om at skabe filmatiseringen som en hybridfortælling.
Men det står dog fast, at spillefilmen forventes at være første kapitel i en serie.
Udover Elba og McConaughey rygtes det, at den australske skuespiller Abbey Lee – senest set i Mad Max: Fury Road – vil optræde som Tirana – en perifer rolle i forlægget, som er forstørret i filmatiseringen.
Nikolaj Arcel
Født 1972 i København
Uddannet på Den Danske Filmskoles instruktørlinje i 2001.
Instruktørdebuten Kongekabale fra 2004 blev et stort nationalt gennembrud og vandt både en Bodil og en Robert for bedste film.
Var i 2013 nomineret til en Oscar i kategorien ”bedste ikke-engelsksprogede film” for En kongelig affære.
Har skrevet næsten alle sine manuskripter sammen med makkeren Rasmus Heisterberg.
Har skrevet manuskript til samtlige filmatiseringer af Jussi Adler-Olsens krimiromaner om Afdeling Q. Senest den biografaktuelle Flaskepost fra P, der er tredje film i serien.
Filmografi
En kongelig affære
2012
Sandheden om mænd
2010
De fortabte sjæles ø
2007
Kongekabale
2004
Kommentarer