Nikolaj Arcel vil hjem til Danmark

The Power of the Dog. Rebecca. Fables. Monster of Florence. Kennedy.

I en periode var der en lind strøm af pressemeddelelser, som forkyndte, at nu var Nikolaj Arcel i gang med et nyt, spændende filmprojekt i Hollywood.

Men hvad skete der egentlig?

Ingen sender pressemeddelelser ud, når et filmprojekt går i vasken, men i dag konstaterer Arcel, at de fleste af projekterne er afgået ved døden.

En løs kanon
Allerede inden Oscar-uddelingen i 2013, hvor En kongelig affære var nomineret for bedste ikke-engelsksprogede film, havde Arcel linet sit næste projekt op. Det var en filmatisering af Don Winslows narkokartel-roman The Power of the Dog, som han skulle skrive sammen med Rasmus Heisterberg.

Men projektet faldt til jorden, og det er en af Nikolajs Arcels største skuffelser i Hollywood.

”Shit, det var en god historie. Det var et godt manuskript – det bedste, jeg nogensinde har skrevet. Rasmus og jeg har aldrig været mere tilfredse med noget,” siger Nikolaj Arcel med et suk, da vi møder ham i København i juli måned.

Samarbejdet med rettighedshaveren var temmelig anstrengt.

”Vedkommende er en loose cannon, som man slet ikke kan regne med. Hver anden måned syntes han, at der skulle ske noget nyt. Og han ville også selv have skrevet det, tror jeg. Der var mange problemer. Vi skulle aldrig have sagt ja til det projekt,” erkender instruktøren.

Kæmpe lærestreg
Efter Arcel og Heisterberg havde arbejdet på projektet i et års tid, tog Salerno danskerne fra bestillingen. Han ville have Ridley Scott til at instruere filmen, som dog den dag i dag stadig ikke er blevet realiseret.

”Det har nok også noget at gøre med, at jeg pludselig fik The Dark Tower. Så gad han ikke vente på mig. Han sagde: ’Well, Ridley Scott just called, he wants to do it.’”

”Jeg tror ikke, at filmen nogensinde bliver til noget. Det har været en kæmpe lærestreg om, at man skal passe på, hvad man går i gang med, med mindre at man enten ejer nogle rettigheder, eller virkelig kan se, at det nok skal blive til noget. Ellers bruger man hurtigt ti år af sit liv på projekter, der ikke bliver til noget.”

Rebecca blev for meget
Blot to måneder efter at de danske medier kunne annoncere The Power of the Dog, blev Nikolaj Arcel hyret til at instruere en nyfortolkning af Hitchcock-klassikeren Rebecca.

”Den har jeg selv trukket mig fra. Jeg kunne simpelthen ikke overskue den,” siger Arcel.

Efter i årevis at have udviklet på projekter stod den danske instruktør under produktionen af The Dark Tower pludselig med en overfyldt kalender. 

”Robert Kennedy-filmen havde jeg jo skrevet for Matt Damon. Men selskabet vendte tilbage til mig og spurgte, om ikke jeg havde lyst til at instruere den. Og det kunne jeg simpelthen ikke sige nej til. Det var for fedt.”

”Jeg havde Kennedy, Rebecca og så Monster of Florence, som er en virkelig historie om en italiensk seriemorder i 80’erne. De var alle sammen drømmeprojekter, men jeg var nødt til at vælge noget fra. Du kan ikke sidde med tre projekter, hvor alle gerne vil i gang nu. Så jeg var nødt til at sige: ’Guys, I’m very sorry.’”

Seriemorderfilm med Clooney
At Monster of Florence var et drømmeprojekt, kan man tydeligt mærke på Nikolaj Arcel.

Det litterære forlæg beretter en autentisk historie om forfatteren Douglas Preston, der rejser til Italien for at skrive om en række mord begået mellem 1968 og 1985. Han allierer sig med en lokal journalist, men makkerparret bliver ironisk nok selv anklaget for at være morderens medsammensvorne. 

Fordi de stiller for mange spørgsmål.

”Det handler om en seriemorder, men i lige så høj grad om det vanvittige italienske retssystem,” forklarer Nikolaj Arcel. ”De der dommere og politimænd er vanvittige. De vil gøre alt for at lukke ned for journalisterne. Der er mange uskyldige mennesker, som er røget i fængsel på den her sag.”

”Det er en virkelig fed historie, som jeg tror George Clooney gerne vil spille hovedrollen i. Han har selv haft rettighederne i nogle år.”

Nikolaj Arcel skriver manuskriptet sammen med Anders Thomas Jensen, som han også samarbejdede med på The Dark Tower. Men han skal ikke selv instruere.

Han blev hyret til projektet af produceren David Heyman, der har stået bag Harry Potter-serien og Gravity – og Arcels største fejlslåede Hollywood-projekt til dato, tegneseriefilmatiseringen Fables.

Snehvide i New York
Det er nu fire år siden, at Fables blev annonceret, og der er ingen grund til at holde vejret.

”Den er fuldstændigt død,” siger Nikolaj Arcel kontant.

Bill Willinghams hæderkronede tegneserie handler om en gruppe kendte figurer – Den Store Stygge Ulv, Snehvide og Rødhætte med flere – der er blevet fordrevet fra deres eventyrlige hjemland og nu lever i eksil i New York.

Arcel udviklede manuskriptet sammen med Jane Goldman, forfatteren bag Stardust, Kick-Ass og Kingsman-filmene.

”Det var totalt episk! Jeg var bare sådan: ’Det her bliver til noget, det er kæmpefedt,’” fortæller Arcel med begejstring i stemmen.

Men efter at have arbejdet på projektet i et år kom den nedslående melding fra Warner Bros.: Brandet var for småt og budgettet på 180 millioner dollars for stort. Regnestykket gik ikke op.

”De turde ikke satse på den. Warner Bros. har haft lidt ballade de seneste år. Deres DC-univers kunne ikke rigtigt komme op at køre. Til sidst spurgte de: ’Kunne det ikke være lidt mere Guardians of the Galaxy-agtigt?'”

”Dér sidder jeg så med den måske største genremanuskriptforfatter i verden lige nu. Vi havde skrevet på historien i et år, og det var altså ikke Guardians of the Galaxy.”

”’Nå, men så er vi ikke interesseret,’ lød svaret. Det var virkelig brutalt. Et års spildt arbejde. Og det sker så tit i Hollywood.”

Pengefolkene styrer
Det var netop en vigtig del af grunden til, at Nikolaj Arcel tog jobbet som instruktør på Stephen King-filmatiseringen The Dark Tower: Den var klar til optagelse!

”De ville rigtigt gerne have filmen lavet, og der var et manuskript, der fungerede. Så det var sådan!” siger han og knipser med fingrene.

Blot to år senere har filmen netop haft amerikansk premiere – en produktionsperiode, der ville få de fleste til at tabe pusten. Det gjorde Arcel også.

Filmen har fået tæsk af de amerikanske kritikere og bliver kaldt ”en katastrofe af en film”. Men allerede da vi talte med Arcel i midten af juli, gav han udtryk for sin frustration over en kreativ proces, hvor han blev underlagt andres dagsorden.

”Det er skræmmende, hvor meget de kontrollerer én – hvor meget snor de har i deres kreative. Det er jo ikke kun mig, det er også klipperen og VFX-supervisoren og komponisten … Alle bliver fuldstændigt holdt i bur af de der money guys. Man er totalt i deres nåde.”

”Der var mange gange, mens jeg stod og lavede The Dark Tower, hvor jeg tænkte: ’Fuck, jeg savner Danmark! Jeg vil hjem!’”

Film med vennerne
Nikolaj Arcel er udkørt.

Formynderiet og hastværket ved jobbet som blockbuster-instruktør har tæret på ham i en sådan grad, at han var tæt på at sige nej til Matt Damon, da han blev tilbudt at instruere filmen om Robert Kennedy.

”De ville have mig i gang med det samme, men dér sagde jeg til dem: ’Så må I finde en anden instruktør, for jeg gider ikke lige nu,’” fortæller Nikolaj Arcel, som imidlertid mødte forståelse hos Damon.

”Jeg har fået lov at blive hjemme i et halvt år og forberede filmen via Skype. Forberedelserne begynder så for alvor i januar, og til april går filmen i optagelse. Jeg har lavet en aftale med dem om, at jeg skal lave efterarbejde i Danmark, så jeg skal klippe den i Danmark og lave lyd og sådan noget. Jeg vil gerne være her.”

Den danske instruktør, som ud over En kongelig affære har skabt Kongekabale, Sandheden om mænd og De fortabte sjæles ø, foretrækker den danske kunststøtteordning, hvor instruktøren har magten.

”Jeg savner det danske system. Man kan selv styre det hele, uden at der er så mange, der blander sig. Man laver film med alle sine venner, som man kender fra barnsben og ungdommen af. Hvis jeg ikke havde Kennedy-filmen, ville jeg bare gå direkte i gang med at lave en dansk film nu.”

”Jeg vil gerne lave en amerikansk film igen, og det kommer jeg helt sikkert også til. Susanne Bier har en klog strategi. Hun pendler mellem internationale og danske projekter, og hun er blevet boende i Danmark.”

Opfører sig som børn
Selv da de amerikanske selskaber stod i kø for at hyre Nikolaj Arcel, var han ikke i tvivl om, hvor han hørte hjemme.

”Jeg vidste, at jeg aldrig ville kunne blive sådan en LA-person. Det er simpelthen bare ikke mig. Man skal virkelig være en speciel person for at bo dér, og jeg kan simpelthen ikke klare flere store egoer.”

”Det er det, jeg glæder mig mest til ved at komme væk derfra. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at folk opfører sig som små børn hele tiden. Man skal stå og råbe og skrige for at blive hørt. Det er skideirriterende.”

– Sådan nogle typer har vi vel også i dansk film? Peter Aalbæk har et vist ry!

”Peter Aalbæk kan du tale med, men der er folk i Hollywood, som er uden for rækkevidde. Hvis de har sagt noget forkert, vil de hellere holde fast i det og lave en dårlig film end at indrømme, at de tog fejl. De vil for alt i verden undgå at miste ansigt. Hold kæft, jeg har været ude for nogle ting. Men det venter jeg med til mine memoirer.”

”Det var et fedt eventyr, men min kæreste er i Danmark, og det samme er min familie og venner. Jeg har nogle venner i LA, men der er grænser for, hvor meget man gider sidde alene på sit hotelværelse og arbejde i en fremmed by. Det har jeg gjort i fire år nu. Fire et halvt.”

”Jeg snakker meget med Zentropa om, hvad den næste danske film skal være. Vi har ikke fundet ud af det endnu.”