Nikoline går ind på førstepladsen
Helt ekstraordinært kom rapperen Nikolines nye musikvideo Gourmet ind som bobler på Ekko Shortlist i fredags, hvor hun gav premiere til den afklædte video fuld af flydende seksualitet og kvindeligt begær.
Og selv om den kun har haft en weekend til at blive set og få stemmer, hvor de andre film har været i spil en hel uge, er musikvideoen en bragende succes!
Nikoline går således direkte ind på førstepladsen af top 10 i denne uge, hvor Gourmet overhaler Vandreren, der har ligget øverst på onlinehitlisten flere uger i træk.
I Gourmet spiller Nikoline en valkyrie fra nordisk mytologi over for skuespilleren Sara Hjort Ditlevsen og instruktøren Mathias Broe, der agerer henholdsvis Afrodite og Adonis fra græsk mytologi.
De optræder alle nøgne i videoen, hvor også mesterinstruktøren Lars von Trier gør et kort og afklædt visit. Hans faste fotograf Manuel Alberto Claro har også filmet Nikolines musikvideo.
Frikendt for politikerskud
Nikoline har også musikvideoerne til sangene Flertallet er dumme og Danskhed liggende på Ekko Shortlist.
Førstnævnte skabte stor debat i det danske medielandskab, fordi musikeren i videoen skyder til måls efter billeder af landets førende politikere.
Det fik Dansk Folkeparti til at politianmelde rapperen, som dog blev frikendt af først en juridisk ekspert og siden politiet, der ikke så noget ulovligt ved udskejelserne.
Og kontroversen fik ikke Nikoline til at skrue ned for kritikken af politikerne i musikvideoen til Danskhed.
Her reflekterer hun over begrebet danskhed og tager med egne ord Dannebrog tilbage sammen med blandt andre Knud Romer og den såkaldte Twerk Queen, Louise Kjølsen, der medvirker i musikvideoen.
Kommentarer