Nimbus - motorcyklen der prøvede at flyve

December 2007. Ingen behøvede spørge hinanden, om de havde haft en god weekend. Stemningen til mandagsmødet hos Nimbus Film var i bund. Fredagen forinden havde selskabets film Fighter fået premiere, og billetsalget var katastrofalt.

Skuffelsen føltes firdobbelt for Nimbus-medarbejderne i Filmbyen i Avedøre. Fighter havde fået anerkendende nik fra kritikerne. Men Natasha Arthys martial arts-film var selskabets fjerde i rækken til at floppe på bundlinjen. Pludselig måtte Nimbus-ejerne Bo Ehrhardt og Birgitte Hald se noget langt mere frygtindgydende i øjnene end ærgrelse: risikoen for at deres hjertebarn hastigt nærmede sig en skæbne på produktionsselskabernes losseplads.

Men hvad gik galt for Nimbus Film, duksen i dansk film som altid gik med livrem og seler? Blev pionererne, der startede med film i hjertet og endte med en regnskabsbog i hånden, kvalt i deres egen succes? Eller blev selskabet bag dogme-hittene Festen og Mifunes sidste sang blot det første offer for mediepolitiske forandringer og en presset filmindustri?

Gamle mænd på Nordisk Film
Historien begynder i 1993, hvor Birgitte Hald og Bo Ehrhardt danner selskabet Nimbus Film for at give instruktører som Ole Christian Madsen, Per Fly og Thomas Vinterberg, venner fra Filmskolens magiske årgang ’93, et sted at folde sig ud. Filmverdenen tilbyder ikke de unge talenter noget andet sted at gå hen.

”Dengang var filmbranchen Nordisk Film. De var fjenden, der lavede film, der ikke sagde os noget som helst,” husker Ole Christian Madsen.

Bo Ehrhardt og Birgitte Hald starter med selv at sætte lamper op i et lejet lokale hos producenten Kenneth Madsen i Empire og lever på en sten de første par år, hvor de hurtigt får produceret kortfilm af Vinterberg, Fly og Henrik Ruben Genz samt deres første spillefilm, Carsten Rudolfs Menneskedyret.

”Vi vidste ikke helt, hvad vi gjorde, og hvad det på sigt krævede at drive et firma. Vi ville bare lave film,” siger Birgitte Hald.

I maj 1998 har hun Lars von Trier i røret fra filmfestivalen i Cannes: ”Festen er blevet rykket op i hovedkonkurrencen.” Derefter ændrer alt sig – for Nimbus og for dansk film.

Med dogme rykker Nimbus op i filmens superliga overnight. Pludselig sidder deres salgsagent i en limousine med topfolkene fra Sony Pictures, der bare må have den der Mifune’s Last Song. Og pludselig begynder folk at brokke sig over, at telefonerne ikke bliver taget i det danske firma med den lille administration.

Dogmeopturen betyder vokseværk, om ejerne vil det eller ej. Pengene fosser ind fra de danske billetindtægter og ikke mindst fra udlandet, der er villige til at betale godt for de danske succeser.

Fra start af kører Nimbus og Zentropa, den mere højtråbende nabo først i Ryesgade i København og siden i Filmbyen, et parløb som både konkurrenter og samarbejdspartnere. Nimbus bliver i branchen kendt som Zentropas modsætning. Selskabet, hvor man gør tingene efter bogen: betaler til tiden, overholder overenskomsterne og behandler hinanden ordentligt.

Producer Meta Louise Foldager, der tog springet fra Nimbus til Zentropa i 2006, kalder Nimbus for ”det selskab i dansk film med mest følelsesmæssig intelligens”, mens Zentropa-ejer Peter Aalbæk Jensen siger: ”De er Østerbro, hvor vi er Nørrebro.”

Trier- eller Bille August-vejen
Hos Nimbus tager man ingen økonomiske chancer. De projekter, selskabet sætter i gang, er fuldt finansierede på forhånd, og på den måde fortsætter festen, selvom de første fiaskoer sætter ind.

Den uventede kæmpesucces til trods forsøger Bo Ehrhardt og Birgitte Hald hårdt at fastholde selskabets særlige ånd. I Nimbus-familien er instruktørerne auteurs med en original vision. Den erklærede filosofi er, som formuleret på firmaets hjemmeside, at ”fortælle vedkommende historier med universel appel og med kunstnerisk og samfundsmæssig betydning”, ligesom selskabet ”satser på talentet og den banebrydende historie”. Det er Nimbus’ stil at tro fuldt ud på mennesker – Ole Christian Madsen, Natasha Arthy, Hans Fabian Wullenweber – snarere end enkelte film. Da filmkonsulenten kræver anseelige ændringer i Ole Christian Madsens spillefilmdebut Pizza King få uger før optagelse, er Bo Ehrhardt og Birgitte Halds reaktion: ”Vi laver den, som vi vil have den, koste hvad det vil.”

Thomas Vinterberg er den guldfugl, de tror allermest på. Efter Festen står producenter over hele verden klar med en stor pose penge og et blankt stykke papir, mens de trygler ham: ”Lav en film!”

Birgitte Hald og Bo Ehrhardt konkretiserer Vinterbergs valg: ”Du kan vælge Lars von Trier-vejen eller Bille August-vejen.” Han kan med andre ord tage imod de fristende tilbud fra Hollywood eller som Trier hos Zentropa indgå et symbiotisk partnerskab med Nimbus som selskabets store ener. Helt i Nimbus’ ånd vælger Thomas Vinterberg det sidste.

Vinterbergs 80 millioner kroner dyre It’s All About Love bliver sammen med Søren Kragh-Jacobsens Skagerrak Nimbus’ forsøg på at kombinere den økonomiske påpasselighed med drømmen om storhed. Nimbus tog sit navn efter en dansk motorcykelfabrikant. Nu er de klar til at gasse op og få motorcyklen til at lette fra de danske landeveje. ”Hvis vi fik succes med at lave film på engelsk, havde der ikke været nogen grænser,” siger Bo Ehrhardt.

Drømmen brister. Udlandseventyret er ved at kvæle filmlysten hos ejerne på grund af den atmosfære af cool business, tal og jura, det fører med sig at lave internationale co-produktioner. Og godt nok får Nimbus et mindre overskud på filmene, som på forhånd er solgt til hele verden. Men danskerne gider ikke se film på engelsk lavet af danskere.

Både Skagerrak og It’s All About Love flopper hos publikum såvel som hos anmelderne. Mogens Rukov, som arbejder sammen med Vinterberg på It’s All About Love, fortæller: ”På et tidspunkt havde Thomas og jeg vistnok konturerne til et blændende manuskript, som vi selv ændrede til det værre.”

Budgetterne løber løbsk
Bo Ehrhardt og Birgitte Hald ved, at Vinterbergs historie mangler sammenhæng. Men de bakker deres auteur op og håber, at svaghederne forløses i det endelige værk.

Den fulde opbakning til instruktørerne og producerne er ifølge medarbejderne Nimbus’ styrke. ”Der var en ekstrem frihed. Hvis jeg ville lave et eller andet vanvittigt projekt a la Michel Gondry på dansk, så sagde de, du kører bare løs,” fortæller producer Jesper Morthorst, der kom til firmaet i 2003.

Ét af de talenter, Nimbus bakker op om, er en ung fyr ved navn Nikolaj Arcel. Han starter som telefon- og kaffedreng. Kaffedrengen kommer senere på Filmskolen og skriver manuskriptet til succesen Klatretøsen, før han debuterer med Kongekabale. Filmen bliver en af selskabets få kassesucceser i flere år.

Nogle iagttagere mener dog, at instruktørerne kører Nimbus rundt i manegen. En kilde, der har været tæt på Nimbus, men ønsker at være anonym, siger: ”Nimbus har i nogle tilfælde serviceret sine instruktører kritikløst og ladet dem lave alt for dyre film. Hvis en instruktør havde kreative ønsker, der gjorde, at filmen endte med at koste 25 millioner kroner, så accepterede de det bare.”

”Der var en periode, hvor det var svært at diskutere med de kreative,” indrømmer Birgitte Hald. ”Budgetterne blev større, og man var hurtigt en kedelig karl, hvis man trak i håndbremsen på et tidspunkt, hvor alt lykkedes. Vi blev for unøjagtige i vores indstilling til tingene.”

Appelsinen i turbanen
Da dogme-eventyret ebber ud, begynder Nimbus’ økonomi at krakelere. På grund af et ændret og mere usikkert tv-marked betaler de udenlandske importører nu kun en femtedel eller en tiendedel for filmene. Det går hårdt ud over Nimbus, der får 75 procent af sine indtægter fra udlandet, og selskabet bliver afhængige af det hjemlige marked på et tidspunkt, hvor alle er i krise med deres filmproduktion.

”Der gik det samme galt for Nimbus, som der gjorde for os lidt senere. Vi blev for selvfede, for ligegyldigt hvad vi rørte ved, solgte det 250.000 billetter. Vi ændrede os ikke tids nok, da publikums smag gjorde det,” siger Peter Aalbæk Jensen fra Zentropa.

Zentropa vælger at have tv-serier på repertoiret, produktionsfaciliteter til udlejning og afdelinger i
Østeuropa, og senere sælger de halvdelen af biksen til Nordisk Film. Imens tjener Nordisk styrtende af penge på at distribuere Sonys PlayStation.

Tilbage står Nimbus med det, deres hjerter brænder for: kort- og spillefilm lavet af originale instruktører. ”De skulle have blandet sig i den kommercielle del af markedet tidligere. De har på en måde stået på markedspladsen og ventet på, at en appelsin dumpede ned i deres turban,” siger en konkurrerende filmproducent, der ønsker at være anonym.

Birgitte Hald og Bo Ehrhardt står med et valg. Løn til atten fastansatte kræver konstant omsætning i butikken. Enten skal man skalere ned og være et projektorienteret selskab med én til to film i støbeskeen ad gangen. Eller man skal have en fast produktion på fire-fem film om året og udvide platformen. De vælger det sidste. Nimbus starter et samarbejde om reklameproduktion, vil satse på tv og går ind i planerne om at danne et distributionsselskab med Zentropa, Cosmo Film og Angel Films. I 2006 hentes Jørgen Ramskov, dengang var områdedirektør på Filminstituttet, ind som Nimbus’ administrerende direktør.

”Man hyrede mig, fordi man ville gøre firmaet til en
industri,” fortæller han.

De opslidende år
Oprustningen med Jørgen Ramskov er symbolet på, at nybyggerånden i Nimbus for længst er forbi. Nimbus er nu en del af det etablerede system, de engang gjorde oprør imod.

I Filmbyen savner flere af medarbejderne pionerstemningen. ”Jeg elskede at være på Nimbus, men jeg fornemmede også en vis mæthedsfølelse. De havde ligesom været igennem det, jeg havde foran mig,” siger 32-årige Jesper Morthorst.

Producer Morten Kaufmann fortæller: ”Der sniger sig en magelighed ind. Da vi lavede Festen, var der ikke noget, vi plejede at gøre. Jeg ville gerne finde tilbage til den der ånd.”

Medarbejderne er dog glade for Jørgen Ramskov. Flere oplever Bo Ehrhardt og Birgitte Hald som fraværende i hverdagen, fordi de to ejere tvinges til at tage sig af det administrative og efter nogle opslidende år bruger tid på deres familier. Der er brug for en daglig leder. Men oprustningen ender i nederlag og Jørgen Ramskov som en parentes i Nimbus’ historie. I løbet af 2007 mister bogholderiet og ejerne totalt overblikket over økonomien. Selskabet har alt for mange penge ude at svømme. Nimbus er for alvor lukningstruet. ”Vi var ikke dygtige nok, vi var for risikovillige, og vi var for lang tid om at reagere,” fastslår Bo Ehrhardt.

Kvalitet sælger
Kun 48.000 mennesker løser i gennemsnit billet til Cecilie, Fighter, En mand kommer hjem og Hvid nat. Langt mindre end både distributører, Filminstituttet og tv- stationer har regnet med. Fra sin egen kasse investerer Nimbus 3,7 millioner kroner i En mand kommer hjem, 3,6 i Hvid nat og Fighter og 2,7 i Cecilie – uden chance for at hente pengene hjem.

Nogle mener, at Nimbus skulle have insisteret på at lave filmene billigere. Andre anfører, at egeninvesteringerne er dansk films ømme punkt. ”Det er næsten umuligt at få finansieringen til at hænge sammen på normale danske film, uden at producenterne er inde med for meget selv,” siger tidligere filmkonsulent og leder for New Danish Screen Vinca Wiedemann.

Filmordningernes støtte er nemlig beregnet ud fra forventninger om dvd-salg og publikumstal fra en for længst forgangen guldalder. ”Det bliver i hvert fald ikke os, der presser publikumsforventningerne op under næste filmforlig,” erklærer Filminstituttets direktør Henrik Bo Nielsen.

Da Ole Christian Madsens rekorddyre Flammen og Citronen brager igennem med 673.000 billetter i foråret 2008, redder det Nimbus for en tid. Men firmaet har igen investeret en stor portion af sin egen formue, og overskuddet er trods alt begrænset.

På kontorerne i Nimbus går folk og funderer. Fire film, fire fiaskoer. Hvad skete der? Nogle vurderer, at markedsføringen og lanceringen fra det nye distributionsselskab FilmFolket, som Nimbus kort efter solgte til Sandrew Metronome, var for dårlig. En del af reklameindsatsen for Jannik Johansens Hvid nat kom først efter premieren. ”Mange havde overhovedet ikke hørt om filmen, da den kom ud,” siger filmens producer Birgitte Skov.

Men Nimbus begynder også at kigge indad. ”Jeg tror oprigtigt på, at kvalitet sælger. Kvaliteten på de fire film var åbenbart ikke høj nok,” indrømmer Bo Ehrhardt.

Ole Christian Madsen har som en af de få danske instruktører konsekvent lokket folk ind til sine film. ”I de seneste år har der været for mange underligt søgende film, der hverken var kunstfilm, kommercielle film eller brilleabefilm. Vi skal i dansk film blive bedre til at melde klart ud,” mener han.

Tabet af uskyld
En gråvejrsdag i oktober 2008 kalder Bo Erhardt og Birgitte Hald til fællesmøde. Nimbus har ry for aldrig at have fyret en medarbejder. Nu er det afskedigelser eller falliterklæring. ”Vi mistede nok vores uskyld der,” siger Birgitte Hald.

Reklame- og distributionsprojekterne slår fejl. Sammen med de fire filmfiaskoer betyder det, at Nimbus står med en anseelig gæld. ”Jeg var da chokeret over det tab, vi led på de fire film,” siger Jørgen Ramskov. Han meddeler på mødet, at han stopper som administrerende direktør. En tredjedel af medarbejderne får besked om, at de er sagt op.

Blandt de afskedigede er producerne Jesper Morthorst og Birgitte Skov, der i høj grad udgør selskabets art house- og talentfløj. Birgitte Skov har stået bag Dagur Karis Voksne mennesker, mens Jesper Morthorst tager de forestående spillefilmdebuttanter Birgitte Stærmose og Frederikke Aspöck med sig væk fra Nimbus. Tidligere markerede Nimbus sig stærkt med film i kort format – så stærkt, at selskabet står bag tre af de fem bedste kortfilm fra New Danish Screen, som Ekko har udvalgt og lagt ved i dette nummer. Satsningen på kortfilm er lig med satsningen på udvikling af nye talenter.

”Vi vil stadig gerne lade talenter debutere med spillefilm. Men kort- og novellefilm laver vi kun, hvis
en producer kan gøre det med spidsen af venstre lillefinger. Det kan simpelthen ikke betale sig,” fortæller Birgitte Hald.

Væk fra smagsdommerne
I foråret og sommeren 2009 sker noget usædvanligt. En film af en debuterende instruktør trækker næsten 400.000 mennesker i biografen. Filmen hedder Sorte kugler, er instrueret af Anders Matthesen og er den første premiere i rækken af fire Nimbus-film, som kun har kostet tolv millioner kroner.

Nimbus har lavet de fire film i samarbejde med TV 2 uden om Filminstituttet. Selskabet bliver ellers af mange branchefolk set som instituttets kæledække, fordi de står for den type film, filmkonsulenterne elsker at støtte. Nu går Nimbus for første gang siden dogme bag ryggen på de statslige støtteordninger. Skoleinspektøren er langt fra tilfreds med, at duksen pludselig laver uro fra bagerste række.

”Det var mod ånden i filmaftalen, som er beregnet til, at instituttet og tv-stationerne finder fælles filmprojekter,” siger Filminstituttets direktør Henrik Bo Nielsen.

For Nimbus er scoopet at lave billige film, som de selv er herre over. Birgitte Hald og Bo Ehrhardt mener, at der var behov for at ruske op i systemet, da de indgik aftalen. ”Vi ville uden om hele den række af smagsdommere, der normalt har indflydelse på, om en film kan blive til noget – fra konsulenter til distributører og tv-chefer, ” erklærer Bo Ehrhardt. ”Med de mange led risikerer det, der har kant, det, der kan overraske og pege i nye retninger, meget let at blive sorteret fra.”

Nimbus-lederne oplever i en periode, at Filminstituttet kræver for meget kontrol over filmene. Desuden er administrationen blevet for tung. ”Lige nu er instituttet inde i en sund selvransagelsesperiode. Men bare det, at de begyndte at kalde det sagsbehandling, når selskaberne søgte om filmstøtte … det hører jo hjemme på et socialkontor. Vi ville gerne have noget af selvbestemmelsen over filmene tilbage,” siger Birgitte Hald og tilføjer: ”Vi kan også være klassens frække dreng.”

At lave film er gambling
Nogle branchefolk ser Nimbus’ aftale med TV 2 som et udtryk for, at selskabet nu tænker mere kommercielt og har forladt den idealistiske filosofi, firmaet blev grundlagt på. ”De er røget med på en 80’er-lignende Øb & Bøv-bølge, hvor man satser på filmatiseringer og film med entertainere, fordi der er et marked for det lige nu,” siger en kilde, der ønsker at være anonym.

Nimbus-ejerne erkender, at de nu tænker økonomien ind tidligere i processen, men de afviser, at de sælger ud. De næste TV 2-film er Thomas Vinterbergs dystre drama Submarino, debutanten Jacob Bitsch’ sorte komedie Camping og Kaspar Munks ungdomsfilm Før og efter. Ikke film, der går efter laveste fællesnævner, mener Bo Ehrhardt og Birgitte Hald.

”Vi laver film i alle genrer. Det skal bare være kvalitet,” siger Bo Ehrhardt, og Birgitte Hald tilføjer: ”Vi har aldrig gjort det her for pengenes skyld. Hvis vi ville have gjort livet let for os selv, kunne vi bare have solgt ud af vores selskab. Det gjorde vi ikke. Men hvor vi tidligere bare kastede os ud I tingene, er vi nu nødt til at være meget bevidste om de risici, vi tager.”

Den tankegang bakker tidligere direktør for Filminstituttet Henning Camre op om: ”Man bliver nødt til at lave film, der sigter efter en specifik målgruppe for at kunne lave de andre film også.”

Engang ville Nimbus kun lave film ud fra originale manuskripter. Nu er de det danske selskab, der køber flest rettigheder til bogforlæg. Og Nimbus’ kunstneriske eksperimenter skal nu laves så billigt, at risikoen for store tab mindskes. Risiciene vil dog aldrig forsvinde.

Som Jørgen Ramskov udtrykker det: ”Danske filmselskaber vil ud fra en almindelig økonomisk analyse altid foretage gambling baseret på kærlighed til film.”

Nimbus’ regnskab for 2008 har et plus på bundlinjen, og gælden er reduceret. ”Der har været år, hvor vi flyttede fokus fra det, vi er bedst til, nemlig at lave film,” siger Birgitte Hald.

Nu vil Nimbus, tvunget af nødvendigheden, genopfinde de gamle dyder. Langt borte er planerne om udvidelse, reklameproduktion og distributionsselskab. Tilbage i fokus er spillefilm og på sigt tv-fiktion. Og ikke mindst de økonomiske livremme og seler, selskabet engang brystede sig af. Birgitte Hald og Bo Ehrhardt forsikrer, at deres hjertebarn har overlevet. Motorcyklen kunne ikke flyve. Nu er målet at få den til at køre igen.