”Nogle få mennesker ejer al verdens rigdom”
Armageddon Time lyder som titlen på den næste store Hollywood-blockbuster, hvor menneskeheden kæmper med udfordringer fra det ydre rum.
Når instruktøren er James Gray – der tidligere har stået bag Brad Pitt-rumfilmen Ad Astra og eventyr-dramaet The Lost City of Z med Robert Pattinson – bliver den antagelse kun bestyrket.
Men hans nye film, der er udtaget til hovedkonkurrencen om Guldpalmen i Cannes, er faktisk et selvbiografisk familiedrama om James Grays egen opvækst i 1980’ernes New York.
Armageddon Time følger drengen Paul, som drømmer om at blive kunstner, mens han forsøger at navigere i en verden, hvor alt virker usikkert.
Dermed er instruktøren gået tilbage til den mere stille genre, som han dyrkede i sine tidlige film. Men selv om vingefanget er mindre, er ambitioner om at skildre racespændinger og klassekamp enorme.
”Undergang var en allestedsnærværende følelse i 1980’erne, der blev starten på den ulighed, vi ser i verden i dag,” sagde 53-årige James Gray på dagens pressemøde
”Samtidig var det enden på New Hollywood, som jeg gerne vil arbejde videre i traditionen af.”
Jødisk kærlighed
I Ekkos stjernebarometer, hvor kritikere bedømmer Cannes-festivalens hovedkonkurrencefilm, er Armageddon Time gået ind på en foreløbig førsteplads.
Internationale anmeldere hæfter sig særligt ved Anthony Hopkins’ rørende præstation som Pauls bedstefar.
Oscar-vinderen var dog ikke til stede ved dagens pressekonference, hvor James Gray havde selskab af de unge hovedrolleindehavere Banks Repeta og Jaylin Webb samt Anne Hathaway og Jeremy Strong, der spiller hovedpersonens jødiske forældre.
Da en israelsk journalist spurgte Hathaway, hvordan det var at spille en jødisk mor, kom skuespilleren med et tårevædet svar.
”Det var en ære at spille jødisk mor. Min jødiske svigermor, som døde for nylig, er den bedste kvinde, jeg har mødt,” sagde en tydelig berørt Anne Hathaway, der er gift med skuespilkollegaen Adam Shulman.
”Min svigermor gav mig inspiration til de bedste sider af karakteren. Vi må bruge fortidens smerte til at påvirke nutiden, og hvis jeg har indfanget bare en smule af hendes kærlighed, er jeg meget stolt.”
Markedet er ødelagt
Ved gårsdagens gallapremiere var det James Gray, der blev følelsesladet over en lang stående ovation til Armageddon Time.
På dagens pressemøde havde han også følelserne uden på tøjet, når han talte om den tydeligvis meget personlige film. Her bliver unge Paul sendt fra sin folkeskole til en privatskole for de privilegerede børn.
Instruktøren brugte anledningen til at tordne mod verdens tilstand.
”Vi er i alvorlige problemer. Hvordan endte vi her? Nogle få mennesker ejer al verdens rigdom, og diktatorer vil overtage planeten. Jeg vil ikke have Sovjet-tilstande, men markedet er ødelagt,” siger James Gray.
”Hvor er kritikken af kapitalismen, der har skabt forfærdelig ulighed? Kunstnere må vise problemerne, for andre gør det ikke!”
Kunstnere skal tåle moste
Barneskuespillerne i Armageddon Time charmerede tilhørerne på pressekonferencen ved at takke instruktøren, deres medspillere og ikke mindst forældrene for at støtte dem i filmarbejdet.
Men der blev også stillet spørgsmål til James Gray om, hvad han gjorde af tanker ved at præsentere unge Banks Repeta og Jaylin Webb for en barsk verden, som de ikke selv har oplevet.
Filmen byder eksempelvis på en scene, hvor Jeremy Strong som far tyer til korporlig afstraffelse af sønnen.
”At beskytte børn er en ret ny tanke historisk set. Selv i dag har børn brutale liv i meget af verden. Det er forfærdeligt at se et barn blive slået, men det var godt forældreskab for 40 år siden. Jeg vil ikke ændre fortiden,” fortæller James Gray.
Han anerkendte, at det kunne være en traumatisk oplevelse for de unge skuespillere. Men sådan må det nødvendigvis være, når man skaber kunst.
”Som kunstner må man arbejde hårdt og tage chancer. Det er det eneste, man kan gøre. Det viser dem måske en verden, de ikke kender, en mørk verden. Men de er kunstnere, så det er vores job.”
Nicki Bruun
Ekkos udsendte journalist i Cannes dækker dagligt festivalen.
Laver primært interviews og opstøver store og små nyheder.
Cannes-festivalen blev holdt første gang i 1946 og regnes for verdens mest prestigefyldte festival.
Årets festival er nummer 75 og løber fra 17. til 28. maj.
Kommentarer