”Nogle tanker skal man have for sig selv”

Der er ikke mange, som løber rundt med tophue og røven bar i Berlins kuldegrader, men det gør fem tossede nordmænd. Publikum trækker rundt om dem for at se vedhænget, mens jeg forsøger at holde min nysgerrighed på behørig afstand.

De fem mænd er dog ikke rene fjeldaber.

Tværtimod er de i gang med at promovere Mod naturen. Det er norske Ole Giævers anden spillefilm, som Ekkos Bo hr. Hansen giver fire stjerner og roser for ”sin ligefremme tilgang til et menneskes indre verden”.

Mod naturen handler om en mand, der rejser på weekendtur ud i en norsk skov for at finde sig selv. Konen bliver selvfølgelig stiktosset, men manden – som spilles af instruktøren – forsikrer, at han har skrevet det ind i deres fælles kalender.

”Du plejer aldrig at skrive noget ind i kalenderen,” pointerer hun.

Men af sted kommer han, og det samme gør jeg, da jeg baner mig vej mod syvende sal i det enorme festivalpalads i Berlin for at møde instruktøren til en snak, der viser sig at indeholde både distraktioner og onani.

Inspireret af Knausgård
”Jeg er vældigt inspireret af litteratur,” siger Ole Giæver dog blot til en start, da vi har fået placeret os i et par afrundede stole med hver vores brusende danskvand.

”Faktisk er jeg langt mere inspireret af litteratur end af film. Jeg er stor fan af norske forfattere. Tomas Espedal har jeg læst virkelig meget af, og jeg kan nok heller ikke frasige mig, at min hovedperson i Mod naturen er inspireret af Karl Ove Knausgård.”

– Hvor ser man Knausgård i filmens hovedperson, som ikke virker som en stor forfatter, men mere som en familiefar, der smutter fra sin hverdag over en weekend?

”Det synes jeg man ser meget i nærværet og fraværet. Knausgård oplever i sine bøger en stor distance til sit eget liv, men alligevel er han meget nærværende i livet, fordi han sidder og skriver om det hele tiden i sine murstenstunge romaner.”

”Sådan føler jeg også, at hovedpersonen Martin i Mod naturen reagerer. Han er meget nærværende, men samtidig dybt distanceret. Ligesom de fleste mennesker nok er i det moderne liv,” siger Ole Giæver.

Plads til distraktioner
Det var nu hverken Knausgårds eller Espedals pen, der strejfede mig, da jeg så Mod naturen. Vi er inde i hovedet på Martin, der altså drager på weekendvandretur i det norske højland. Han betragter sig selv og vælter rundt mellem banale og eksistentielle følelser. Alt dette mindede mig om en helt anden bog.

– Du må jo næsten også have læst Erlend Loes Doppler, eftersom tematikken er fuldstændigt den samme som i din film. Og begge værker er også fyldt med humor!

”Jeg har faktisk ikke læst Erlend Loe,” siger Ole Giæver, mens han retter sig op.

”Men filmen er selvfølgelig blevet sammenlignet meget med den bog. Jeg tror, det er noget i tiden. At man har brug for at løbe rundt med bar røv ude i naturen af og til. Vi bor efterhånden alle sammen i byer, og vi glemmer, at naturens cyklus er den samme som vores urinstinkts. Vi er ikke skabt til gadelys, vi er skabt til sollys.”

– Hvad er det, du kan få ud af litteratur, som du ikke får ud af film?

”Plads. Der er et større rum i litteraturen. I film findes der nogle konditioner i fortællingen, som skal være til stede, for at filmen fungerer. Sådan er det ikke med litteratur. Her er langt mere plads til distraktioner frem for dramaturgi, og det er netop dét, jeg har forsøgt at få proppet ind i Mod naturen. Distraktionerne frem for dramaturgien.”

Onanifantasi
Efter en kort vandpause lægger jeg mærke til, at Ole Giævers kinder er blusset op.

Man skulle næsten tro, at han var klar til en løbetur med røven bar ned gennem Berlinalens fortovscaféer i retning mod den enorme, berlinske park Tiergarten, som kun ligger en solid langspytklat fra Berlinalepaladset.

Men kindernes blussen skyldes mere emnet, vi har fået talt os ind på.

”Det er vigtigt for mig at sige, at der virkelig er nogle tanker, man skal have for sig selv. Verden er så pæn og afrundet hele tiden, og det er vigtigt, at man ikke deler alting,” forklarer instruktøren og fortsætter:

”Nogle tanker kan være flygtige, men hvis man siger dem højt, så bliver de til noget andet – en slags sandhed, man egentlig sagtens kunne have undværet. Hvis jeg skulle sige til min kone, hver gang jeg har fantasier om andre kvinder, ville hun blive pænt gal. Men sådan er tanker: De kommer og går. De er flygtige.”

– Og det er det, du forsøger at vise med Mod naturen?

”Ja, for jeg tror, det er vigtigt, at man somme tider lader fantasien være til stede. Livet er fyldt med distraktioner, og hvis vi ikke lader dem folde sig ud i vores indre og tillader os selv at forestille os en parallelverden, vi måske kunne have levet, så tror jeg ikke, at vi kan vurdere, om vi har valgt rigtigt her i livet.”

– Men skal man virkelig rende ud i naturen og spille pik for at kunne gøre det?

”Nej, nej, og på sin vis er den onaniscene, der er i filmen, jo også nærmere udtryk for, at man som mand altid vælger de mest enkle metoder først, når man skal forsøge at få ro og slappe af. Den ultimative distraktion er vel at stå der i naturen og gøre netop det, ja.”

– Det er mere naturligt end at læse en bog ligefrem?

”Ha, ha, nej, det ved jeg nu ikke, men det er jo i sagens natur to meget forskellige ting. Det at onanere er at forsvinde ind i noget andet og få en ro, men samtidig følger der også en underlig skyldfølelse med. Man har ikke delt dette med andre, men kun med sig selv – og med sine fantasier, kan du sige. Med bøger er det anderledes. De får nærmere én til at tænke mere frit, mens onanien sætter fantasien i gang.”

Samtalen med Ole Giæver, som senere på ugen vinder sidekonkurrencen Panorama med Mod naturen, er forbi. Jeg trasker ned fra syvendesalen i filmpaladset. En mand kommer løbende mod den næste visning i Berlinalepaladset. Jeg drager et lettelsens suk, da jeg kan konstatere, at han har bukser på.