Nyhed
14. okt. 2017 | 14:25

Nordea lokker med en kæmpestor pære

Foto | Nordisk Film Production
I Den utrolige historie om den kæmpestore pære agerer titlens pære hyggelig bolig for både dyr og mennesker. Nordea Sorø tilbyder filmen gratis for kunder, hvis hverver et vennepar til et møde med en bankrådgiver.

En driftig Nordea-direktør i Sorø har fået en lys film-idé til en hvervekampagne, men Forbrugerrådet Tænk finder det betænkeligt.

Af Claus Christensen

”Den perfekte biografdebut for de mindste. Til glæde for hele familien.”

Sådan skriver Ekkos anmelder og giver fem stjerner til filmatiseringen af Jakob Martin Strids Den utrolige historie om den kæmpestore pære, der har biografpremiere denne uge.

At filmen vil gøre glæde for hele familien, mener de åbenbart også i Nordeas afdeling i Sorø. Banken har nemlig inviteret deres kunder til at se animationsfilmen ganske gratis i dag lørdag den 14. oktober, og der medfølger både popcorn og sodavand. 

Kunderne har endda fået lov til at tage en vennefamilie med på biografturen, også kvit og frit. 

Der er kun én betingelse: Vennerne må ikke være kunder hos Nordea, og med i aftalen hører det, at banken ”får lov at holde et møde med de venner”, som der står i indbydelsen sendt på email til kunderne. 

På kanten af loven
Den formulering er Jakob Steenstrup, jurist hos Forbrugerrådet Tænk, ikke helt vild med. 

”Fremgangsmåden er ikke ulovlig i sig selv, men efter min opfattelse er det problematisk at bruge kunderne som en slags ambassadører til at sælge banken til vennerne,” siger Jakob Steenstrup.

”Det gør det ikke bedre, at der – for mig at se – ingen sammenhæng er mellem det, man forsøger at markedsføre, og det, der lokkes med. Det er jo reelt en indbydelse til et salgsmøde, og det bør efter vores opfattelse ske på forbrugernes egen anmodning eller gennem almindelig markedsføring. Ikke med forbrugere som salgskanaler og på baggrund af tegnefilm, slik og sodavand til børnene.” 

Mens de ihærdige bankfolk og børnefilmelskere i Nordea Sorø altså ikke gør noget direkte ulovligt, er de ubevidst kommet til at bevæge sig på grænsen af lovgivningen for gyldigt samtykke. 

Deres korte indbydelse er nemlig ikke fuld af information. 

”Det er uklart, hvad det her præcis går ud på. Hvornår skal mødet finde sted, og hvordan bliver man kontaktet? Man får jo forbrugerne til at indhente samtykke hos vennerne til at blive kontaktet. Men ud fra henvendelsen aner man ikke, om det er over email, telefon eller anden vis,” fortæller Jakob Steenstrup og fortsætter: 

”Så det er umuligt for kunderne at opfylde kravene i markedsføringslov og forbrugeraftalelov til gyldigt samtykke. Der er stor risiko for, at reglerne om eksempelvis uanmodet henvendelse bliver overtrådt.” 

Den fedeste bank i verden
Hos direktøren for Nordeas afdeling i Sorø, Malene Frandsen, bliver der taget mere let på sagen. 

”Alene titlen er jo sjov,” siger hun med et grin om Den utrolige historie om den kæmpestore pære

– Det er en sjov idé. Hvad er baggrunden for tilbuddet? 

”Hvis du tænker på Nordea i dag med al den negative presseomtale, er det måske ikke den fedeste bank i verden, vel? Hvis vi nu skal være helt ærlige. Men det synes vi faktisk, at vi er. Nordeas afdeling i Sorø er faktisk en af de bedste i hele Danmark,” siger Malene Frandsen. 

”Her har siddet en masse bankrådgivere i mange år, og nogle af dem har børn i den alder, der skal se sådan en tegnefilm. Så vi tænkte: Hvordan kan man snakke med nogle mennesker, som ikke er kunder her endnu? Og børnefamilierne ville vi gerne have i tale på den søde måde.” 

– I har tænkt ud af boksen? 

”Det hedder det på godt dansk, og det er ikke altid ligetil for en bankmand, skulle jeg hilse og sige.” 

En hyggelig filmoplevelse
Arrangementet tegner til at blive en stor succes. 

”Folk har været overstrømmende glade for tilbuddet,” fortæller Malene Frandsen, der i dag klokken 15 sender 86 nuværende og potentielle kunder ind i Sorøs biograf, Victoria Teatret, til en hyggelig filmoplevelse.” 

– Har du overvejet, om der er noget problematisk i det her? 

”Nej, det har jeg faktisk ikke. Der var et institut på et tidspunkt, der lavede et arrangement kun for kvinder, og de fik på lampen i pressen og af kvindeorganisationer. Det har jeg taget til efterretning, at vi skal passe på med, hvilke signaler vi sender. Da det her hverken er sexistisk eller noget med religion eller andet, mente jeg ikke, at der lå noget forkert i det,” siger Malene Frandsen. 

– Hvad med de barnløse kunder?

”Dem havde vi luret ud inden. Vi har ikke sendt emails til kunder, vi vidste, var barnløse, og som har haft problemer med at få børn i flere år. For så er jeg enig med dig i, at jeg ville få én på lampen, sådan så det hele ville ringe.”

– Forbrugerrådet Tænk mener, det er problematisk, at I gør kunderne til en slags salgskanal! 

”Det er der nok nogen, som kan synes, men jeg tager det afslappet. For vi har en god dialog med kunderne herinde, og vi opfordrer dem til at sige til og fra. Og vi vil gerne honorere dem.”

– Det andet er, at der mangler lidt information om, hvad man egentlig går med til? 

”Det kommer an på kunden, om han hører to minutter og siger nej tak, eller synes det lyder spændende og måske vil høre mere online. Og hvis de efter biografturen ikke vil komme til mødet, så er det jo det.” 

– Hvorfor er film en god måde at hverve kunder på? 

”Jeg kan nogle gange blive lidt træt i ansigtet af, at man ikke må gøre noget, der er lidt unormalt, uden at man skal skydes noget i skoene. Det er da lidt ærgerligt for vores samfund. Det handler bare om at møde potentielle kunder i et andet forum.”

Trailer: Den utrolige historie om den kæmpestore pære

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko