Nyhed
29. okt. 2010 | 10:33

Nordisk Film lægger kortene på bordet

Filmselskab sender marketingstrategien på Bruce Willis-filmen Status Red
Af Henrik Østergaard

til pressen, inklusive en liste over 27 firmaer, som mod betaling har fået deres produkter placeret i filmen.

En marketingstrategi er normalt omgærdet med et hemmelighedskræmmeri, der kan måle sig med Forsvarets Efterretningstjeneste og Morten Olsens startopstillinger.

Derfor fik de danske anmeldere sig en overraskelse, da Nordisk Film forleden i en pressemail vedhæftede et dokument, der indeholder den internationale marketingstrategi for Bruce Willis-action-komedien Status Red.

25+, primært mænd
Status Red har dansk premiere 4. november. Bruce Willis spiller hovedrollen som en pensioneret CIA-agent, der må samle sit gamle team bestående af Morgan Freeman, Helen Mirren og John Malkovich, da de pludselig trues på livet af deres tidligere arbejdsgiver.

Det interne dokument beskriver, hvilke elementer i filmen distributøren skal slå på i forhold til målgruppen, og hvilke udfordringer og muligheder, der kan udnyttes i lanceringen.

Den tilsigtede målgruppe præsenteres som ”voksne over 25 år, primært mænd”. Og filmen skal lanceres som ”en lystig Bruce Willis action/eventyr-komedie”.

Makeup og færdigretter
I det engelsksprogede dokument, som er udarbejdet af filmens amerikanske distributør Summit Entertainment, kan man også se en liste over en række firmaer, der reklamerer for produkter i Status Red.

Danske Bang & Olufsen har fået BeoSound 3000 Wall Mount og BeoLab 8000 Speakers med i filmen, ligesom Apple og Dell reklamerer for deres bærbare computere.

Ikke færre end 27 firmaer har betalt for at få deres produkter med i Willis-filmen – lige fra bagage over makeup til færdigretter.

Den slags reklamesøjler – kaldet ”product placement” – holdes normalt skjult, men er fuldt lovlige i Danmark. Kun på tv er det stadig forbudt og det blot nogle måneder endnu. Ifølge den nye medieaftale bliver det fra 2011 tilladt at bruge produktplacering i tv-udsendelser – med undtagelse af DR og de regionale TV2-stationer.

”Det var ikke en fejl”
Er det led i en ny kommerciel åbenhed, en kreativ PR-strategi eller et rent og skært uheld, at Nordisk Film lagde reklamekortene på bordet?

”Det var ikke en fejl,” fastslår Michelle Filtenborg fra Nordisk Film Distribution. Det var hende, som udsendte mailen, så hun burde jo vide det.

”Dokumentet lå i mappen med pressematerialet til Status Red, og så sendte jeg det bare ud. Det er en del af pressematerialet, det ligger jo også på vores pressesite,” forklarer hun.

Men vi har knapt nok nået at afslutte samtalen, før dokumentet er fjernet fra Nordisk Films pressesite. Så måske tiden alligevel ikke er moden til den så megen åbenhed.

 

Kommentarer

PRODUKTPLACERING I STATUS RED:
(som det fremgår af det udsendte dokument)

ALPEN – Outdoor binoculars
APPLE – Laptops
BANG & OLUFSEN – Beosound 3000 Wall Mount, BeoLab 8000 Speakers, BeoCom phone, Beo4 Remote Control
BELL & ROSS – Watches
BLACKBERRY – Cell Phones
BOOST MOBILE – Cell Phones
CARTIER –Watches
CLINIQUE – Men’s and women’s products
DECIMAS MAS – Watches
DELL – Laptops, keyboards
DOXA – Watches
FATHEAD – Vinyl wall coverings
GTEAC – Laptops
IWC – Watches
JOHN HINDE – Postcards (Chicago, Chinatown, Flordia, Kansas City, Alabama, New Orleans)
LG – Cell Phone
LUMINOX – Watches
MRE STAR, APACK – Ready meals
NHL – Various branded items (for bedroom décor)
OMEGA – Watches
PLANTRONICS – Bluetooth, headsets
REUTERS – Mic Flashes
RIMOWA – Luggage
ROWALLAN – Luggage
SHISEIDO PRODUCT – Makeup
ST. LOUIS BLUES (NHL HOCKET TEAM) – Various branded items (for bedroom décor)
WILD ROSES – Various paperback romance books
© Filmmagasinet Ekko