Nordisk storværk med nye øjne

Vilhelm Mobergs fire bøger i romanserien Udvandrerne blev i hænderne på Jan Troell for et halvt århundrede siden et af Nordens største filmværker på seks en halv time.

Derfor kan det virke som noget af et halsbrækkende projekt at forsøge sig med en ny filmatisering af bøgerne.

Erik Poppe så i starten heller ikke behovet for en ny version af fortællingen om en svensk families barske rejse til USA i midten af 1800-tallet. Instruktøren blev kontaktet af filmselskabet SF Studios, som havde et ønske om at fortælle historien på ny.

Men da nordmanden læste bøgerne, så han en rød tråd, som var yderst relevant i dag.

”Kvindefortællingerne ramte mig. Dér så jeg en historie om nogle mennesker, som også findes i dag,” siger 62-årige Erik Poppe, da Ekko møder ham på det danske kontor for SF Studios op til premieren på hans Udvandrerne, der går i biografen nu.

”Deres rejse over det farlige hav og til et nyt land, hvor mændene erobrede alle mulighederne, ramte mig virkelig. I Udvandrerne holder Kristina igen og har dårlig samvittighed over at have forladt Sverige. Hun er bange for at miste sig selv. Den historie er relevant for den kritik, der er opstået i vores enormt polariserede politiske landskab,” fortsætter instruktøren.

”Debatten om immigration og indvandring er så sort-hvid. Enten er man for eller imod, og diskussionen er nærmest ikke til stede længere.”

”I både Sverige, Norge og Danmark er meget af kritikken gået på, hvorfor man ikke ser kvinderne. Hvem er de? Sidder de hjemme i religiøse fæstninger og er utaknemmelige, hvorfor integrerer de sig ikke i samfundet?”

”Jeg så muligheden for, at filmen måske kunne belyse den debat ved at vise, at vores forfædre oplevede det her for ikke så længe siden.”

Samtaler med indvandrerkvinder
Erik Poppe har instrueret film i næsten 25 år. Blandt andet en Oslo-trilogi, der er noget anderledes end vennen Joachim Triers hyldede mesterværk, der senest bød på Verdens værste menneske.

De to lavede deres seneste film samtidig, så den kvindelige hovedperson Kristinas poetiske fortællerstemme i Udvandrerne er skabt med hjælp fra Trier.

Poppe skabte sig for alvor et navn med Kongens valg, hvor Jesper Christensen spiller norsk konge, og særligt Utøya 22. juli, der med grum realisme skildrer Anders Breiviks forfærdelige angreb på unge – set gennem en ung kvindes øjne.

Fælles for størstedelen af Erik Poppes film er, at de har kvindelige hovedpersoner. Og instruktøren har da også en særlig interesse i det kvindelige univers.

”Jeg er vokset op uden en mor. Hun rejste, da jeg var lille, så mine søskende og jeg er vokset op alene med vores far. Så jeg har gennem livet nok ledt mere efter, hvad kvinder er for nogle størrelser. Det har drevet mig ind i nogle universer med forskellige slags kvinder, som har udforsket, hvem de er,” fortæller Erik Poppe.

For at hjælpe Mobergs fortælling lidt på vej interviewede instruktøren en række indvandrermødre i både Stockholm og Oslo. Han ville forstå, hvordan de så på filmens refleksion over, hvad et hjem egentlig er.

”Jeg snakkede også med en hel del indvandrerbørn om deres familiedynamik, og i næsten alle samtalerne kom vi ind på mødrene. Det bekræftede de tanker, som både jeg og Vilhelm Moberg i sin tid har haft, og det brugte jeg i filmen.”

Uden sammenligning
Erik Poppes film, der varer 145 minutter, fortæller på overfladen den samme historie som Jan Troells Udvandrerne og Nybyggerne fra starten af 70’erne.

Ægteparret Kristina (Lisa Carlehed) og Karl-Oskar (Gustaf Skarsgård) rejser med deres børn fra et forarmet Sverige for at søge lykken i mulighedernes land.

Men ambitionen med filmen var hele tiden at lave et udsnit af Mobergs romanværk og ikke fortælle hele historien loyalt ligesom Jan Troell. Det ærgrer Erik Poppe, at en del anmeldere har haft svært ved at adskille hans film fra Troells klassiker.

Særligt i Sverige har kritikerne haft de gamle film i baghovedet, og det har ifølge instruktøren gjort det svært for dem at se hans film i det aktuelle lys, som den skal.

”Ved den engelske premiere for nylig var det skønt at opleve, at kritikerne kun forholdt sig til værket. For dem er filmen en frisk vinkel på immigration og indvandring, som er en udfordring overalt i verden,” siger Erik Poppe.

”De engelske kritikere så perspektivet i kvindehistorien, og det var en lettelse for mig. Det er den største gave at føle, at man kan bidrage bare lidt til at skabe kundskab i debatten.”

I dag 91-årige Jan Troell kontaktede selv Erik Poppe, da svenskeren hørte, at nordmanden havde påtaget sig opgaven at filmatisere bogserien. Det lå Troell meget på sinde, at filmen blev lavet ordentligt, men instruktøren har ikke haft meget at gøre med den nye version.

”Da Jan så filmen, sagde han, at det var fantastisk, fordi den ikke kunne sammenlignes med hans. Originalen forsøger ret loyalt at gengive bøgerne, mens vores film fortolker dem. I dag er Jan en af filmens fremmeste ambassadører,” siger Erik Poppe.

Verdens største forræder
Som instruktør er det vigtigt hele tiden at have sit næste projekt klart, og det har Erik Poppe.

Den 22. september går han i optagelse med sin næste film, der kommer til at handle om den norske politiker Vidkun Quisling. Han tilsluttede sig den nazistiske besættelsesmagt i 1940’erne og stod i spidsen for Norge, indtil han i 1945 blev henrettet ved skydning for landsforræderi.

”Filmen skal udfordre alle de værdier, som jeg står for. Den skal undersøge, hvordan en af verdens største fascister og forrædere tænkte,” siger Erik Poppe.

”Vi fortæller historien gennem det møde, han havde med en præst, mens han sad fængslet på livstid. Præsten skrev dagbog om deres samtaler, og det er ubehageligt at læse om.”

”Men hvis vi skal forstå ondskaben, må vi studere den. Og den findes mange steder i dag, den ideologiske ondskab,” fortsætter instruktøren, som vil udfordre sig selv med filmen.

”Vi vil prøve at bryde filmformen, hvor man normalt siger don’t tell it, show it. Vi forsøger os med en film, hvor man kun fortæller. Noget af det mest ubehagelige kan opstå i samtalen mellem to mennesker. Ikke nødvendigvis i, hvad de siger, men i alt det, der ligger imellem. Det kan faktisk være utroligt filmisk.”