Nordiske filmfolk støtter iranske kvinder
Holy Spider blev i går udpeget som dansk Oscar-håb. Den handler om jagten på en seriemorder i Iran og viser på grusom vis, hvordan kvindeundertrykkelse trives i den islamiske republik.
I disse dage er der voldsomme protester i Iran, hvor 22-årige Jina Mahsa Amini angiveligt er blevet banket ihjel af landets såkaldte moralpoliti.
Den kurdiske kvinde blev anholdt for ikke at følge den strikse lov om at bære tørklæde, og hun døde i politiets varetægt. Den officielle forklaring lyder, at hun fik et hjerteanfald, men det bliver hverken godtaget i Iran eller resten af verden.
Instruktøren bag Holy Spider, iranskfødte og danskuddannede Ali Abbasi, er en af 55 nordiske filmfolk, der har underskrevet et åbent brev med støtte til de iranske kvinders frihedskamp.
Sammen med ham finder man blandt andre Trine Dyrholm, Thomas Vinterberg, Lone Scherfig, Joachim Trier og Jonas Poher Rasmussen på listen over underskrivere.
”Med dette brev vil vi forstærke deres stemmer og sende en besked til det iranske folk om, at vi hører dem, ser dem, og at de ikke er alene,” står der i det åbne brev.
”Vi inviterer alle, der tror på frihed og lighed, til at vise deres solidaritet med de modige kvinder i Iran ved at bruge stemmen for dem, som kæmper for deres.”
Navnkundige underskrivere
Blandt underskriverne af brevet finder man i særdeleshed nordiske filmfolk med iransk eller anden etnisk baggrund.
De tæller foruden Ali Abbasi blandt andre instruktøren Milad Alami – der ligeledes er uddannet på Den Danske Filmskole – og skuespilleren Ardalan Esmaili, der medvirker i Alamis Charmøren.
Islandske Hlynur Pálmason og svenske Isabella Eklöf, som også har gået på Filmskolen, er blandt underskriverne. Det samme er journalist og dokumentarist Nagieb Khaja, der er kendt for sine film og reportager om livet i den arabiske verden.
Fra Sverige og Norge har også instruktørerne Tarik Saleh (Boy from Heaven) og Iram Haq (Hvad vil folk sige) samt skuespilleren Bahar Pars (En mand der hedder Ove) skrevet under på brevet.
Også finske Juho Kuosmanen, der har instrueret perlerne Den bedste dag i Olli Mäkis liv og Kupé nummer 6, er blandt de navnkundige underskrivere.
Kommentarer