Norsk mester om at filme tanker

I 1996 tøffede der en ung, høj norsk-dansker rundt på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft. Han nærede drømme om at blive instruktør – en drøm, der skulle komme til at gå i opfyldelse.

Nu har han mesterværkerne Reprise og Oslo, 31. august bag sig og står som den mest markante unge, skandinaviske instruktør.

I går vendte han tilbage til sin gamle højskole til en tre timers samtale med chefredaktør Claus Christensen ved Ekkos sommerkursus. Og den 38-årige instruktør, der har dansk far og dansk pas, men er opvokset i Norge, tryllebandt publikum gennem hele affæren.

2000 siders manus
Joachim Trier startede med at fortælle om arbejdet med både den sprælske og eksistentielle coming of age-fortælling Reprise.

”Reprise er en typisk debutantfilm, for jeg ville fortælle om det hele og prøve alt af,” fortalte han.

”Da vi begyndte at skrive, opdagede vi hurtigt, at vores manuskript ville blive næsten 2000 sider lang, hvis vi fortsatte, som vi startede. Det ville være stof nok til tre sæsoner af en tv-serie. Så vi måtte i gang med at skære ind til benet.”

Reprise tog fire år at lave og blev en stor læringsproces for Trier, der med sin faste medmanuskriptforfatter Eskil Vogt derefter besluttede sig for at lave en film, der var mere enkelt fortalt og hurtigere eksekveret.

Det blev til den følsomme, rørende narkoman-tragedie Oslo, 31. august, løst baseret på franske Pierre Drieu La Rochelles Le Feu Follet.

”Tematisk starter Eskil og jeg altid ud med at ville lave noget skægt, en let komedie. Men så bliver det hurtigt meget, meget alvorligt,” grinede instruktøren.

Tarkovskijs realisme
Joachim Triers film har en stor sanselighed og en særlig evne til at beskrive sine personers indre liv.

De er realistiske, men Trier har da også en anden forståelse af realisme end den gængse.

”Jeg er meget inspireret af Andrej Tarkovskij, der har en interessant måde at definere realisme på. Realismen handler om en indre tilstand. Hvis du går ned ad gaden og går forbi en anden person, vil du fornemme en masse. Måske vil han minde dig om din onkel eller om en oplevelse, du har haft engang. Hvis du bare filmer det udefra, får du ikke beskrevet det møde præcist,” forklarede han.

”Det er en enorm udfordring, når man skriver film, at vise tanker på den måde. Jeg får ofte af vide, at man ikke kan vise tanker på film, men det prøver jeg at udfordre.”

Heidegger og flotte piger
I Reprise illustreres hovedpersonernes tankeproces blandt andet gennem en virtuos tankeproces, der med hurtige klip og speedsnakkende voice-over viser det storsvungne liv, som de to unge, håbefulde forfattere forestiller sig, da de står med deres første færdige romanmanuskript.

”Det er ikke meningen, at man skal kunne følge med i alt. Vi introducerer filmens formsprog og viser publikum, at stemningen er vigtigere, end at man fanger alle detaljer.”

”Hvis vi skal beskrive unge mennesker på 23, ville det være naivt at udelade de flyvske tanker. Det er jo en gruppe venner, der det ene øjeblik diskuterer Heidegger og det næste øjeblik om en flot pige, der går forbi.”

Vinde byen tilbage
Selvom Oslo, 31. august er mere lineært fortalt end Reprise, er der et par scener, der skiller sig ud.

Især åbningssekvensen, hvor en række forskellige stemmer fortæller om deres erindringer fra Oslo, mens man ser billeder fra byen imens.

”Da jeg var 16-17 år, var jeg norsk mester i skateboard. Efter Reprise blev jeg inviteret til at vise mine gamle skateboard-film. Jeg syntes på forhånd, det var lidt pinligt, men jeg blev enormt emotionel af at se byen, som den var dengang,” fortalte Joachim Trier.

Hønen på gårdspladsen
I en anden usædvanlig scene i Oslo, 31. august overhører hovedpersonen Anders en række af sidemændenes samtaler på en café.

Scenen var skrevet i manuskriptet – men på en måde, så den kunne ændres afhængigt af, hvad der skete i situationen.

”Man skal være åben over for det uventede. Da instruktøren Samuel Fuller engang filmede en dialogscene på en bondegård, var der pludselig en høne, der jagtede en kat på gårdspladsen. Han filmede det, for det gav god mening i scenen. Hvis man havde skrevet den slags ind i manuskriptet, ville producerne sige: ’Hvordan i alverden får vi hønen til det? Lad os droppe det!” sagde Joachim Trier.

Lægen, der blev skuespiller
I centrum af både Reprise og Oslo, 31. august står Anders Danielsen Lie, der i begge film spiller karakterer, som har svært ved at håndtere det moderne liv.

Livet uden for filmens verden blev dog på flere områder temmelig meget mere kompliceret med hans pludselige berømmelse, kunne Joachim Trier fortælle – med et stort smil på læben.

”Anders er ikke skuespiller, men uddannet læge. Efter Reprise blev det problematisk. Han arbejdede nemlig på et oplysningskontor for unge om seksuelle sygdomme. Efter filmens premiere blev han kåret som Norges mest sexede mand, og det gik bare ikke, når unge piger skulle betro intime detaljer til ham. Så han måtte droppe tjansen.”

Forbigået af Cannes
Claus Christensen undrede sig over, at Reprise, der ellers ville have haft gode chancer ved Cannes festivalen, slet ikke var repræsenteret på den.

”Filmen blev sendt af sted sammen med en bunke øvrige norske film, og jeg hørte aldrig fra festivalen og er ikke sikker på, de nogensinde fik set filmen. Eller også syntes de bare ikke, den var god nok!”

Til gengæld blev Oslo, 31. august udtaget til Cannes, og Trier havde i øvrigt kun positive ting at sige om festivalen.

”Uden festivaler og kritikerne ville den type film, jeg laver, have svært ved at få et liv.”