Norsk talent går i clinch med vor selvopfattelse

De fleste har sikkert prøvet at få lidt klamme håndflader inden det første møde med svigerforældrene.

Men det nok trods alt de færreste, der har måttet klare sig igennem så akavet en stemning, som spanske Lucia udsættes for i Prematur (2012).

Lucia er kæreste med norske Martin. Sammen venter de deres første barn, og det unge par er taget til Norge for at besøge Martins forældre.

I bilen på vej hjem fra lufthavnen kæmper de velmenende forældre med engelske gloser. Det går helt galt, da moren begynder at belære det unge par om graviditet.

Filmen er instrueret af norske, 33-årige Gunhild Enger, der har filmet Prematur i én lang optagelse.

”Vi er ikke så gode, som vi tror”
Premtaur er én ud af ti kortfilm, som fire nordiske filmmagasiner – danske Ekko, norske Rushprint, svenske Flm og finske Episodi – har udvalgt til dvd’en Directors to Watch.

Med dvd’en udråber magasinerne ti af de mest talentfulde instruktører i Norden. Dvd’en følger med det nye Ekko #63.

– Gunhild Enger, hvordan kom du på ideen til filmen?

”Jeg husker et specifikt øjeblik, da min brors kæreste var gravid med deres første barn. Min mor og jeg talte om det, og min mor sagde, at vi måtte være forberedt på hvad som helst – der kan ske ting og sager. Jeg ved, hun havde gode intentioner, men det gav mig ideen til scenariet.”

”Jeg er fristet til at sige, at vores ’lad os forberede os på det værste’ er en særlig skandinavisk måde at tænke på. Vi synes, vi gør alt bedre her i Norden, og at jo længere sydpå man kommer, jo længere væk kommer man fra menneskerettigheder, uddannelse og lighed.”

”Jeg ville vise bagsiden af dette, og at vi nok ikke er så pædagogiske og forstående, som vi godt kan lide at tænke, vi er. Min ide var at vise en simpel situation, hvor folk har gode intentioner, men forvolder skade.”

Kulturelle misforståelser
– Hvad var den største udfordring ved at lave filmen?

"For at være ærlig må det være at få den finansieret. Det tog et år, mens optagelserne blot varede to dage. Der er altid indlysende udfordringer ved kun at optage i én indstilling, men det var fra starten præmissen for historien.”

– Hvilke følelser håber du, publikum sidder tilbage med, når de har set din film?

”Jeg håber, de smiler og reflekterer over kompleksiteten i mødet med folk fra andre kulturer og familier. At de reflekterer over alle de misforståelser, det lykkes folk at skabe, og hvad det kan føre til i fremtiden.”

– Hvad har filmen betydet for din karriere?

”En hel del – og mest for mig som instruktør, fordi jeg har fået mere erfaring. Filmen har været vist meget og har modtaget anerkendelse langt ud over, hvad jeg havde forventet. Det giver mig energi til at lave flere film, så det har jeg gjort, og det håber jeg at kunne fortsætte med.”

Social klaustrofobi
– Hvorfor ser filmen ud, som den gør stilistisk?

”Jeg ville gerne have den skulle se normal og tidssvarende ud for at understrege det realistiske. Jeg ville også give publikum følelsen af at sidde i bilen, og det var den vigtigst grund til, jeg optog den i ét take.”

”Et andet vigtigt element i min æstetik er følelsen af, at der ikke er plads – hverken fysisk eller psykisk. Deres hoveder skulle gå ud af billedet, og lyset skulle være naturligt for at understrege den sociale klaustrofobi.”

– Hvad synes du selv om resultatet?

”Jeg er stolt af filmen, og jeg tror ikke, jeg kunne have gjort det bedre i dag. Men det er interessant at arbejde med ét take, det har sine begrænsninger. Da jeg sad i klipperummet, var ingen af optagelserne perfekte. Jeg måtte bare vælge ét.”

– Hvad er det vigtigste, du lærte af filmen?

”Det sværeste for mig ved at instruere er alle de vigtige beslutninger, jeg bliver nødt til at tage. Alle film er forskellige, men jeg har virkelig lært, at det er bedst bare at tage en beslutning og arbejde på den i stedet for slet ikke at tage én. Føles det forkert, må jeg tage en ny beslutning, og det er jo ikke verdens undergang.”

Fim kunne lære af kunstverdenen
– Hvilke nordiske instruktører inspirerer dig?

”Jeg bliver nødt til at være lidt uoriginal og sige, at Roy Andersson og Ruben Östlund er mine to favoritter.”

– Hvordan vil du beskrive betingelserne for at lave spillefilm i Norden?

”Det er sikkert lettere end de fleste andre steder i verden. Men ’let’ er alligevel ikke det rigtige ord. Det er meget moderne at tale om talentudvikling, værdien af en god proces og vigtigheden af at løbe en risiko, men meget få er villige til faktisk at løbe den risiko, når det kommer til spillefilm.”

”Dette gælder både instruktører, producere og investorerne. Jeg ville ønske, vi kunne flytte fokus tilbage på selve filmproduktionen – og hvilken betydning film har. Alle vigtige film- og kunstbevægelser er startet som ren kærlighed til mediet, ikke som en konkurrence om hvem, der kan lave den bedste Hollywood-look-alike.”

– Hvis du kunne ændre én ting ved nordisk film, hvad skulle det så være?

”Jeg ville ønske, vi kunne lære mere af kunstverdenen. Det ville skabe et mere kritisk og kreativt miljø. Jeg ville også ønske, der var en ordentlig debat, og at flere film provokerede og faktisk havde noget på hjerte.”

Leder efter et anderledes liv
– Hvilke skuespillere/filmfolk fra de andre nordiske lande ville du gerne arbejde sammen med?

”Det er et svært spørgsmål. Der er så mange, jeg gerne vil arbejde med, men ingen af dem er berømtheder. Jeg vil gerne lave endnu en film med Marte Vold, der var fotograf på Prematur. Jeg har også mødt en fantastisk finsk instruktør, Jenni Toivoniemi, som jeg ville elske at arbejde sammen med.”

– Hvad handler din næste film handle om?

”Jeg er ved at udvikle min første spillefilm. Den foregår på grænsen mellem Norge og Sverige i et område, der hedder Svinesund – et sted, der lever af shopping, turisme, prostitution og organiseret kriminalitet.”

”Filmen handler både om de folk, som kommer der en enkelt dag, og de der flytter dertil. Der bor mange interessante folk, og det er min fornemmelse, at de leder efter et anderledes liv. Mere kan jeg ikke afsløre.”