”Nosserne er faldet på plads”

Kvinder er fra Venus, og mænd er fra Mars.

Sådan siger man, men måske er det en myte. Måske er der ikke så stor forskel på kønnene, måske tænker og tænder vi ikke så forskelligt på sex, som vi går rundt og tror.

”Jeg føler, at nosserne er faldet på plads,” siger Julie Thalund med et glimt i øjet om den forandring, hun har gennemgået ved at deltage i dokumentaren Venus – Let’s Talk About Sex.

I filmen, som er anmeldt til fem stjerner, fortæller Julie Thalund og en række andre danske kvinder åbenhjerter om deres personlige seksuelle oplevelser og tanker.

Filmen er lavet af Mette Carla Albrechtsen og Lea Glob, som begge er uddannet fra Den Danske Filmskole på henholdsvis flerkamera- og dokumentarlinjen. Glob har netop født, og derfor får Albrechtsen selskab af Julie Thalund i interviewet.

Tænker konstant på sex
Og Thalunds ordvalg er sigende.

For Venus – Let’s Talk About Sex viser, at kvinders seksuelle drifter er komplekse. Og begærets form ikke er betinget af, om man har nosser eller skamlæber mellem benene.

”Jeg tænker på sex hver dag,” fortæller en kvinde i filmen. ”Flere gange i timen,” fortsætter hun og tilføjer kort efter: ”Ah gud, måske én gang hver halve time.”

”Jeg kan godt lide lesbisk porno,” fortæller en anden kvinde i filmen. En tredje tænder på reb og underkastelse, og en fjerde fantaserer om incest.

”Inden vi lavede filmen, troede jeg faktisk, at mænd og kvinders seksualitet var meget langt fra hinanden. Men det gør jeg ikke længere,” siger instruktør Mette Carla Albrechtsen.

Mænd bliver berørt
Det er ikke bare kvindernes historier i filmen, der har ændret denne opfattelse hos instruktøren, men også reaktionerne hos de mænd, der har set den.

”Tidligt i klippeprocessen havde vi en mand til at se filmen. Han blev vildt berørt og sagde: ’Jeg har det jo på samme måde,’” forklarer Mette Carla Albrechtsen og fortsætter:

”Det er virkelig interessant, at det mandlige publikum tager enormt godt imod filmen. De følelser, kvinderne taler om, er ret universelle – dem har mænd også.”

Julie Thalund nikker.

”Jeg har altid tænkt, at manden bare ved, at han skal gøre sådan og sådan. Men så havde jeg en oplevelse med en mand, som intet initiativ tog, og dér gik det op for mig, at han er sgu da lige så bange for, at han skal gøre noget forkert, som jeg er,” forklarer hun og fortsætter:

”Det fik mig til at tænke: ’Hold kæft, hvor bærer jeg rundt på mange forestillinger om, hvad manden skal gøre.’ Det må da være et kæmpe pres.”

Mette Carla Albrechtsen fortæller, at hun og Lea Glob faktisk også har overvejet, at det kunne være interessant at lave en lignende film om mænd.

”Vi har tænkt: ’Gud ved, om en kvinde ville kunne lave sådan en film om mænd?’ Hvis det var en mandlig instruktør, ville der måske komme et element af konkurrence ind i det, som ikke fordrer ærlighed. Omvendt har kvinder ikke den samme indsigt i, hvad mænd tænker og tænder på,” påpeger instruktøren.

Drengepige indtil puberteten
Men der er en grund til, at Venus – Let’s Talk About Sex handler om netop kvinder, fortæller Mette Carla Albrechtsen.

For selv om mænd og kvinders følelser omkring sex ikke er så forskellige, som man kan gå og tro, har filmskaberne ønsket at pege på et samfundsmæssigt mønster, som netop kvindernes fortællinger belyser.

”Der er en forskel på, hvad vi føler indvendigt, og hvad vi tror, at vi skal føle udvendigt,” siger Mette Carla Albrechtsen og fortsætter:

”Mange kvinder føler ikke, at de kan leve op til de billeder og opfattelser, der er i samfundet. Seksualiteten har fyldt meget i mit liv, da jeg voksede op. Jeg var en rigtig drengepige, og da jeg ramte puberteten, krakelerede den identitet.”

”Jeg var en person udadtil, som var velfungerende og havde masser af venner, men så havde jeg denne her person indadtil, som var i stykker. Lea og jeg fandt hinanden i den frustration, at der var en del af livet, som vi ikke rigtigt forstod. Det har været en drivkraft: Jeg ville fandeme finde ud af det her.”

Rock n’ roll-style
De to instruktører begyndte at undersøge, om det var muligt at vise, hvad kvindelig seksualitet er, på film. Scenerne, hvor de medvirkende interviewes på en sort stol mod en hvid væg, var derfor oprindelig castings til en erotisk film til kvinder.

Men kvinderne og deres historier var så fascinerende og rørende, at instruktørerne valgte at lade filmen handle om dem.

”Kvinderne havde de her formuleringer, som siger enormt meget om vores tid og samfund,” fortæller Mette Carla Albrechtsen og henviser til scenen, hvor Julie Thalund fortæller om sin første gang.

I filmen fortæller Julie Thalund, at hendes første gang blev en enorm voldsom oplevelse med en tilfældig fyr og i ”rock n’ roll-style”.

”Den historie kan noget, fordi den er barsk, men også i den måde Julie fortæller den på,” forklarer Mette Carla Albrechtsen. ”I filmen er der også en pige, som fortæller om sin første orgasme. Hun siger: ’Tænk at det også kunne handle lidt om mig.’ I måden, hun siger det på, er det tydeligt, at det ikke er gået op for hende, at hun kunne bede om noget.”

”I mange af historierne er der det her element af at gøre vold på sig selv og ikke være klar over det.”

Stram pornomodel
Mette Carla Albrechtsen mener, at mediebilledet og pornoindustrien er en stor del af problemet.

”Porno har også gjort skade. Unge drenge ser det måske som deres første seksuelle oplevelse, og mange bliver hooked på det. Hvis der så ikke er nogle forældre, der sætter det i perspektiv, så bliver de konditionerede til kun at kunne tænde på det. Så får de måske svært ved at tænde på en rigtig pige, som har skæve bryster og kønsbehåring,” siger instruktøren og tilføjer:

”Det er endnu værre, hvis der opstår en forestilling om, at man ikke behøver intimiteten – at man bare kan gå lige til stålet. Det skader både drenge og piger, men det er ikke mændenes skyld. Det er kapitalismen, markedsføringen og reklamernes skyld.”

Det med at føle sig forkert kan Julie Thalund genkende.

”Jeg følte, at jeg skulle performe, og at jeg skulle kunne alting, før jeg havde lært det. Jeg ville ønske, at jeg havde fået at vide, at hvert menneske og hvert møde er forskelligt.”

”Og så var jeg også tyk oveni, og jeg har aldrig set en tyk kvinde blive portrætteret seksuelt. Kun i gamle dage, hvor vi godt måtte være tykke, men det må vi ikke nu.”

Hun holder en kunstpause og fortsætter så.

”Jeg prøvede at presse min tykke, usikre pigekrop ned i en stram pornomodelskabelon. Det var helt forkvaklet. Jeg forsøgte at gemme mig.”

Ekstremt voldsomt
Julie Thalund er blevet meget inspireret af en anden kvinde, som medvirker i filmen. Her fortæller Nico om, at hun sagde nej til en fyr, der plagede hende om at give ham et blowjob.

”Tidligere havde jeg aldrig tænkt, at man kunne stoppe midt i akten. Derfor er Nicos fortælling enormt vigtig,” siger Julie Thalund og fortsætter:

”Jeg tror, vi er mange kvinder, der har prøvet det der med at få hovedet presset nedad af en fyr. Vi ved godt, at muligheden er der. Og hvis vi har lyst, så gør vi det.”

”Det er det, der bare er så crazy ved det erotiske,” indskyder Mette Carla Albrechtsen. 

”Grænsen bliver lynhurtigt overskredet. Det har også at gøre med, at man er fysisk underlegen. Nogle mænd er ikke bange for at tage det, de skal bruge. Og det kan føles ekstremt voldsomt, fordi man på en måde selv er gået med til det. Det er så indviklet og svært at holde styr på sig selv i sådan en situation.”

Et nyt sprog
Ifølge Mette Carla Albrechtsen mangler vi et sprog for de lystfulde aspekter af sex.

”Man taler kun om sex i tekniske eller videnskabelige termer. Det at man ikke ved, hvad man skal kalde sine egne kønsdele, er ret symptomatisk,” siger hun.

Albrechtsen beskriver en scene i filmen, hvor kvinderne bliver spurgt, hvad de kalder deres køn. Pigerne tøver alle ved spørgsmålet.

”Jeg kan bedst lide at kalde den noget på engelsk, for jeg synes ’vagina’ lyder meget smukt. Men det danske ord ’fisse’ lyder bare så dumt,” siger en af pigerne.

”Det kan jeg virkelig godt følge. De danske ord bringer bare alle mulige ting med sig,” siger instruktøren, der håber, at filmen kan medvirke til at udvikle sproget.

”Jeg tror, at alle oplever, at de føler sig ramt et eller andet sted i filmen. Og så vil de forhåbentlig bagefter kunne låne kvindernes måde at tale om seksualiteten på. Jeg håber, at ensomme piger vil tænke: ’Jeg er ikke alene.’”