Nostalgi og genkendelighed

Lad os se det i øjnene. Der er intet så interessant som at kigge ind gennem nøglehullet til sig selv.

Vi gjorde det i 1978-81, hvor DR sendte det, man kunne kalde ”ur-serien” i dansk sammenhæng, nemlig klassikeren Matador, der på mange måder er blevet en målestok for alle senere tv-serier. Her oplever vi historiens vingesus sende friske briser og rådlugtende fjærter gennem hjemmene i den arketypiske danske provinsby, og vi ser os selv agere og reagere; her er alle de genkendelige typer, der ligner vores nabo, genbo eller slægtning. Med provinsbyen som omdrejningspunkt og tiden som dramaets akse trækkes tråde udad mod den store verden med skiftende regeringer og dønninger fra en verdenskrig. Og tråde trækkes indad, gennem køkkener og kontorer, tværs over dobbeltsenge mod personernes kerne, hvor deres drømme og angst skjuler sig.

De senere år har det danske serielandskab været præget af DR’s serie Taxa (1997-99), hvor særlig storbydanskeren fik lejlighed til at se ind ad sit eget nøglehul. Typerne er stadig genkendelige, men de moderne tider er oprundet. Seriens look er håndholdt og fragmenteret, og nu kan ærkedanskeren lige så godt være født i Brønshøj som være indvandrer med tyrkiske rødder. Arbejdspladsen er omdrejningspunktet, og det er karakterernes interne konflikter og følelsesmæssige forviklinger, der skaber dramaet og fremdriften i Taxas univers.

Endnu mere afgrænset – nogle vil nok sige vakuum-pakket – er det ahistoriske, apolitiske københavner-univers i DR’s tv-serie Nikolaj og Julie (2001-2003). Her er familien i centrum – den moderne kernefamilie i krise, truet af far og mors karriereambitioner, hverdagsstress og fristelser i form af fremmede mænd og kvinder. Det er parforholdskonflikter og melodramaets store følelser i et realismepræget univers, der driver handlingen fremad.

Forinden havde vi dog fået lidt mere luft under vingerne, såvel geografisk som æstetisk, med DR’s Rejseholdet (2000-2003). Med et look præget af hårdt lys og kraftige kontras-ter, kuldslåede farvetoner og et kamera på glidende, årvågne ture omkring karaktererne lægger serien sig visuelt op ad en international tv-serie-stil. I modsætning til Taxa og Nikolaj og Julie er det i Rejseholdet hele Danmark, der kan se ind gennem nøglehullet – og her er virkelig noget at se, for uhada hvad der ikke foregår i de små hjem rundt omkring i landet.

Erindringens gyldne lys
Det kunne se ud, som om nogen mente, at bøtten trængte til at blive vendt en omgang, da ideen om Krøniken blev undfanget. Væk med alt det moderne, Rejseholdets lidt misantropiske og værdikriseramte univers, Nikolaj og Julies kvikke, slangprægede replikstil og Taxas håndholdte storbypuls. Nu skulle der stegte sild og brun sovs på bordet, velfriserede mænd, frigørelsesmodne kvinder og ungdom med ambitioner, alt sammen indrammet i erindringens gyldne lys.

Sammenligningen med Matador er uundgåelig. Alene det at placere en fortælling i en realistisk historisk ramme skaber markante lighedspunkter mellem serierne. Det har blandt andet betydning for vores opfattelse af karaktererne, eftersom det giver en særlig dimension af bagklogskab i forhold til deres handlinger og dispositioner.

Vi ved, at den status og livsstil, bankdirektør Varnæs og frue fører, er en hensygnende drøm. Vi ved, at Kaj Holger fra Krøniken umiddelbart er dømt til at trække det korteste strå, når han mener, fjernsyn er for risikabel en investering, ligesom Erik har set helt rigtigt, når han tror på tv-mediet. De kvinder, der kæmper for selvstændighed og frigørelse, får vores sympati, for deres holdning er fremtidens – vor tids – holdning. Og når vi ser tyskerkollaboratører i Matador og Jens Otto Kragh-tilhængere i Krøniken, præges vores opfattelse af, at vi ved, hvilken vej den politiske og sociale udvikling vil bevæge sig. Fælles for de to serier er denne allestedsnærværende undertone af skæbnesvanger forudbestemmelse, som karakterernes handlinger hele tiden sættes op imod.

Desuden er der to ord, som er helt centrale for karakteristikken af både Matador og Krøniken og utvivlsomt også for begge seriers store popularitet: genkendelighed og nostalgi. Begge dele hører til blandt de stærkeste dramaturgiske kort, hvis man vil skrue en bestseller sammen. Glæden ved det genkendelige er et fundamentalt menneskeligt karaktertræk – om det så er barnets umiddelbare begejstring ved at få læst Alfons Åberg for 20. gang eller den voksnes mere subtile lykkeglimt ved at gense en elsket person og genkende en særlig håndbevægelse, en tone i stemmen. Der er en bred vifte af følelser knyttet til det genkendelige. Og hvad enten det er klaustrofobi eller tryghed, vi oplever ved at se ind i Krønikens 50’er-hjem, rører oplevelsen ved personlige strenge og bliver derfor interessant.

Nostalgiens rødder Nostalgi er i familie med genkendelighed, men har også sine egne karaktertræk. Nostalgi er til dels et modefænomen; kirkebryllupper er for tiden i høj kurs ligesom bøger om køkkenhaver, mad det tager tid at lave og ”gammeldags” storblomstret stil – fra skovturstæpper til stoffet på syltekrukkens låg. Men der er mere til nostalgien end som så.

Krøniken giver os mulighed for at opleve, hvordan nutiden hænger sammen med fortiden, og serien tilfredsstiller et behov for at opleve os selv som en nation med fælles identitet og kollektiv historie. Og den bekræfter, at der var mere styr på tingene i de gode gamle dage. Det gør den, fordi vi har bagklogskaben og en orkestrerende manusforfatter at støtte os til, ligesom verden uomtvisteligt ser mere enkel ud, når den bliver præsenteret i tv-serie-format.

Der er naturligvis noget uundgåeligt reaktionært ved dyrkelsen af nostalgi og genkendelighed, og derfor kan det ikke undre, at Krøniken skaber delte meninger. Samtidig er Krøniken i sig selv tvetydig. På den ene side er seriens helte netop de fremadskuende, fremadstræbende unge som Palle, Erik og Ida, der brænder for at ændre på tingenes tilstand og tør tage chancer. På den anden side dyrker serien en fortidig verden, hvor sollys ustandseligt vælder lækkert ind ad vinduerne, og hvor stjerner tindrer på Københavns himmel, som det aldrig er set siden. Mænd er galante og kvinder stærke, og ægte, store følelser er i spil på en måde, som en hverdag a la 2004 har svært ved at leve op til. Således modsiger serien sig selv ved at præke det fremadrettede budskab via handlingen og samtidig dyrke det bagudskuende og en vis fortidslængsel via formen og den underliggende morale.

Mange seere og avisskribenter har været overordentligt positive over for Krøniken, hvis afsnit ti nåede op på 2,7 millioner seere (det højest målte seertal siden målingerne startede i 1992). Men der har også lydt indvendinger.

Nogle kritikere mener, at serien er politisk manipulerende, og at sympatien ligger hos arbejderklassen, mens den højere middelklasse gøres til skurke. For eksempel skriver Hans Engell i Ekstra Bladets leder, at serien kommer som en gave fra oven til trængte social-demokrater.

Slægten og familien
Det er en kritik, som seriens forfatter Stig Thorsboe tager roligt. ”Slap af, for fanden. Det er en tv-serie! Hvis den kan vælte det politiske læs, så har man altså ikke meget tillid til den danske befolkning,” siger Thorsboe til Politiken (1. februar) og ser det som udtryk for en skærpet agtpågivenhed over for, hvad tv-mediet gør ved os. Hvilket jo er en meget passende iagttagelse i forbindelse med en tv-serie, hvis dramatiske omdrejningspunkt er indførelsen af tv i Danmark. Uafhængigt af, hvilket standpunkt man vælger at tage i diskussionen, er det interessant at konstatere, at Krøniken til en vis grad genopliver ideologikritikken – nu med de borgerlige som fanebærere!

Og så er der de historiske indvendinger mod Krøniken. Serien tilhører den realistiske genre, og den foregår i en nær fortid, som mange danskere stadig husker. Men er serien historisk korrekt? Og skal den være det? Mange anmeldere, journalister og læserbrevsskribenter har haft gang i den sofakartoffel-sport, Anders Bodelsen i Politiken selvironisk kalder ”find fem fejl”. Der er dem, som mener, at serien af oplysnings- og opdragelsesmæssige årsager bør være historisk korrekt, heriblandt Søren Espersen (Dansk Folkeparti), og så er der dem, som mener, at det bare er irriterende og forstyrrende for oplevelsen, at historiske detaljer ikke er på plads ... som når en telefon ringer flere gange og ikke kun den ene gang, som telefoner nu engang gjorde i 1951.

Heroverfor står de, som forsvarer den kunstneriske frihed. I Berlingske Tidende skriver Kathrine Lilleør (18. januar): ”Søndagsføljetoner er trods alt ikke skole-tv. Søren Espersens behov for at fastslå, at Krøniken ikke kan opfattes som historieskrivning, er i bedste fald manglende sans for kunstnerisk frihed, i værste fald er det undervurdering af samtlige seere.”

Selv forklarer seriens manuskriptforfatter Stig Thorsboe i et interview i Information (27. december 2003), at han kun har tænkt samfundets udvikling som bagtæppe for den egentlige historie i serien.

”Den psykologiske historie, personerne, er det vigtigste. Det har været diskuteret, om det her er Danmarkshistorie, og det er det slet ikke. Det er en historie. Jeg fortæller primært om nogle slægts- og familiestrukturer, og jeg tror, at alt, jeg har arbejdet med, handler om det. Om de besynderligheder, som mennesker foretager sig, fra de bliver født til de dør, og hvad man gør ved hinanden i familier,” siger Thorsboe og fortsætter:

”Jeg har valgt at dramatisere nogle af de historiske ting, ikke som løsrevet drama, men som noget personerne i historien kommer på tværs af. Tiden er ikke det vigtigste at fortælle om. (...) Vi traf sammen med producent Sven Clausen tidligt et valg om, at det ikke skulle være et museum. Det betyder ikke, at vi ikke gør os umage med detaljerne, men man behøver ikke ringe ind, hvis man har opdaget en lampe, der ikke var opfundet på det tidspunkt.”

Larger than life
Nu kan man jo kun medgive, at tv-serier ikke er virkelighed. Den ulykkelige forelskelse, som i realiteternes verden udmønter sig i måneders grå nedtrykthed, klares i tv-seriens verden på 20 sekunder med lækker-melankolsk underlægningsmusik. Sådan er det, og sådan skal det være, for tv-serier er larger than life, de er underholdning og mytologisering. Derfor kan man også argumentere for, at man i dramaturgiens hellige navn kan tillade sig at gå på kompromis med visse historisk-realistiske detaljer på det handlingsmæssige plan.

Om Erik og Ida rent faktisk kunne have fundet på at elske i al offentlighed på Eremitage-sletten, er underordnet i forhold til scenens stemning og det dramatiske vendepunkt, den udgør. Men så er der en anden slags detaljer, og tillad mig her at spørge dumt: Hvorfor ikke skifte den forkerte lampe ud med en rigtig? At korrigere sådan noget udgør ingen hindring for det dramatiske forløb – den slags ”fejl” bliver til gengæld en hindring for indlevelse og oplevelse, hvis de irriterer seeren, der husker 50’erne.

Karaktertegningen er også blevet debatteret, men her kan endnu meget ske. Hvis vi er heldige, så ender Krøniken med at blive en serie uden hverken helte eller skurke af diverse politiske observanser, men derimod en serie om mennesker på godt og ondt. Eller rettere, én slags mennesker. Nemlig tv-serie-mennesker. For karakterskildringerne vil, ligesom seriens morale og politiske budskaber, altid stå på et fundament af fiktion, som en tv-fortælling nu engang er. Også selv om den nogle gange ligner virkeligheden til forveksling.