Nostalgimaskinen

Mens der for tiden tales en hel del om forestående krise i dansk film - er de fede år slut? - er der én gren af dansk film, som har det fint: Familiefilmen. Og det er ikke en genre, der bliver gjort det store kritiske væsen ud af.

Den er der bare.

Det er en genre, hvor selv absolut middelmådige film rask væk kan trække en halv million mennesker i biografen. Og med et nyt filmforlig, der tilgodeser kommercielle film og velafprøvede koncepter, er familiefilmen en genre, der fortsat vil leve fedt og godt.

Den danske familiefilm
Herhjemme har familiefilmen traditionelt været en blandingsgenre, placeret et sted mellem børnefilmen og den brede danske folkekomedie. To ærkeeksempler er 1950'ernes Far til fire og 1960'ernes Min søsters børn.

Det er film om familien: far, mor, børn, onkler, tanter, naboer, skolelærere samt pludseligt opdukkende fjerne familiemedlemmer for komikkens og plottets skyld. Det er film om det nære, hverdagslivet, skildret med hyggelig folkekomik og små stænk venlig samtidssatire.

Men også med en ægthed - ikke at forveksle med realisme - der gør, at disse film på deres egen skematiske facon faktisk skildrer en genkendelig dansk virkelighed. Det er ikke mindst derfor, vi elsker at se dem.

... og den amerikanske
I Hollywood har family films stort set været et andet ord for børnefilm. Børnefilm har aldrig rigtigt eksisteret som genre i Hollywood. Til gengæld har man haft family films, der retter sig mod børnepublikummet og deres forældre - oftest med børn i centrale roller og altid med den mentale barre sat i børnehøjde.

Og kigger man nøjere på den danske familiefilm, som den har udviklet sig i de sidste ti-femten år, så har genren tydeligt bevæget sig i retning af den amerikanske definition af genren: væk fra folkekomediens bredere spektrum af personer og temaer og tættere på den rene børnefilm.

Far og mor skal med
En helt afgørende film er Regner Grastens Krummerne, der i 1991 blev set af næsten 900.000 mennesker i biografen. Og dette vel at mærke på et tidspunkt, hvor det danske biografpublikum absolut ikke var videre interesseret i danske film.

Selvom det rettelig var Sven Methling, der bemandede instruktørstolen, så er det rimeligt at kalde filmen for Regner Grastens, for dansk film har ingen anden producent, som i den grad sætter stilen i sine film.

Med Krummerne redefinerede Grasten den danske familiefilm. Han kiggede tilbage til den ukomplicerede hygge i 1950'ernes Far til fire og 1960ernes Min søsters børn, men genfødte genren i en tidssvarende, amerikansk inspireret form - som børnefilm lanceret for hele familien ud fra kalkulen, at "det sælger flere billetter, når far og mor også skal med i biografen".

Siden har han blandt andet produceret yderligere tre Krummerne-film og en tv-julekaldender, Krummernes jul, samt titler som Bertram & Co, Bølle-Bob og Smukke Sally og Kærlighed ved første hik (som igen indledte en hel serie film om Anja og Viktor). Alle sammen titler, der kan kategoriseres som familiefilm i den amerikanske definition af genren, og alle sammen bemærkelsesværdigt ens i tone og stil.

Mere af Grastens skuffe
Grasten er den vigtigste producent af familiefilm herhjemme. Ikke mindst fordi han af hjertet tror på genren. Og hovedparten af tidens øvrige danske familiefilm følger hans opskrift i større eller mindre grad.

De relancerede Far til fire-film ligner således mest originalerne i titel, mens tone og håndværk er ren Grasten. Den åbenlyse nostalgi, filmene sælges på, er nok i virkeligheden mere en nostalgi efter 1991 end efter 1950'erne. Det er længslen tilbage til dengang, en familiefilm kunne trække 900.000 tilskuere til billetlugen. Og med en halv million solgte billetter til hver af de to nye Far til fire-film (en tredje er på vej) har strategien givet dividende.

Det samme gælder de meget lignende - og ligeledes meget succesfulde - nyfortolkninger af Min søsters børn: persongalleri, komik og stil er lånt i Grastens skuffe (om end denne serie teknisk er en smule bedre lavet). Og det er stadig mest titlen, filmene har til fælles med den oprindelige serie.

Opskriften
Sammenligner Krummerne med de nye Min søsters børn og Far til fire - eller med Tempelriddernes skat, Guldhornene osv. - er der ikke sket den store udvikling i de sidste seksten år.

Familiens overhoved - oftest far eller onkel - er stadig velmenende og klodset; hovedparten af de øvrige voksne er enten onde, dumme eller i bedste fald harmløse fjolser. De mindste børn scorer nuttethedspoints, når de læsper deres "sjove" one-liners, der så tydeligt er skrevet af en voksen manuskriptsnedker. Teenagerne er stadig overvejende fornuftens stemmer (den var dog ikke gået i 60'erne!). Og verden udenfor familiekokonen eksisterer stort set ikke. Der er ingen krig, krise eller nød. Det er svært nok at få skiferien eller Egypten-turen til at fungere.

Det er meget trygt alt sammen, men også noget anakronistisk: Den danske folkekomedie har traditionelt været et fint samtidsbarometer, men dét ofrer familiefilmen på hyggens alter.

Amerika går nye veje
Det er med andre ord beskedne kunstneriske ambitioner, der præger familiefilmen. Det giver kassen ved billetlugen, og det er såmænd fint nok.

Men man kunne godt ønske sig, at nogen afprøvede familiefilmens kunstneriske potentialer. Det må være muligt i en genre, der har så solidt et tag i publikum, at fortælle historier, der virkelig griber.

Sidste års publikumsfavorit på Sundance-festivalen, det amerikanske indie-hit Little Miss Sunshine, blander alvor, grænseoverskridende komik og feel good samtidig med, at den overholder de fleste af familiefilmens konventioner.

Dens historie om en dysfunktionel familie på tur tværs gennem USA både bekræfter og udfordrer de family values, der altid er kernen i genren: midt i sin taberromantik, sine pornoblade, heroinsniffende bedstefædre, selvmorderiske bøsser og vulgært dansende småpiger hylder filmen kernefamilien som Amerikas rygrad. Little Miss Sunshine fungerer 100 % som familiefilm, samtidig med at den er kunstnerisk stærkt tilfredsstillende.

Danske lyspunkter
Et hjemligt eksempel er Niels Arden Oplevs Drømmen fra 2006. Et fint - og med mere end 400.000 solgte billetter særdeles vellykket - forsøg på at vriste den danske familiefilm ud af Regner Grastens jerngreb. Oplevs erindringsfilm blander den alvor og det personlige engagement, der for eksempel karakteriserede Bille Augusts bedste film fra 1980'erne, med det klassiske feel-good-plot, der synes at være en forudsætning for genren.

Et andet dansk eksempel er Charlotte Sachs Bostrups Karlas kabale (premiere 7. november). En på mange måder traditionel familiefilm, der langt hen ad vejen følger den Grasten'ske formel. Men også en film med en alvor og en fornemmelse for danske nutidsfamilier, der hæver den betragteligt. Kunstnerisk ambitiøs kan man ikke kalde den, men den er et godt bud på, hvordan man inden for den stramme formel kan sætte et vist kvalitetsniveau.

Endelig er der dette års to store danske genrefilm Vikaren og De fortabte sjæles ø, af Ole Bornedal og Nikolaj Arcel, der begge rummer tydelige elementer fra familiefilmen, men samtidig formår at afsøge helt andre genrer, henholdsvis science fiction og fantasy. To film, der er moderne på en måde, som Far til fire og dens artsfæller end ikke prøver på at være.

Det er altså muligt at modernisere familiefilmen uden at sætte publikumstækken over styr og uden at miste kernekvaliteterne i genren. Man kan lave familiefilm, der ikke kun sigter mod laveste alders- og intelligenskvotient, men faktisk anerkender, at familier består af andet end børn. Og at børn og deres voksne ikke er så dumme, som vi tror.