Nyhed
18. okt. 2023 | 15:28

November står i kortfilmens tegn

Foto | Tobias Horvath

I kortfilmen Ovenpå, nedenunder, som vises på Copenhagen Short Film Festival, udspiller der sig en sex-konkurrence mellem to nabopar.  

Copenhagen Short Film Festival byder på over 100 kortfilm fra hele verden og et mangfoldigt udvalg af festlige arrangementer i København.

Af Alexander Barfred Bajer

November er en fantastisk tid for kortfilm i København.

Den 17. november afholdes Ekko Shortlist Awards i Bremen Teater for tiende gang.

Nogle få dage før – fra 3. til 13. november – afvikles Copenhagen Short Film Festival også for tiende gang. Det sker med et stort filmprogram og interessante, fællesskabsorienterede arrangementer rundt omkring i København.

Copenhagen Short Film Festival fandt første gang sted i 2013, hvor Husets Biograf lagde lærred til den dengang fire dage lange begivenhed.

Siden er festivalen vokset til ti dage i kortfilmens tegn. Og der er vitterlig noget for enhver smag.

Fra kasakhisk kærlighedsdrama over et portræt af flygtningen, som blev den første syrer i rummet, til prisvindende klimakrise-æstetik fra den tørkeramte Atacama-ørken.

Sex-konkurrence
Festivalen byder traditionen tro på en prisuddeling, hvor fire priser overrækkes: bedste danske kortfilm, bedste internationale kortfilm, New Danish Talent og bedste danske animationsfilm.

Årets filmprogram er kurateret i blokke efter tematik, geografi og genre ved forskellige arrangementer rundt om i byen.

På Cinemateket i Gothersgade og i Empire Bio på Nørrebro bliver hele dage dedikeret til danske, nordiske, litauiske og mellemøstlige filmvisninger.

Ligesom der vil være dage, hvor der kun bliver vist film fra et kvindeligt perspektiv.

Blandt andre Caroline Topsøe-Jensens Ovenpå, nedenunder, hvor en kvinde i et stillestående parforhold er i sex-konkurrence med nabokvinden, der har et langt mere lidenskabeligt forhold til sin mand. 

Konditorfilm til dessert
Lyddesigneren Brian Dyrby holder på Filmværkstedet oplæg om lydens rolle som historiefortæller.

I Cinemateket vil to anerkendte litauiske filmfotografer, Laurynas Bareiša og Vytautas Katkus, fortælle om, hvordan tiden bag kameraet har hjulpet dem som instruktører.

På Folkehuset Absalon på Vesterbro er der fællesspisning med en appetitlig kortfilmvisning til hver af de fem retter.

Til desserten vises den venezuelanske konditorfilm The Cake (La torta), og den afsluttende mignardise ledsages af en sukkersød fortælling om en banan, der jager en lækker vaffel i den estiske animationsfilm Bananas for Ice Cream.

Kunst- og eksperimentalfilm bliver vist på Nikolaj Kunsthal. Og på natklubben Den Anden Side vises film med fokus på queer-temaer, som efterfølgende bliver hyldet med dans og elektronisk musik.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko