Ny filmgeneration tager kvindelivet alvorligt

Dansk film har udklækket dygtige kvindelige instruktører som Susanne Bier og Lone Scherfig, der siden er rejst ud og har lavet store projekter i udlandet, gerne med mandlige manuskriptforfattere. 

Men et nyt kuld kvinder er på vej, og mange af dem er nomineret ved årets Ekko Shortlist Awards.

De unge instruktører fortæller i det korte format store historier om kvindelivet. Ulig tidligere tiders kunstnere fra kvindelivets frontlinje har den nye generation roen til at undersøge livet, som det faktisk er, uden at gøre det til en politisk kampplads.

Alle gør det gennem alvorens genre: dramaet.

Kortfilmene forholder sig til kvindelivets store skuffelser og tabuer, ofte ved at instruktørerne og deres kvindelige manuskriptforfattere fortæller personlige historie. 

Magisk kraft
I Katrín Björgvinsdóttirs personlige Dronning Ingrid kæmper den 34-årige Ingrid for at finde kærligheden. Det er en virkelighedstro Sex and the City, hvor nederlag, ensomhed og frygten for at vise sårbarhed går hånd i hånd med singleliv.

Vi ser et usagt skønheds-hierarki mellem to veninder i historien, som Mie Skjoldemose har hjulpet med at skrive. Da Ingrid forsøger at gøre indtryk på en sød fyr, træder hendes alfeagtige veninde ind i samtalen. Hvis mandens øjne havde været af magneter, så var hun jern. 

Det er banebrydende at se Sofie Torps Ingrid være den pågående og desperate, mens manden får lov til at være ordentlig og menneskelig. Han er ikke en røv, men det er bare sådan, det nogle gange er. Og det gør skide ondt at blive afvist og være alene. 

For mange moderne, seriemonogame kvinder er veninderne livets store kærlighed, og venindeskabets magiske kraft cementeres stærkt i Under bølgerne, over skyerne, som instruktøren Katrine Brocks har skrevet sammen med Denise Kræmer Jacobsen.

To veninder er på ferie i Grækenland. Helene vil finde sin gamle ferieflirt, men han er i mellemtiden død i havet, og Theo støtter hende med en strøm af velmenende ord.

Men så slår vanviddet sprækker i Theos sind, og nu må Helene samle al den kraft, hun har i sig for at hjælpe den maniske og angste veninde, der hører stemmer i bølgerne og tror, hun kan ophæve tyngdekraften. 

Det minder om veninderelationer, som de er i virkeligheden med både endeløs opbakning, støtte og kærlighed. Men også irritation og udmattelse, når man skal bære nogen, der ikke længere selv kan holde sig oprejst.

Jalousi æder venskab op
Instruktør Cecilie McNair og manuskriptforfatter Christina Øster tager med lille a hul på et tabu, nemlig den jalousi, der kan opstå mellem tætte veninder, der sammenligner sig med hinanden.

Anna kan ikke få børn, og det er et stort traume for hende. ”Og så er der alle de der læger, der glor op i ens syge fisse, som om det var et tilstoppet afløb,” siger Danica Curcic bittert i rollen. 

Veninden, der aldrig har været skruk, står pludselig med stor mave og stråler.

Hun gør alt, hvad der står i hendes magt for at hjælpe den deprimerede Anna, men bitterheden slår skår i venskabet, der ikke kan lappes sammen igen.

Når kroppen ikke kun er din
Søstersolidariteten lider et alvorligt knæk i En flirt, da praktikanten Nikoline klager til sin chef Eva over, at en overordnet er alt for pågående.

Eva ved det i forvejen og laver sågar sjov med det sammen med andre kollegaer på redaktionen på den fiktive avis Bogeren. 

Arbejdspladsdramaet foregriber hele efterårets #Metoo-bølge, der kostede politikerne Frank Jensen og Morten Østergaard deres magtposter. 

Vi når helt ind i hovedet på Eva, da hun selv bliver voldtaget af chefen til en fest på avisen.

Zinnini Elkington og manuskriptforfatter Marianne Lentz’ film er næsten antropologisk. Den skildrer, hvad der sker med kvinder i kulturer, hvor mænd skal presse på for at få sex, og hvor kvinder lærer, at det ikke er okay at sige ordentligt fra.

Nøgen og fri
Man kan ikke sige kvinde, uden også at sige krop. I dokumentaren Manifest går vi med Assa Rytter helt ind i hendes nøgne krop, hvor en skam har slået rod.

Det er en almenkvindelig fortælling om skam over kroppen og seksualiteten, som kommer af at vokse op i samfund, der lægger bånd og hånd på kvinders kroppe.

Assa Rytters mor er billedkunstner, og hun maler et portræt af instruktøren nøgen, mens de taler om deres relation og forhold til kroppen.

Filmen står som et stærkt bevis på, hvor afgørende det er, at kvinder deler med hinanden, hvordan de oplever at være til i en verden, der forlanger meget af deres kroppe. Til sidst reduceres skammen, og hun danser nøgen og fri foran kameraet til opløftende popmusik.

Tidligere har venstrefløjens feminister bebudet, at det private er politisk. I flere af de nominerede film ved Ekko Shortlist Awards er det private først og fremmest kilde til solid filmkunst.

Resultatet er, at jeg som kvinde føler mig mere genkendt, end jeg tidligere har gjort, når jeg har set danske film.