Nu er det kvindernes tur
Unge filmfolk skal vurderes udelukkende på graden af deres talent. Sådan lyder et mantra i filmbranchen, men er det egentlig fair?
Siden filmens fødsel har mændene siddet på magten og bestemt, hvordan en god film skal se ud. Mon ikke tiden er moden til, at kvinderne får samme indflydelse? Om ikke andet, så bare i en årrække?
Kathrine Skibsteds dokumentarfilm Forever Young Forever Old – A Love Story, der handler om to unge kvinders venskab, kan ses på Ekko Shortlist. Og instruktøren har en mening om kønsdebatten.
”Det er måske en ekstremt feministisk tankegang, men så alligevel ikke. Det kan da ikke skade, at vi fokuserer på at få produceret en masse fortællinger fra kvinder og minoriteter. Det kunne være spændende for dansk filmhistorie at få udlignet, efter at mænd har fyldt utroligt meget i film årti efter årti,” siger Kathrine Skibsted.
Hun fremhæver, at mange filmskoler i dag lader til at gøre en stor indsats for at få en mere lige fordeling af mænd og kvinder og i det hele taget sikre mere diversitet.
”Men man støder hele tiden ind i forestillingen om, at den danske filmbranche først skal se på talentet og først derefter på kønnet. Hvis vi bliver ved med at tænke sådan, sker der aldrig noget. Mændene har altid domineret filmbranchen, og det gør de stadigvæk.”
”Man siger, at man kigger på talentet, men det blik, man vurderer talentet på, er skabt af tusindvis af mænd gennem filmhistorien.”
Krise fører ind i branchen
Kathrine Skibsted går i dag på den fynske filmuddannelse 18Frames, og hun er medlem af foreningen WIFT – Women in Film and Television. Den beskæftiger sig med ligestilling og repræsentation af kvinder i filmbranchen.
”Det er interessant, hvad vores opfattelse af en god film er. De fleste store værker, som bliver fremhævet i filmhistorien, er skabt af mænd.”
”Vi er altid blevet fodret med det mandlige kunstnergeni, men hvornår kan det kvindelige geni komme på lige fod? Det er svært for kvinder at opnå samme status og omtale,” siger den 30-årige instruktør.
Hun kom sent i gang med at lave film. Hun var 26 år og havde indtil da tænkt, at filmbranchen var noget meget fjernt og nok kun for folk med det rigtige efternavn. Men en blanding af en veninde og en kærestesorg bragte den unge kvinde ind i filmbranchen.
”Jeg har altid fotograferet og elsker at arbejde med mennesker. På den måde var film jo oplagt for mig,” fortæller Kathrine Skibsted.
”Men det var først, da min veninde startede på en filmhøjskole og lavede en film, og da jeg så Eva Marie Rødbros Prinsesser fra blokken, at jeg fik øjnene op for at lave film. Rødbros DR-serie viste mig, at man kan lave dokumentar på mange måder.”
”Indtil da har jeg ikke rigtigt kunne finde min plads. Jeg har afprøvet alt fra tømrer- til socialrådgiveruddannelsen. Da min ekskæreste slog op med mig, endte jeg i krise og måtte gøre noget. Så startede på jeg på KBH Film- og Fotoskole, og dér mødte jeg Andrine Moland og Caroline Mathilde Salic, som jeg lavede Elsker, elsker ikke med.”
I Elsker, elsker ikke lukker unge mennesker i København os ind i deres hjem og fortæller om deres syn på kærligheden. Filmen prikker forfriskende til vores fordomme, skrev Ekkos anmelder og gav den fire stjerner.
Mere ærlighed, tak!
Samtidig med Elsker, elsker ikke lavede Kathrine Skibsted sin egen dokumentarfilm, Forever Young Forever Old – A Love Story, der altså nu kan ses på Ekko Shortlist.
Det er en personlig og intim film om to kvinder på Skibsteds egen alder, som optrevler deres dybe og komplekse relationer.
Efter skabelsen af de to film og godt på vej ind i den store filmbranche løb hun pludselig ind i en depressiv periode.
”Når man lige har født to film, så kan det være svært at gå i gang med en ny film. På et tidspunkt var jeg på Copenhagen Short Film Festival, hvor jeg deltog i en Q&A med andre instruktører. De havde gang i spillefilm og meget andet spændende. Jeg sagde bare, at jeg var deprimeret.”
”Det fik da publikum til at grine. Nogle gange savner jeg, at flere filmfolk tør være mere ærlige og sårbare. Det er netop det, jeg forsøger i mine film.”
Svært at afgive magt
Det er dog ikke kun sårbarhed og ærlighed, som Kathrine Skibsted er optaget af i sin filmkunst. Hun har et aktivistisk hjerte om at bringe kvinder og minoriteter frem i filmbranchen.
”Det kunne være fedt med en årrække, hvor det var flest kvinder og minoriteter, som fik lov til at sætte præg på fortællingerne. Det ville være spændende at se, om det fører til forandringer i de film, der bliver lavet,” forklarer instruktøren.
”Jeg arbejder med mænd, og det vil jeg selvfølgelig blive ved med at gøre. Men jeg vil også gerne gøre en særlig indsats for at ændre den skæve kønsfordeling. For eksempel har jeg et ønske om at lave produktioner udelukkende med kvinder.”
”Men det er sjovt med os kvinder, at når vi tænker i de her baner, får vi følelsen af, at det er for meget at bede om. Sådan har mænd nok sjældent tænkt.”
Kathrine Skibsted tager en pause og ser tænksom ud.
”Det kunne være interessant at se, hvad der ville ske, hvis flere mænd i den danske filmbranche faktisk gjorde en aktiv indsat og tog initiativ for at få flere kvinder og minoriteter på produktioner.”
”Det er ikke, fordi mænd skal underlægge sig kvinder fuldstændigt. Det handler mere om at anerkende, at kvinder altid har været det undertrykte køn. Men jeg tror virkelig også, at det for mændene er svært at give afkald på magten. Det er jo dejligt at sidde på toppen.”
”Men jeg er håbefuld for fremtiden, fordi jeg jo selv er en del af den,” siger Kathrine Skibsted med et smil.
Kathrine Skibsted
Født 1991 i Randers.
Går på deltidsuddannelsen 18Frames i Odense.
Vandt i 2019 DR Talentprisen sammen med to andre instruktører.
Medlem af WIFT, der står for Women in Film and Television.
Hendes dokumentar Elsker, elsker ikke var i 2021 på Cph:Dox.
Kortfilmen Forever Young Forever Old – A Love Story kan ses på Ekko Shortlist.
Kommentarer