Nyhed
28. nov. 2015 | 23:43

Shortlist-vinder: Nu kan jeg gå i flyverskjul

Foto | Søren Rønholt
Tobias Gundorff Boesen blev den helt store vinder ved Ekko Shortlist Award 2015. Her er han sammen med resten af holdet bag Flyvere i nattten. 

De 25.000 kroner, der følger med Shortlist Prisen, falder på et tørt sted, fortæller instruktøren bag Flyvere i natten. Andre vindere oplever også priserne som et rygklap.

Af Rasmus Stenbæk Iversen

Flyvere i natten løber med Shortlist Prisen.

Det står klart efter Ekko Shortlist Awards løb af stablen på Bremen Teater lørdag aften med komiker Lasse Rimmer som vært.

Her blev Danmarks største filmtalenter hyldet, og foruden den store Shortlist Pris blev elleve andre priser uddelt.

Flyvere i nattens instruktør, Tobias Gundorff Boesen var naturligvis glad, da vi fangede ham umiddelbart efter showet.

”Jeg er virkelig, virkelig glad. Ikke kun på mine egne vegne, men også på resten af holdets vegne. Det er mennesker, som jeg har bedt om at bruge ustyrligt meget tid på at lave min film. Så det er rigtigt dejligt, at de ser, at der falder nogle priser af.”

Med fire priser var Flyvere i natten samtidig aftenens topscorer. Alligevel var Tobias Gundorff Boesen overrasket.

”Jeg havde tænkt, at vi var nomineret, fordi vi var håndværksmæssige stærke, men jeg forventede ikke, at vi ville vinde noget.”

”25.000 kr. er nogle dejlige penge, der gør det nemmere for mig at skrive. Jeg leder altid efter tid til at skrive, men det er svært at finde tiden til at fordybe sig. Det her betyder, at jeg kan i flyverskjul i to måneder.”

Kortfilmens ånd
Priserne for bedste kvindelige og mandlige hovedrolle gik henholdsvis til Natasja Juul for Natasja Jensen og Elliott Crosset Hove for Debut.

”Jeg er meget stolt, og det er et kæmpe rygklap. Men det er også et rygklap til filmen og dem, der har været med at lave den. Holdindsatsen er lige i kortfilmens ånd, kan man sige,” fortæller Elliott Crosset Hove, der havde troet, at en anden af de nominerede ville løbe med prisen.

”Jeg havde forventet og troet, at Søren Malling ville have vundet for Flyvere i natten. Jeg synes i det hele taget, at hele min kategori var utroligt stærk, og alle var gode, så jeg havde på ingen måde forventet at vinde.”

”Det har været en kæmpe oplevelse at spille en rolle, hvor jeg kunne bruge utroligt meget af mig selv og egne erfaringer, men først og fremmest min instruktørs erfaringer. Jeg kunne spejle mig i ham og dermed bruge rigtig meget af mig selv.”

Jalousi og eventyr
Årets femten bedste placerede film på Ekko Shortlist var på forhånd nomineret til Publikum Prisen. Her vandt William Sehested Høeg for Tyran, der er en film om en dræbende jalousi i et parforhold.

”Det er lidt sjovt, at jeg har fået Publikum Prisen, for det er jo den, folk stemmer på. Så man må jo antage, at der er nogle der synes, at den er nogenlunde,” fortæller William Sehested Høeg om sin første pris nogensinde.

Han har allerede nået at overveje Publikum Prisens betydning. 

”Shortlist Prisen er jo bedømt af en jury, så man kan spørge sig selv, om det ikke er mere objektivt. Men i bund og grund kommer det ned til, om man kan lide en film, eller om man ikke kan lide en film. Der må være nogle andre, end min mor og far, der har stemt på den, så det er jeg meget glad for.”

The Reward: Tales of Athlerion: The First Hero fik prisen for bedste animation. Filmen er et legesygt fantasy eventyr uden dialog, og den ene af filmens to instruktører Mikkel Mainz Elkjær fortæller:

”Jeg håber prisen betyder, at der kommer noget spotlight på os her i Danmark, og at vores animationsstudie får lov til at lave nogle sjove ting i fremtiden.”

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko