Nyt Ekko med Bier og Brügger
Det nye nummer af Ekko er på gaden i hele landet!
Og det rummer meget andet og mere end det spændstige og tankevækkende forside-interview med Ali Abbasi, som er aktuel med Trump-filmen The Apprentice.
Susanne Bier har udtalt, at hun føler sig forbigået af de celebre festivaler, fordi hun ikke er ”fin nok”.
Bo Tao Michaëlis bruger anledningen til at gøre status over hendes imponerende karriere fra humanistiske danske dramaer og komedier til stilsikre krimiserier på internationale streamingtjenester. Skal Bier opfattes som en dygtig håndværker eller en kunstnerisk auteur?
Bestil Ekko #97 eller køb magasinet i løssalg. Tegn abonnement og få en filmgave.
Lighter-tricket
Mads Brügger har også gået sine egne veje i en karriere, hvor han står bag den ene afslørende og selviscenesættende dokumentar efter den anden.
”I Ambassadøren har jeg en Dupont-lighter, som giver en dyr klinglyd. Det tiltrækker psykopater. Så den er god at have, hvis man vil i kontakt med mennesker, som gerne pynter sig med dyre fjer,” fortæller han.
Samina Yasmin Jakobsen tegner et portræt af den amerikanske indie-instruktør Sean Baker, der med årets Guldpalmevinder Anora endnu engang er på sexarbejdernes side. Men han har skruet op for humoren.
På Cannes-festivalen vandt spanske Karla Sofía Gascón som den første transkønnede skuespiller en stor pris med den forrygende musical Emilia Pérez.
”Jeg er blevet svinet til, afvist og udsat for vold hele mit liv, og nu har jeg lige pludselig fået mulighed for at gøre en forskel,” siger Karla Sofía Gascón til Ekko.
Vi fortæller også den tragiske historie om skuespilleren Maria Schneider, der under optagelserne til Bernardo Bertoluccis kontroversielle klassiker Sidste tango i Paris fra 1972 blev udsat for et overgreb og fik ødelagt sin karriere.
Vinkler på præsidentvalget
Det forestående amerikanske valg, hvor verdens fremtid står på spil, rumsterer i flere artikler.
Danmarks Oscar-kandidat Pigen med nålen handler om landets største seriemorder: Dagmar Overby. Men det er den truede ret til abort, der er på anklagebænken, skriver Merete Hellerøe i et essay om temaet, der er kommet til at fylde meget i præsidentvalget.
Jacob Lillemose og Karsten Wind Meyhoff har skrevet veloplagte bøger om amerikansk kultur i Kosmos-serien, der kan fås ved at tegne abonnement på Ekko.
Lars Bukdahl har skrevet en skamrosende anmeldelse af deres bog om skuespilleren Charles Bronson. Nu debuterer makkerparret som Ekko-skribenter med en stor feature om amerikanske selvtægtsfilm, der kan bruges til at forstå det splittede USA og opbakningen til Donald Trump.
Jokerens rejse
Jokeren trækker igen folk i biografen med Joaquin Phoenix som klovnen i Joker: Folie à Deux. Nørdernes konge, Jakob Stegelmann, tager læserne med på en rejse i skurkens fascinerende udvikling fra tegneserier og op igennem filmhistorien.
”Nyder vi Jokerens nedrighed? Er vi i virkeligheden slet ikke på heltens side?” spørger Jakob Stegelmann.
Ida Rud fra Stegelmanns Troldspejlet kårer filmhistoriens mest akavede sexscener. Mens Prami Larsen husker tilbage til dengang, Master Fatman bad ham klippe eksploitation-filmen Gayniggers from Outer Space så dårligt som muligt!
Og komikeren Nina Rask – vært for Ekko Shortlist Awards til december – fortæller, hvordan High School Musical er nøglen til hendes overgang fra barn til voksen.
Der bliver også plads til de unge stemmer, når castet fra DR-serien Ungeren reflekterer over deres egen generation i forhold til den foregående, som gik på gaden for Jagtvej 69.
”Der var en anden fandenivoldskhed dengang. Du skulle dedikere dig selv noget mere. Man viste virkelig, hvem man var, og hvad man stod for, og man turde give en fuckfinger til systemet,” siger Mohamed Djeziri.
Fremtid uden mennesker
I nummerets tema ”Streaming for danskerne” gør vi status over det enorme streaming-boom, som danskerne og filmbranchen har oplevet de seneste seks år.
Hvad fik publikum egentlig ud af det?
For første gange nogensinde rangerer vi 32 danske fiktionsproduktioner til internationale streamingtjenester siden The Rain i 2018 – fra bedst til værst. Placeringen er baseret på brugernes vurderinger og anmelderstjerner.
Vi bringer et interview med skaberne af den serier, der bliver kåret som den mest populære blandt publikum og kritikerne.
Og medieanalytiker Claus Bülow Christensen skuer ud i fremtiden og spår, at streamingtjenester via AI snart på få minutter vil kunne skabe serier og film efter lige netop din smag – uden menneskelig medvirken. Fortryllende eller skræmmende?
Ekko #97
Den dansk-iranske instruktør Ali Abbasi er på forsiden af Det nye nummer af Ekko.
Danmarks største anmeldersektion med de kommende måneders film og serier.
Stort tema om streaming for danskerne, hvor vi har målt og vejet de danske serier og film til internationale tjenester.
Få en filmgave, når du tegner abonnement.
Bestil magasinet her og få det tilsendt.
Magasinet er på vej ud i løssalg over hele landet.
Abonnenter kan også læse bladet digitalt.
Kommentarer