Ny film på vej om Gøg og Gokke
Det vælter frem med biopics i disse år.
På torsdag er der premiere på Steve Jobs, og ugen efter går Henrik Ruben Genz’ Tordenskjold & Kold i de danske biografer.
Nu er turen så kommet til to legendariske Hollywood-helte. Tynde Stan Laurel og trinde Oliver Hardy lavede fra 1921 til 1951 mere end 100 film sammen. I Hollywood var komikerduoen kendt som Laurel & Hardy.
I Danmark kender vi dem som Gøg og Gokke.
Parret blev berømmet for bowlerhatte, veltimet slapstick og barnlige optrin. Som da Gøg i Any old port (1932)forsøger at smøge ærmerne op på en kortærmet skjorte inden et barslagsmål.
Årene efter succesen
Instruktøren på den kommende film, der har fået titlen Stan & Ollie, bliver Jon S. Baird. Han har instrueret Filth og afsnit af den kommende HBO-serie Vinyl.
Filmen skrives af britiske Jeff Pope, der i 2013 skrev manuskriptet til Philomena.
”Gøg og Gokke er mine helte. Når jeg ser deres film, så er jeg i hovedet en seksårig, der ligger fuldstændigt tryllebundet foran fjernsynet derhjemme en lørdag morgen,” har Jeff Pope udtalt til amerikanske Deadline.
”Jeg er bevidst om den store udfordring, det er at bringe de her to til live i en film. Men jeg behandler dem ikke med fløjlshandsker eller betragter deres liv som udelukkende rosenrødt. De havde også deres fejl og mangler.”
Stan & Ollie kommer til at fokusere på årene efter filmkarrieren. Duoen er kommet op i årene, og de beslutter sig i 1953 for at tage på tour i Storbritannien med deres komik.
Men de nyder ikke samme popularitet som i biograferne, og både forfængeligheden og helbredet lider.
Coogan og Reilly i hovedrollerne
Hovedrollerne skal spilles af to, der er vant til at veksle mellem det dramatiske og komiske.
Britiske Stan Laurel (Gøg) spilles af britiske Steve Coogan fra 24 Hour Party People, The Trip og Jeff Popes Philomena.
John C. Reilly får æren af at spille Gokke (Oliver Hardy).
Reilly kender til komisk pardans fra Halv-brødre og Talladega Nights: The Ballad of Ricky Bobby, hvor han spiller sammen med Will Ferrell. Men han har også været med i mindre gakkede film som Den tynde røde linje, Chicago, Magnolia og Hvad med Kevin?
Det er nok givet, at enten Coogan eller Reilly i den kommende film kommer til at udbryde Gøg og Gokkes slagord: ”Well, here is another nice mess you’ve gotten me into!”
Produktionen af Stan & Ollie starter senere i 2016. Endnu er der ikke sat en dato for, hvornår biopic’en forventes at få premiere.
Kommentarer