Nyhed
14. okt. 2010 | 09:35

Ny filmaftale truer talentudviklingen

Filmfolk frygter, at færre penge til New Danish Screen vil få fatale konsekvenser for kunstneriske film og unge talenter.
Af Mikkel Kofod

Der forhandles i disse dage om dansk films fremtid, og der tegner sig en grundlæggende enighed mellem regeringen og oppositionen om, hvordan den skal se ud.

Man vil gerne sikre, at dansk film fortsat udvikler sig og går nye veje. Regeringen skriver i sit udspil til forhandlingerne, at talenterne skal støttes, fordi de sikrer ”kunstnerisk nybrud”, og en samlet opposition vil ”undgå ensretning” og ”sikre fornyelse”.

Alligevel fremsætter begge parter forslag til filmaftalen 2011-2014, som vil have den stik modsatte effekt.

Ikke flere spillefilm

Politikerne vil stoppe finansieringen af spillefilm gennem New Danish Screen og i stedet overføre pengene til den såkaldte konsulentordning, hvor instruktøren i højere grad kan blive tvunget til at tænke i publikumstal.

New Danish Screen er en talentudviklingsordning, der opererer selvstændigt som en del af Det Danske Filminstitut. Ordningen støtter kort-, novelle-, og dokumentarfilm og har i den forløbne forligsperiode 2007-2010 støttet sytten spillefilm.

Netop manglen på spillefilm finansieret af en talentudviklingsordning er et problem.

Kæmpe tilbageslag

”Fornyelsen af dansk film vil lide et kæmpe tilbageslag, hvis New Danish Screen fratages muligheden for at støtte lange fiktionsfilm,” siger kreativ producer Vinca Wiedemann.

”Instruktører som Pernille Fischer Christensen og Anders Morgenthaler ville aldrig have fået muligheden for at lave film som En Soap og Princess uden den blanding af risikovillighed og arbejdsro, som New Danish Screen er ene om at kunne tilbyde.”

”På konsulentordningen er det desuden en grundforudsætning, at de lange fiktionsprojekter kan komme i biografdistribution. Men der skal være et fristed for sådan et krav. Det har disse film hidtil haft på New Danish Screen,” fremhæver Wiedemann.

New Danish Screen har 2007-2010 haft godt 153 millioner kroner at dele ud af. I regeringens udspil får talentområdet tilført 147 millioner kroner, men 35 millioner skal uddeles af konsulenterne.

Værn om New Danish Screen

Hos Danske Filminstruktører mener man ikke, at der skal fjernes penge fra New Danish Screen.

”Problemet er, at film koster mere at lave på de andre ordninger, og derfor vil der være en vis type spillefilm, der aldrig bliver lavet,” siger foreningens foreningens formand Martin Strange-Hansen.

”Vi skal værne om New Danish Screen. Tiltag, der ikke gavner New Danish Screen, skal man være varsom med. Som eksempelvis at hive penge væk fra ordningen. Det er ikke hensigtsmæssigt.”

Frit og billigt

Michael Noer er en af dem, der har nydt godt af muligheden for at eksperimentere med spillefilm støttet af New Danish Screen.

Han er uddannet fra Filmskolens dokumentarlinje og havde kun nærmet sig fiktionsfilmen i den semidokumentarisk Hawaii.

Det lå altså ikke i kortene, at han skulle lave en spillefilm, men det fik han muligheden for gennem New Danish Screen. Og han gjorde det så godt, at hans debutfilm R i år var én af Danmarks tre kandidater til en Oscar-nominering.

”At arbejde under New Danish Screen har været super godt for sådan en som mig, fordi det er så frit og billigt,” siger Michael Noer.

”Det er fordelen ved New Danish Screen, og det er unikt. Det vil måske ændre sig nu, hvis man skal igennem konsulentordningen.”

Talentet vigtigere end produktet

Henrik Bo Nielsen, direktør for det Danske Filminstitut, vil hverken kommentere regeringens eller oppositionens udspil, men henviser til talentanbefalingen i det udvalg, han har siddet som formand for.

”Anbefalingen i rapporten er en påmindelse om, at New Danish Screen altså er en talentordning og ikke endnu en støtteordning til spillefilm,” siger han og understreger, at ordningen i særlige tilfælde stadig kan støtte spillefilm.

”Men det enkelte talent er vigtigere end produktet. Langt hovedparten af projekterne, der støttes, er i det korte format, og meningen er, at talentet skal have mulighed for at udvikle sig uanset formatet.”

Talenter skal nok få chancen

Også Socialdemokraternes kulturordfører Mogens Jensen, forsvarer ændringen. Han er uenig i, at talenterne vil blive tabt på gulvet.

R var eksempelvis også blevet produceret på denne ordning, fordi der skal tages særligt hensyn til talenter på konsulentordningen,” siger Mogens Jensen.

”Det skal være muligt at få lov til at debutere, hvis historien, projektet og talentet er til det,” siger han og understreger, at det ikke skyldes utilfredshed med New Danish Screen-ordningen, at han gerne ser den ændret.

Forhandlingerne om den kommende fireårige filmaftale blev indledt i forgårs, men forventes først afsluttet efter efterårsferien.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko