Nyhed
09. nov. 2016 | 01:02

Forsvundet Georges Méliès-film er dukket op

Foto | Lucien Tainguy
George Méliès er kendt og elsket for sin vilde fantasi. I En tur til Månen propper en skør samling damer en raket i en kanon, som ender med at ramme manden i månen lige i øjet.

En to minutters stumfilm af en af filmhistoriens store pionerer er fundet på det tjekkiske filmarkiv.

Af Jens Steinicke Kjær

Filmmediet var måske aldrig blevet, som vi kender det i dag, hvis ikke det var for den franske filminstruktør Georges Méliès.

Han står bag klassikere som En tur til Månen fra 1902 og Rejsen gennem firmamentet fra 1904. Det er verdenskendte klassikere, som filmskabere og filmentusiaster stadig beundrer i dag på grund af fantasien og håndværket.

Nu har forskere på det tjekkiske nationale filmarkiv fundet en to minutters stumfilm fra 1904, som aldrig er set før, og som er lavet af selveste Méliès!

Filmen er fra 1904 og hedder Match de Prestidigitation. Indtil nu troede man, at den var forsvundet for altid. Filmen handler om en magiker, som deler sig selv i to personer. Dobbeltgængerne skiftes til at lave magi, inden de til sidst samles til én person igen.

Filmrullen var navngivet Les Transmutations Imperceptibles, som er navnet på et andet af George Méliès’ værker. Men en opmærksom specialist på arkivet opdagede med det samme, at der var en helt anden film på rullen, fortæller arkivets talsmand Jana Ulipova til The Guardian.

George Méliès instruerede over 500 film i årene mellem 1896 og 1912 og opfandt filmtekniske metoder, som i dag bliver brugt i de fleste spillefilm.

Men desværre fik han økonomiske problemer, som fik ham til at sælge sine filmruller, der blev smeltet om og nitratet blev genbrugt.

Derfor er det noget af en kulturskat at kunne tilføje endnu én af hans film til den tilbageværende samling.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko