Ny programchef vil kæmpe for børnefilmen
”Danmark har tabt 30 års stærk børnefilmtradition på gulvet. Kom i gang med arbejdet! Tøv ikke! Vores børn fortjener at lære dansk film at kende, mens de er børn.”
Sådan sagde programchef for Buster-festivalen Mariella Harpelunde Jensen tilbage i august 2024, da Buster vandt en særlig børnepris ved Svend-uddelingen.
På det tidspunkt havde der ikke været premiere på en dansk børnefilm i halvandet år, hvilket ifølge Jensen er i strid med Filmlovens krav.
Nu skal Buster-festivalen – Skandinaviens største børnefilmfestival – have nye programchef, fremgår det af en pressemeddelelse.
I et Facebook-opslag fra november skrev Mariella Harpelunde Jensen – som har været programchef siden december 2019 – at hun sagde jobbet op for at få mere tid til andre ting.
”Min kærlighed og ekspertise ligger i at lave fantastiske film- og kulturoplevelser til børn, og det har jeg i den grad haft mulighed for på Buster,” lød det fra Buster-chefen.
”Men som leder af en hel festival er der også mange opgaver og organisatoriske nødvendigheder, som tager tid og kræfter fra det, jeg elsker og er god til – og det er derfor, at jeg nu skal videre.”
Den nye programchef bliver Tone Mygind Rostbøll, der i øjeblikket er kort- og dokumentarfilmkonsulent for børn og unge hos Det Danske Filminstitut. Hun overtager Buster-stillingen den 1. marts.
Kompleks livsverden
Buster-festivalen er organiseret af Copenhagen Film Festivals og viser film til det yngre publikum i København og omegn. Dette års festival finder sted i slutningen af september.
”Buster skal forstørre biografoplevelsen for vores næste generation af filmelskere og vise film, der skærer igennem larmen og spejler børn og unges komplekse livsverden, så de føler sig set, hørt og mødt,” udtaler Tone Mygind Rostbøll i pressemeddelelsen.
”Som børnefilmfestival skal Buster sætte et markant aftryk og repræsentere en stærk børnefilmbranche i et land kendt for vores gode historier til børn. Vi skal være en festival, hvor børnefilm tildeles den ære, de fortjener, og hvor branchen mødes og sætter børnefilm på dagsordenen.”
Massivt pres
Tone Mygind Rostbøll er uddannet journalist fra RUC og manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole.
Hun har blandt andet skrevet afsnit af børneserierne Limbo og Theo & den magiske talisman samt manuskriptet til den Ekko Shortlist Awards-nominerede dokumentarkortfilm Mødet med min far Kasper Højhat sammen med instruktøren Lea Glob.
Hun instruerede selv børneserien Min oldefars historier til DR Ramasjang.
Som konsulent har hun blandt andet støttet den velmodtagne ungdomsdokumentarserie Med drager mod dæmoner og dramaserien Ungeren.
Administrerende direktør for Buster, Katrine Kiilgaard, fremhæver i pressemeddelelsen Tone Mygind Rostbølls erfaring som et godt match med festivalen.
”Tone kommer med femten års erfaring med at engagere børn og unge – selve fundamentet for vores fremtidige filmkultur i Danmark – i visuelle fortællinger. Den brede børnefilm er under massivt pres i tidens fragmenterede landskab for børne- og unge-indhold. Med sit store indblik og netværk i branchen er Tone den helt rigtige til at navigere i dette komplekse marked.”
Kommentarer