Nyhed
17. mar. 2015 | 11:24

Ny Refn-film inspireret af kvindelig seriemorder

Foto | uoplyst
Grevinde Elizabeth Báthory slog i 1500-tallets Ungarn angiveligt flere hundrede unge piger ihjel og badede i deres blod for at holde sig ung.

The Neon Demon kommer til at foregå i Los Angeles, der bliver befolket af kannibalistiske supermodeller.

Af Nicki Bruun

Efter en knap så heldig smuttur til Bangkok med Only God Forgives vender Nicolas Winding Refn med sin næste film tilbage til Los Angeles, hvor han sejrede stort med Drive.

The Neon Demon hedder hans kommende projekt, der starter optagelserne i Englenes By i denne måned og har Keanu Reeves, Christina Hendricks og Elle Fanning på rollelisten.

Det har længe været småt med detaljer omkring et egentligt plot, bortset fra at det bliver en horrorfilm fortalt fra et kvindeligt perspektiv.

Liv Corfixen, Refns bedre halvdel, der instruerede dokumentaren My Life Directed by Nicolas Winding Refn sidste år, kommer dog med interessante oplysninger om filmen til magasinet Dazed and Confused.

Badede i jomfruers blod
Hun afslører, at filmen er inspireret af den autentiske fortælling om grevinde Elizabeth Báthory, der hører til blandt historiens mest berygtede seriemordere.

Hun torturerede og myrdede efter sigende flere hundrede unge piger i 1500-tallets Ungarn. De blodige gerninger har ført til historier om, at den adelige kvinde har badet i jomfruers blod for at holde sig ung, og har været inspiration for en lang række film, deriblandt Ekko Shortlist-filmen Den lille død af Rasmus Frøkjær Justesen.

Corfixen fortæller også, at det er en idé, Refn har gået med længe.

”Han har altid villet lave en horrorfilm. Det var det samme med Valhalla Rising, en vikingefilm. Han får idéen ti år, før han laver filmen, så jeg tror, han har haft den længe. Han er nødt til at få den ud af sit system, før han kan lave en anden film,” siger Liv Corfixen.

Selv har Refn udtalt om filmen: ”Jeg vågnede en morgen og indså, at jeg er omringet og domineret af kvinder. Sært nok plantede det en pludselig trang i mig til at lave en film om ondsindet skønhed.”

Tarothjælp af Jodo
På hjemmesiden Whatculture.com skriver kritikeren Brendon Connelly, at filmen handler om ”en gruppe supermodeller, der går til ekstremer for at vedligeholde deres udseende, hvilket betyder voodoo og kannibalisme”.

Connelly skriver, at oplysningen stammer fra en velinformeret, unavngiven kilde.

I interviewet med Dazed and Confused, der kom på gaden for en måned siden, siger Corfixen også, at Nicolas Winding Refn stadig får hjælp af sin mentor og ven, den chilenske kultinstruktør Alejandro Jodorowsky.

”Jeg tror faktisk, at han fik en tarotlæsning af Alejandro over telefonen for en uges tid siden. Han så glad ud efterfølgende, så det er godt. Han havde ellers været deprimeret før, men nu er han glad.”

The Neon Demon skriver Refn i samarbejde med debutanten Mary Laws. Filmen forventes at få premiere i 2016.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko