Nyhed
10. mar. 2016 | 10:15

Ny sæson af Making a Murderer på vej

Foto | Netflix
Skyldig eller uskyldig? Instruktørerne bag Netflix’ hitserie Making a Murderer, der handler om måske hele to justitsmord på samme person, får måske en ny sæson.

Instruktørerne arbejder på en ny sæson af den populære serie om en mand, der måske har været udsat for hele to justitsmord.

Af Rasmus Stenbæk Iversen

Var Steven Avery skyldig i mordet på Teresa Halbach, eller blev han et uskyldigt offer for et nøje planlagt justitsmord?

Det spørgsmål stillede mange sig selv, da Netflix’ populære Making a Murderer havde premiere i december sidste år.

Igennem sine ti afsnit var serien et opslugende og spændende true crime-retssalsdrama, men efterlod også mange spørgsmål ubesvarede, fordi sagen lever videre.

Nu lader det dog til, at nogle af spørgsmålene måske bliver besvaret.

I slutningen af februar fortalte seriens to instruktører Laura Ricciardi og Moira Demos i en paneldebat nemlig, at de har påbegyndt arbejdet med en ny sæson.

Ricciardi og Demos har taget kontakt til Steven Averys nuværende advokat Kathleen Zellner og har igennem længere tid interviewet hovedpersonen.

To mulige udfald
Making a Murderer skriver sig ind i en mere og mere populær true crime-genre, der også tæller HBO’s The Jinx og podcasten Serial.

Netflix-serien vakte enorm opmærksomhed om hovedpersonen Steven Avery. Han tilbragte atten år i fængsel for et mord, han endte med at blive pure frikendt for. Men mens han havde et sagsanlæg mod myndighederne i Wisconsin, fik han dobbelt livstid for et nyt mord.

Dokumentarserien argumenterer imidlertid for, at der også i anden omgang er tale om et justitsmord. Det har skabt debat om det juridiske system i USA.

”Efter vores opfattelse er det indlysende, at historien om Steven Avery er ikke slut endnu. Det handler om virkelige liv, og Averys og Brendan Dasseys sager er endnu ikke afgjort,” fortæller Laura Ricciardi ifølge The Hollywood Reporter.

Brendan Dassey er Averys nevø, der, som sagen udvikler sig, beskyldes og dømmes for meddelagtighed i det mord, Avery også kendes skyldig i.

”Vi aner ikke, hvornår dommeren træffer en beslutning i Brendans sag. Til gengæld ved vi, at sagen har to mulige udfald: Enten løslades Brendan, eller også kommer han på ny for retten,” siger Laura Ricciardi.

”Så vi er spændt på at se, hvad der sker. Hvis sagen udvikler sig afgørende, er vi i hvert fald klar til at dokumentere det.”

Ifølge Variety har Netflix’ indholdsredaktør Ted Sarandos for nylig fortalt, at ”historien stadig er i udvikling, så vi vil bestemt kigge på den igen”.

De lokale er skeptiske
Sagen om Steven Avery trækker tråde langt ind i det lokale politi og retssystem i Wisconsin, hvor Making a Murderer foregår.

Og selv om mange seere tror på Averys uskyldighed, mener hans beskikkede forsvarsadvokat Stephen M. Glynn ikke, at alle i Wisconsin er begejstrede for, at Laura Ricciardi og Moira Demos måske vender tilbage til sagen.

Han mener, at der findes to lejrer i Averys hjemstat.

”Der er meget modstand mod Ricciardi og Demos i Wisconsin. Mange mener, at de på en unfair måde har udstillet staten. Men iblandt de folk, der tænker og har mere dannelse, er der forståelse for serien.”

Det vides endnu ikke, hvornår en eventuel anden sæson af Making a Murderer får premiere.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko