Ny serie: Filmfolk forklarer nøglescene

En scene kan sige alt, hvad der er at sige om en hel film og et helt fag. 

Sådan beskriver instruktør Nikolaj Feifer baggrunden for sin nye artikelserie i Ekko. Under overskriften ”Ind i scenen” udspørger han prominente filmfolk fra alle grene af branchen om en nøglescene i deres filmværk, som de er særlig stolte af.

Serien sparkes i gang med et vaskeægte scoop i det nyeste nummer af Ekko, som kommer på gaden 5. marts.

Bruno Delbonnel er fotograf på den kritiker-roste Inside Llewyn Davis (premiere 6. marts), og på søndag har han mulighed for at vinde en Oscar for præstationen i sin første film i samarbejde med Coen-brødrene.

Et strejf af håb
”Det er let at sætte lys – det kunne min mor sikkert gøre ret godt. Men at fortælle en bestemt følelse med lys er mere kompliceret,” siger Delbonnel i interviewet.

”Når jeg læser et manuskript første gang, mærker jeg efter, hvad jeg føler. Den følelse, der sad i mig efter at have læst Inside Llewyn Davis, var sorg,” forklarer han. ”Men hvordan ser melankoli ud?”

Melankolien er især til stede i den scene, som Delbonnel er allermest stolt af. Her aflægger filmens mistrøstige folk-musiker Llewyn Davis en livsvigtig audition hos promotoren Bud Grossman. Scenen udspiller sig i morgentimerne på en mennesketom og kuldsort natklub.

Delbonnel fortæller, hvordan han løste udfordringen med at finde en naturlig lyskilde og gav scenen ”et lille strejf af håb”.

Film skal ikke have ”et look”
Det eksklusive interview med den franske fotograf fandt sted i kunstnerdistriktet Montmartre, et stenkast fra den cafe, som agerede kulisse til Delbonnels hidtil største succes Den Fabelagtige Amélie fra Montmartre.

Mange fotografer vil gerne efterligne den films stil, men Delbonnel har en helt anden tilgang. For ham er filmfotografens metier at sammenligne med malerens. Det handler om at sætte billeder på følelser.

”Alt for mange filmfotografer forsøger at skabe et look. Et look er ligesom modefotografi – ikke særlig interessant,” siger han under den to timer lange samtale. ”For mig var Amélie ikke et look, men et enkelt spørgsmål: Hvordan kan jeg med lys og farver fortælle, hvad der sker inde i denne pige?”

Derfor skuffer foredrag ofte
Nikolaj Feifer fik i 2011 ros for sin afgangsfilm fra Filmskolen Junk Love, der opnåede en fjerdeplads på Ekko Shortlist og stadig kan ses på All Time Shortlist. Han har selv taget initiativ til artikelserien, fordi han savner at komme helt ind under huden på dygtige filmskabere og deres film.

”Jeg er gået skuffet fra mange foredrag med kloge filmfolk, som fortabte sig i anekdoter om krukkede skuespillere og dårlige frokoster,” siger han til Ekko.

”Til sådan nogle store arrangementer kan filmfolk føle et pres for at skulle underholde. Men bare fordi man er en dygtig filmskaber, er man ikke nødvendigvis en god fortæller.”

Den personlige passion
Under seriens interviews på tomandshånd håber Nikolaj Feifer på at komme et par spadestik dybere. Han frygtede dog i starten, at projektet ville blive alt for fagnørdet.

”Jeg er ligeglad med teknik. Jeg vil hellere skildre kunsternes iderigdom og filosofi omkring faget,” fortæller han.

”Netop derfor var det ekstremt fascinerende at møde et så passioneret menneske som Bruno Delbonnel. Han er på et så teknisk højt niveau, at han tør snakke om noget så banalt som følelser.”

– Det er usædvanligt, at en udøvende filmskaber også vil skrive om film. Hvor kommer den interesse fra?

”For mig handler film ikke kun om praktik og håndværk. Det handler om en personlig passion, som jeg også selv føler. Og den vil jeg gerne fortælle folk om. Jeg vil gerne formidle mennesket bag filmen.”

I næste nummer taler Nikolaj Feifer med klipperen Olivier Bugge Coutté om en bemærkelsesværdig scene fra Joachim Triers Reprise.