Nyhed
15. mar. 2013 | 15:54

Ny Trainspotting-film planlagt til 2016

Foto | Liam Longman
Ewan McGregor fik sit internationale gennembrud i Trainspotting. Før det havde han sammen med Danny Boyle lavet Mord mellem venner (1994), og de fortsatte samarbejdet i Et ikke helt almindeligt liv (1997).

Instruktør Danny Boyle planlægger en opfølger til 90’er-succesen Trainspotting. De oprindelige skuespillere forventes at medvirke igen.

Af Caroline Thing Lundsteen

Danny Boyle er i øjeblikket i gang med at lave pr for hypnose-thrilleren Trance, som endnu ikke har fået en dansk premieredato.

Her afslører den britiske Oscar-vinder, at han planlægger at lave en opfølger til sin 90’er-kultfilm Trainspotting. Og ifølge Boyle er det ideelle tidspunkt for premieren 2016.

“Fordi det var 1996, at Trainspotting havde premiere. 20 år, det er vildt, hvor blev den tid af,” spørger Danny Boyle på bloggen The Playlist på Indiewire.

De samme karakterer
Den kommende film bliver en filmatisering af forfatteren Irvine Welsh’ roman fra 2002, Porno, der efterfølger den roman, der dannede forlæg til Trainspotting.

De to bøger handler om de samme karakterer, og historien i Porno starter cirka tyve år efter, at vi forlod dem i Trainspotting. Den kommende film vil derfor genforene de skotske stofmisbrugere Renton, Sick Boy, Begbie og Spud, der denne gang bliver involveret i en pornofilm for at tjene penge.

”Der har altid været en langsigtet plan om at lave en ’Trainspotting 2’, så hvis John (Hodge, manuskriptforfatter red.) kan skrive et manus, der er godt nok, så tror jeg, ikke at der er nogen forhindringer for, at Ewan (McGregor, red.) og resten af castet kommer tilbage,” siger Danny Boyle.

Vil ikke skuffe fans
Ifølge The Playlist arbejder John Hodge, der har skrevet manuskripterne til Boyles tidlige film og Trance, i øjeblikket på manuskriptet til Porno.

Danny Boyle forklarer, at han med en opfølger gerne vil tilfredsstille de mange fans, der hylder originalen. Men det er ikke uden bekymringer.

”Man skal sikre sig, at man ikke skuffer folk. Det tror jeg er det eneste virkelige kriterium,” siger han.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko