Nyhed
20. sep. 2020 | 11:53

Ny triumf for dansk krigsdokumentar

Foto | Danish Documentary
The Cave følger dr. Amani, der leder et underjordisk hospital i en forstad til Damaskus i Syrien, som i flere år har været hærget af en voldsom borgerkrig.

Feras Fayyads dansk-syrisk producerede The Cave vinder en Emmy for bedste dokumentar.

Af Claus Christensen og Thea Torp

Natten til søndag modtog den dansk-syrisk producerede The Cave en Emmy for bedste dokumentarproduktion.

Emmy er den amerikanske pris for bedste tv-produktioner og regnes for en af verdens største prisuddelinger.

”Med denne Emmy står vi ved en betydningsfuld milepæl, og vi er lykkelige for at have fået chancen for at bringe denne vigtige historie ud i hele verden,” siger Kirstine Barfod og Sigrid Dyekjær, der har produceret filmen, i en pressemeddelelse.

The Cave foregår i en forstad til den syriske hovedstad Damaskus under borgerkrigen. Den skildrer en ung, kvindelig læge, der leder et hospital under jorden. Her behandler læger og sygeplejersker de sårede mennesker.

”Vi dedikerer prisen til alle de mennesker, der har modet til at rejse sig for de svage og kæmpe mod de uhyrligheder, som udspiller sig i Syrien hver eneste dag,” udtaler producerne.

Beskyldninger mod instruktør
Tidligere på ugen modtog de tre syriske fotografer Emmy for deres indsats, og The Cave var i starten af året nomineret til en Oscar for bedste dokumentarfilm.

Instruktøren Feras Fayyad glimrer ved sit fravær i pressemeddelelsen. Han står også bag De sidste mænd i Aleppo, der blev Oscar-nomineret i 2018.

I forbindelse med den film er Fayyad for nylig i Ekstra Bladet blevet beskyldt for at have pyntet på sit cv og fortælle forskellige historier om sin fængsling i Syrien.

En af fotograferne i De sidste mænd i Aleppo mener desuden, at Fayyad har overdrevet sin indsats, idet han skulle have befundet sig i Danmark, mens fotograferne satte livet på spil i Syrien.

Feras Fayyad har ifølge en kilde været udsat for dødstrusler og lever i dag under jorden. Han har endnu ikke svaret på kritikken.

The Cave er tilgængelig på TV 2 Play og kan ses søndag den 20. september kl. 22.10 på TV 2.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko