Nybølgen findes på nettet

I bogen Wasting Time on the Internet fra sidste år fortæller digteren Kenneth Goldsmith historien om den excentriske kunstner Cornell, der i sin film fra 1936 tog B-filmen East of Borneo og klippede alt narrativt ud, indtil han havde en kompilation af de scener af hovedrolleindehaveren, han bedst kunne lide.

Lyder det bekendt?

Goldsmith siger nemlig, at denne tradition fortsætter på internettet – ikke af kunstnere, men af alle mulige andre – af menigmand. Der leges som aldrig før, og det er nærmest, som om menigmand er kunstner.

En af de bedste videoer, internettet har produceret i lang tid er en kompilation fra Huffington Post af de enormt mange gange, at Donald Trump har sagt ordet ”China”.

Det er en over tre minutter lang video, der bliver til syret sprogsammenbrud. Gentagelsen gør, at man til sidst ikke hører ordet, og indslagene bliver som en slags readymade til et helt nyt udtryk – frarøvet oprindelsens kontekst.

Som en slags surrealistisk digt er den sofistikeret klippet og hylemorsom. Og den finder vej til overraskende hjørner af verden.

Da jeg for nylig var i Præstø og undervise nogle 7. klasser i film, overhørte jeg lige pludselig tre elever stå og sige ”China” på trumpsk.

De citerede den video, som jeg havde siddet og set igen og igen nogle dage inden.

Internettets og YouTubes udtryksformer er blevet en del af vores fælles sprog. Det er ikke kun tidsfordriv, men en del af en bevægelse. Det sjove er, at det ikke kun er kunstnere, men en demokratiseret praksis.

En af grundene til, at YouTube er populær, tror jeg, er, at filmene afspejler meget af vores liv. Det er ikke fordybelse og fortælling, men snapshots, punchlines, remix. Ligesom vores Facebook-feeds ikke er gennemtænkte historier, men mere eller mindre tilfældige fragmenter af andres liv.

Spillefilmen ser stadig ud, som om intet er hændt. På den måde luller vi os hen i velkendte former, mens andre leger med æstetikken.

Eksempelvis kan du på Twitch.tv finde uendelige mængder live-streaming af spil som dem, der spiller, sidder og kommenterer på. Det minder mere om slow tv end om spillefilm. Langstrakte fortællinger uden begyndelse, midte og slutning. Du zoomer ud og ind på historier, karakterer og verdener. Modsat spillefilmen er kontinuitet hos youtubere sjældent vigtigt, hverken historiemæssigt, æstetisk eller i de enkelte film og videoer indimellem.

De leger hele tiden. De underløber æstetik og dramaturgi.

”Vores brugere går ikke på YouTube for at finde poleret form, de kommer her for at finde spændende indhold,” som YouTubes CEO Susan Wojcicki har sagt.

Ikke altid godt, men nyt og udfordrende.

Tegneserier, readymades, popart eller kriminallitteratur – alle er engang blevet afskrevet som ikke-kunst, gimmick og uintelligent. Det samme ses med youtubere lige nu. Og som Sturgeons lov siger, er 90 procent crap. På nettet kan vi måske endda lægge et par procent oveni.

Men lad os have øje for potentialet og hylde nyskabelserne. Jeg har udvalgt syv videoer. 

Hvorfor har jeg ikke lavet videoer?
Armin er nok min yndlings-youtuber lige nu, og den her video er genial.

Han har en samtale med sig selv om, hvorfor han ikke har lavet videoer på det seneste. Klipningen er fræk, timingen er skarp, og ærligheden er forfriskende.

To ting er interessante: Vi er hjemme i privaten, det meste er blot filmet fra webcamets perspektiv. Armin skriver sig som mange youtubere ind i sin egen fortælling. Det handler ofte om selvfremstilling, om dem selv og deres umiddelbart ordinære liv.

Som kunstneren Bjørn Nørgaard profetisk sagde i 1970: ”Film er en metode til at reproducere sig selv og sine omgivelser på.”

Man kan passende spørge: Er youtube-stilen filmmediets svar på autofiktion – den litterære trend, hvor liv og kunst blandes sammen?

Armin kaster en Mountain Dew ind i filmen på et tidspunkt, hvilket minder om Karl Ove Knausgård, der i sine tekster skriver, at han drikker uendelige mængder Nesquick, og digteren Caspar Eric, der nævner baby bites fra 7Eleven i sine digte.

Dernæst er det interessant, at videoen er bygget op omkring kommentarer fra fans og følgere. Deres kommentarer i tråden under andre videoer bliver en del af næste film. Internettets muligheder gør, at selve værket består af interaktion mellem den udøvende og den beskuende.

Kalder man det undergrundsfilm, fordi det produceres uden for institutionerne? Eller mainstreamfilm, fordi 65 millioner har set Armins film, hvilket ingen dansk filminstruktør er i nærheden af?

Næste film har en lidt personlig slagside. Et par teenagere lavede den en dag, jeg var i Filmbyen og skulle undervise dem i at lave bag-om-filmen på en kortfilm.

Det blev mindre undervisning og mere mig, der blev imponeret over deres energi og legende filmstil – helt utroligt veludviklet.

Der er både et seriøst interview med Peter Aalbæk Jensen, selvironiske interviews og jumpcuts ud over det det hele. Og da jeg spørger, hvordan filmen skulle slutte svarede instruktøren med lys i øjnene; ”Jeg ved det! En gif (et bevægeligt billede, der gentager sig selv, red.) med et dansende skelet, der kaster cd’er.”

Igen kommer Bjørn Nørgaard fra 1970 ind og forudser denne situation: ”Med filmmediets demokratisering er der skabt en ny folkekunst. Amatørens revolte mod den professionelle.”  

En føljeton i 64 afsnit, der foregår inde i computerspillet Half-Lifes univers med en speak, som bringer tankerne hen på Homer Simpson.

Spøjst? Ja, i den grad.

Men det er så sindssygt sjovt, når Freeman’s Mind kaster sig ud i eksperimentet. Og samtidig peger det på et af de mest interessante elementer der gør sig gældende for YouTube/internet-æstetikken: remix. Et computerspil bliver til en film. En verden videreudvikles.

Jeg indrømmer gerne, at jeg har set alle ni-ti timer, og jeg nød ethvert minut. 

Jeg har ikke set sådan en slags æstetik, som man finder i I Am Not Responsible For Anything The Moon Does før. Den knækker mine forventninger, og jeg overraskes, græder og griner i løbet af fem minutters video.

”På en gang frygtindgydende, hypnotiserende og totalt rørende,” har førnævnte Kenneth Goldsmith sagt om skaberen af videoen, Steve Roggenbuck.

Han vandrer rundt i et landskab med et håndholdt kamera pegende på sig selv – og han elsker aggressivt alting. Han råber, at vi skal være fælles, men går rundt helt alene.

Et fun fact er, at da han var inviteret til Louisiana Literature som digter, var hovedattraktionen ikke en oplæsning, men en skærm sat op til visning af en af hans videoer. Det billige udstyr og internettets globale rækkevidde har gjort ham til filmskaber, en person, der med Goldsmiths ord laver ”infomercials for poetry”. 

Max Grau hedder den tyske kunster, der står bag denne hypnotiske Grease-nyfortolkning.

Han giver en populærfilm et nyt liv, en ny kontekst og en ny aktualitet.

Ved at fokusere på og gentage en enkelt scene i filmen – hvor Sandy lige pludselig er klædt i råt sort, og Travolta går i trance over, hvor vildt lækker Sandy er nu – vikler Max Grau filmen ind i sit eget livs fortælling. Populærkultur bliver remixet til personligt udtryk.  

Man kan ikke umiddelbart se det, men kortfilmen Hinterlands består af utallige iPhone-optagelser, der lag på lag er sat sammen til en slags naturgyser.

Poetisk og enormt visuel.

Som en slags ekstramateriale fra en Tarkovskij- eller Lars von Trier-film er der ingen mennesker i kortfilmen, kun landskabsbilleder og stemning. Men hvilken stemning og hvilket lydbillede. Se den i et mørkt rum med headphones på!

Komikeren Jerry Seinfeld fik nej fra de traditionelle medier, da han præsenterede dem for et simpelt koncept, han godt gad lave: komikere, der kører i bil og drikker kaffe.

Cheferne spurgte, hvor lange afsnittene ville være, og han sagde, at det kom an på, hvor godt materialet var – han ville ikke lægge sig fast. De afviste hver og én, fordi de ville have fast længde, så afsnittene passede til tv’ets sendetider.

Seinfeld valgte at få sponsorer på og lægge det gratis på nettet – til glæde for os andre. For der er så mange guldkorn i afsnittene, at det fortjener sin egen artikel. Især afsnittet med Barack Obama er mindeværdigt.

Omvæltningen er til at tage og føle på, og økonomien er selvfølgelig et vigtigt aspekt. De største YouTube-stjerner tjener reklamepenge, og på Twitch tjener gamere/skabere de fleste penge gennem donationer direkte fra seerne.

Det er et kompleks system med enorme summer, som stadig er i gang med at udvikle sig. Men pengene er oftest ikke det, der driver folk til at skabe al denne kunst.

Som en af Danmarks mest interessante filmskabere Michael Madsen, som lige nu er formand for Statens Kunstfonds legatudvalg for film, sagde i et interview med Det Danske Filminstitut:

”Man kan jo bare kigge på YouTube. De unge sprøjter det bare ud, og mange af dem har jo – sorry to say – et meget større publikum end vores dokumentarfilm. De spørger ikke nogen om lov, hverken far eller mor, Filminstituttet eller Kunstfonden. De har en lystfuld tilgang, som er meget befriende.”

Som youtuberen Casey Neistat rigtigt nok understreger (ironisk nok i en Samsung-reklame), er der en fællesnævner for den enorme og brogede masse af skabere: ”Når vi fik at vide, at vi ikke kunne, havde vi alle det samme svar: Se mig gøre det!”