Nye film udforsker sex og samtykke

Modsat de fleste filmfestivaler, hvor hver dag byder på nye verdenspremierer med taktfast struktur frem til prisuddelingen, fyrer amerikanske Sundance alle programmets film af i løbet af den første, hektiske weekend.

Da er Main Street i Park City, Utah, et virvar af filmfans og kendisser. De iler fra biograf til sponsorlounge, fra paneldebat til koncert, og endelig til premierefester, hvor også pøblen kan snige sig med, hvis de har talegaverne i orden.

Weekendens måske største tilløbsstykke var datingkomedien Cat Person. Med udgangspunkt i en trendy New Yorker-novelle udlægger filmen en skrækhistorie om omskiftelig datingkultur og katastrofalt misforståede signaler.

Filmen anslog også et tema om sløret samtykke og seksualpolitik, der gik igen i flere af festivalens film.

Historiens mest akavede sexscene
Cat Person indleder med det skattede Margaret Atwood-citat om, at mænd er bange for, at kvinder vil grine ad dem, mens kvinder er bange for, at mænd vil dræbe dem.

Den purunge studerende Margot (Emilia Jones) får et godt øje til den noget ældre og meget høje Robert (Nicholas Braun), da han køber vingummistænger i den biograf, hvor hun arbejder. Hun overbeviser sig selv om, at det er mere sexet end anmassende, da han efter en forestilling henvender sig til hende: ”Hey snackpige, giv mig dit nummer!”

De indleder en sms-flirt, hvor Margot ignorerer sin venindes gode råd: Aldrig send to beskeder efter hinanden og ignorér mindst én af hans beskeder per dag!

Publikum lo og vred sig, da den katastrofale date ender i en af filmhistoriens mest akavede sexscener.

Parterne er slet ikke på bølgelængde, og Margot forhandler konstant med sig selv og kameraet om, hvorvidt hun bør redde sig ud af situationen, eller bare stønne højere, så det i det mindste er hurtigt overstået.

Cat Person er visuelt veloplagt som andre af festivalens komedier og byder på stof til eftertanke.

Robert sender Margot en samling af forførelsesscener med Harrison Ford, der har det til fælles, at kvinden siger tydeligt fra!

Men filmen falder fra hinanden i den nydigtede og fortænkte tredje akt, der forplumrer novellens skarpe seksualpolitik ved at springe fra komedie til thriller og forsømme sit budskab.

Hensynsløst parforhold
Så er der mere nuance i Ira Sachs’ parisiske, romantiske drama Passages.

Tyske Franz Rogowski spiller hovedrollen som instruktøren Tomas, der er sin engelske mand Martin (Ben Whishaw) utro med franske Agathe (Adèle Exarchopoulos).

Mødet gør ham så opstemt, at han skynder sig at cykle hjem for at fortælle Martin om det. Martin slår det hen, selv om han egentlig er noget befippet.

Men da Tomas bliver ved at se Agathe, udvikler filmen sig til et toksisk trekantsdrama, hvor Tomas ikke ænser, hvor meget skade han forvolder med sin ubeslutsomhed.

”Jeg ville støtte dig, uanset i hvilken retning du udvikler dig,” siger han fortørnet til Martin.

Men dermed holder han også sine partnere i et følelsesmæssigt limbo, indtil han atter bliver allergisk over for forpligtelse og brænder broer og partnere bag sig.

Passages har meget at sige om modne forhold mellem mænd og kvinder og om at kende hinandens grænser og respektere dem.

Anklaget for sexchikane
Mens festivalens fiktionsfilm således diskuterer varierende grader af kvalificeret samtykke, skildrer to dokumentarer konsekvenserne af seksuelle overgreb.

Justice er instruktør Doug Limans første dokumentarfilm, efter han i en menneskealder har stået bag actionbaskere som The Bourne Identity, Mr. and Mrs. Smith og Edge of Tomorrow.

Han optræder selv tidligt i filmen for at fortælle, at han følte sig kaldet til at fortælle historien om anklagerne mod den amerikanske højesteretsdommer Brett Kavanaugh.

Han blev udpeget af Donald Trump til den amerikanske højesteret, selv efter to kvinder stod frem og anklagede ham for seksuelle overgreb i deres ungdom.

De står begge frem i dokumentaren med enslydende historier om en overgrebsmand, der følte sig berettiget til at tage, hvad han ville, uden at interesse sig for, hvorvidt det skete på andres bekostning.

Den første, Christine Blasey Ford, fortæller om at være blevet befamlet af Brett Kavanaugh, da de begge var teenagere, mens en af hans venner så på. Den anden, Deborah Ramirez, siger, at han viftede sin penis i hendes ansigt til en fordrukken universitetsfest i starten af 80’erne.

Begge tegner et portræt af en privilegeret ung mand, der nød at drikke sig hamrende fuld og i den tilstand ikke tænkte over, hvorvidt kvinder behøver have et valg.

Voldtaget og spærret inde
En mere gennemarbejdet dokumentar om overgreb er Netflix-dokumentaren Victim/Suspect. Den handler om amerikanske kvinder, som sigtes for falsk anklage efter at have meldt en voldtægt.

Filmen følger journalisten Rae de Leon, der blev optaget af én kvindes fortælling og begyndte at lede efter andre. Efter flere års graverjournalistik har hun fundet hundredvis af unge kvinder og afdækket et vidtrækkende systemsvigt.

Nancy Schwartzmans Victim/Suspect bruger interviews med ofre og interessepersoner. Og en politibetjent, der blankt vedkender at lyve over for kvinderne, fordi det er hurtigere at få en falsk tilståelse end at lave en rigtig efterforskning!

Det er forstemmende at se forhøret af en chokeret ung kvinde, der bliver tilbageholdt i timevis i et koldt lokale, mens betjenten lyver om fældende beviser. For så at se samme betjent møde den mand, kvinden anklager for voldtægt, med smil og en skudsikker forklaring: ”Så hun var totalt vild med dig, men så skifter hun pludselig mening næste morgen, ikke også?”

Forsvindende få voldtægter bliver anmeldt, færre efterforsket og endnu færre voldtægtsmænd dømt. Når man ser Victim/Suspect er det deprimerende let at forstå, hvorfor kvinder – og mænd – sjældent står frem med deres historier.

Filmen runder af med optagelser af specialtræning for betjente, juridiske sejre for ofrene og en håbefuld fornemmelse af, at forandring er muligt.