Dag 1: Nye ledere fjerner ikon-pris

Det begynder med kaos.

”Der er plads til alle, bare rolig … bare rolig!” råber en tiltagende desperat Berlinale-medarbejder, da pressefolkene bliver urolige.

Alle skubber for at komme frem. De vil ind til visningen af åbningsfilmen My Salinger Year.

Denne trængsel og alarm hører sig ellers ikke til på Tysklands største filmfestival. Normalt er her ordnede forhold for verdenspressen, som glider ind og ud fra biografsalenes mange visninger ved Potsdamer Platz.

Men det er nye tider i Berlin.

I år er der eksempelvis ingen hovedkonkurrencefilm på førstedagen, fordi det nye festivaldirektørpar har besluttet sig for, at Berlinalen skal roligere i gang, end den plejer at komme.

Derfor er panikken da også endnu mere paradoksal.

Gode råd fra Salinger
Men under alle omstændigheder er My Salinger Year en god åbningsfilm for Berlinalen.

Festivalen har ellers ikke excelleret i denne disciplin tidligere. Faktisk har den inden for de senere år kun ramt rigtigt, da Wes Anderson åbnede med Isle of Dogs i 2018.

Det nyslåede festivallederpar, Carlo Chatrian (kunstnerisk leder) og Mariette Rissenbeek (administrerende direktør), lægger dermed godt fra land.

My Salinger Year er en biografisk film, som ikke følger forfatteren bag Forbandede ungdom, J.D. Salinger. Filmen handler derimod om den unge kvinde Joanna, der ankommer til New York City i 1995 med drømmen om at blive forfatter.

Joanna får hurtigt ansættelse i det litterære forlag, der udgiver Salinger, selv om forfatteren nu ikke har ladet høre fra sig med nye udgivelser i årtier. Når han ringer, giver Salinger til gengæld små tips til Joanna. Stille og roligt udvikler hun sig til en ægte forfatterspire.

En litterær coming-of-age-historie.

Manson-pige med nuancer
Det er Sigourney Weaver, der pryder plakaten som litterær chef i My Salinger Year. Men det er ikke hende, der leverer varen.

Det gør Margaret Qualley derimod. Som Joanna spiller den 25-årige amerikaner med både frækhed og præcision, når hun smyger sig igennem den læsende verden. Hun ser op til cheferne, men håber også, at de en dag vil se op til hende og hendes forfatterskab.

Qualley, der sidste år gjorde opmærksom på sig selv som liderlig Manson-pige i Once Upon a Time in Hollywood, har langt mere at spille med i My Salinger Year.

Hun viser især nuancerne i sin mimik frem i filmens sidste tredjedel. Dramaet er komponeret som en dyster Salinger-novelle, hvor nogle aldrig kan vende tilbage til, hvem de var engang.

My Salinger Year er baseret på Joanna Rakoffs selvbiografi af samme navn, og filmen formår at lande sikkert på grund af sin hovedrolle samt en solid struktur, som instruktør Philippe Falardeau endnu engang beviser, at han mestrer.

Som i Philippe Falardeaus to internationale hit Det er ikke mig … jeg sværger! og The Good Lie er man hele vejen igennem godt underholdt.

Et noget roligere pressekorps forlod da også biografen i eftertænksomhed med budskabet om, at man skal huske at trække vejret og se på sig selv udefra, hvis man ikke vil løbe tør for energi i hverdagens trædemølle.

Nazi-spøgelse
Uden for biografsalen har der også været gang i den på Berlinalens førstedag.

Her er navnet Alfred Bauer gået igen. Berlinalens første festivaldirektør, som præsiderede fra 1951 til 1976, er nemlig blevet placeret i et helt nyt lys.

Tyske Die Zeit afslørede i sidste uge, at afdøde Bauer havde noget tættere bånd til Hitlers naziregime, end man hidtil har troet. Det nye festivaldirektørpar har reageret resolut og fjernet Alfred Bauer-prisen, som ellers er en af de bjørnestatuetter, der uddeles hvert år.

Prisen er blevet erstattet af en ”jubilæumsbjørn”, som skal finde sin første ejermand ved ceremonien lørdag den 29. februar i Berlinale Palast.

Samtidig har Berlinalen fået en kommission til at undersøge, hvor tætte Bauers forbindelser til nazismen egentlig var.

Det var alment kendt, at kulturpersonligheder blev nødt til vise en vis glæde ved Hitlers rige i 1930’erne og 40’erne, hvis de ikke skulle komme galt af sted. Men de nye afsløringer viser, at Bauer var en højtstående person i Hitlers filmdivision af propagandaministeriet.

Johnny Depp i storform
Tilbage i biografen på førstedagen blev den hungrende filmpresse præsenteret for en rigtig Berlinale-basker.

Minamata har Johnny Depp i hovedrollen og vises i sideprogrammet Berlinale Special Gala. Og der er politisk indignation og vrede for alle pengene, hvilket passer perfekt til den politisk bevidste festival i Berlin.

I Minamata spiller Depp virkelighedens fotojournalist W. Eugene Smith, som rejser til Japan for at undersøge et firmas forgiftning af en landsby.

Her går det op for ham, at hans kamera er det eneste våben, der kan afsløre en stor skandale. Depp gør for første gang i flere år brug af sit intense og charmerende repertoire uden at overspille.

Derfor er det ekstra ærgerligt, at instruktør Andrew Levitas undervejs mister fokus, hvad både historie og billeder angår.

Fredag begynder Berlinalen så for alvor, når hovedkonkurrencen skydes i gang. Måler man ud fra førstedagen, kunne det her godt blive en årgang et stykke over gennemsnittet.