Nye stemmer i dansk film

Selv om årets udgave af Cph:Dox blev aflyst på grund af coronavirus, kan man stadig se mange af dokumentarfestivalens film online.

En del af dem kommer fra danske debutanter, som trods deres rødbedefarvet pas gerne kigger ud i verden, hvor fattigdom og krig hærger.

Og de af dem, som har lavet film om danskere, åbner i deres personlige fortællinger for vigtige problemstillinger i samfundet som stofmisbrug og manglen på kvindelige iværksættere.

Ekko har fået fem talentfulde filmskabere – hvoraf fire er kvinder – til at fortælle om rejsen mod deres første lange dokumentar: Eva Marie Rødbro, Anita Beikpour, Laurits Flensted-Jensen, Tanja Wol Sørensen og Grit Tind Mikkelsen.

Et par af dem er kendt for kortfilm på onlinehitlisten Ekko Shortlist, mens andre er ubeskrevne blade, som er klar til for alvor at træde ind i den danske filmbranche.

Eva Marie Rødbro

Hun har instrueret I Love You I Miss You I Hope to See You Before I Die, der skildrer en meget fattig familie, som kæmper for at overleve i USA.

– Hvordan mødte du de medvirkende?

”Det er nogle mennesker, jeg har kendt i lang tid, og jeg har hele tiden villet lave ’en rigtig film’ om dem. Jeg havde dem med i et af mine første videoprojekter på Kunstakademiet, hvor jeg arbejdede med fotografi. Jeg var rejst til USA og havde mødt dem, men vi har holdt kontakten gennem årene. Jeg holder altid øje med mennesker, som udstråler nogle historier, der spejler noget i mig selv.”

– Hvad så du af dig selv i dem?

”Mange ting. På det tidspunkt ledte jeg efter nogle unger, som bare hang ud og ikke rigtigt var en del af noget andet. Der er ikke nogen institution eller et system. Det er et portræt af nogle mennesker, som er løsrevet fra alt andet end det sted, hvor de er sammen med hinanden.”

– Du har også lavet DR-serien Prinsesser fra blokken og Ekko Shortlist-kortfilmen Os der valgte mælkevejen. Er der forskel på formaterne?

”Selvfølgelig er der forskel, men mere end formatet handler det om platformen. Skal projektet modtages i en biograf, i et galleri eller på en streamingtjeneste? Hvilken type tålmodighed og indstilling har publikum, når de skal se det? På tv skal det skæres mere ud i pap end i en biograf, hvor folk bliver omsluttet af værket på en anden måde. Når folk ser tv, skal de tages mere i hånden, ellers zapper de bare videre eller finder på noget andet.”

– Er det ene eller andet nemmere eller sværere?

”Det ved jeg ikke, men det er forskellige ambitioner. Jeg elsker begge måder at arbejde på. Det er fedt at kunne fordybe sig i sit eget projekt, men det er også sjovt at arbejde sammen med andre. Med mere tid er der mulighed for at lave noget personligt og mere tæt på hjertet.”

– Der er for tiden en diskussion i dokumentarverdenen om, hvorvidt det er forsvarligt at lave film om mennesker, som har et andet liv end én selv. Hvad mener du om det?

”Det kan man jo gøre alle steder. Man kan også kaste en fremmeds blik på sin egen by, hvis man ser ordentligt efter. Det har ikke så meget med geografi at gøre. Men det kan hjælpe at placere sig uden for sin egen sammenhæng og være i et mere koncentreret ’nu’. Når man kommer væk fra sin egen hverdag, kan man bedre indgå i andre menneskers liv.”

Anita Beikpour

Hun har instrueret Prelle – lytter til mig selv – om rapperen Rikke Prelle, der prøver at være sig selv i den konkurrencebetonede musikbranche.

– Hvordan opstod idéen til filmen?

”Jeg blev uddannet på Filmskolen i 2017 med afgangsfilmen Walk with Me og vandt derefter Nordic Talents Pitch Prize til at lave den her film. Jeg havde faktisk ikke tænkt mig at lave filmen med det samme, da jeg kom ud af Filmskolen, men da jeg vandt prisen gik jeg i gang og har nu brugt to år på at filme Rikke Prelle, der er en ung rapper. Jeg mødte hende, da jeg gik på Filmskolen, fordi jeg var interesseret i hiphop-miljøer og gerne ville finde en kvindelig stemme i det miljø, og det var lidt svært i Danmark på det tidspunkt.”

– Hvad var spændende ved hende?

”Da jeg stødte på Rikke, blev jeg meget fascineret af hende. Hun repræsenterer en god hovedkarakter for mig, da hun har en meget stærk vilje og samtidig indeholder en god portion kaos. Hun er ikke et menneske, der hele tiden sætter ord på sine følelser, men man kan alligevel hele tiden aflæse, hvordan hun har det.”

– Hvad er det større tema i portrættet?

”Min film handler om et ungt menneske, som står midt i livet og skal til at finde ud af, hvilken vej hun skal gå, og hvad hun vil med sit liv. Filmen handler også om at turde tro på sig selv og holde fast i sig selv, lige meget hvad omverdenen forventer af en.”

– Hvad var det sværeste?

”Det sværeste var, at jeg nogle gange måtte opgive kontrollen over, hvad filmen handlede om, og bare følge med Rikke og de ting, der skete i hendes liv. Den form for dokumentarisme kan være lidt skræmmende for mig, da jeg har lavet meget iscenesat dokumentar blandet med fiktionselementer. Det er faktisk første gang, jeg har lavet en ’rigtig’ dokumentar, så det var lidt nyt.”

– Hvad mener du med, at det er din første rigtige dokumentar?

”Jeg gik på dokumentarlinjen, hvor man havde frihed til at konstruere sine film, som man ville. Jeg kan godt lide at eksperimentere med genrer, og jeg brugte meget tid på at prøve ting af, mens jeg gik på Filmskolen. Der er også opstillede lag i denne film, musikvideo-indslag og den slags, hvor jeg viser ting, som jeg ellers ikke ville kunne vise. På Filmskolen får man en ramme og nogle bestemte optagedage, men her skulle jeg selv bestemme alting og have tålmodighed med processen. Jeg håber på, at Rikke Prelles liv kan inspirere andre mennesker.”

Laurits Flensted-Jensen

Han har instrueret Show Dancer om danseren Lasse og hans narkomisbrug, der resulterer i en fængselsdom.

– Hvorfor har du lavet filmen?

”Det er en fortælling om to personer, som er fanget i den samme krop, og det er enormt fascinerende. Lasse veksler mellem at være professionel danser og kokainmisbruger på afgrundens rand. Det er en historie, hvor mange forskellige verdener støder sammen, og det giver filmen et særligt udtryk. Netop derfor så jeg en mulighed for at lave en helt anderledes fortælling om misbrug, som både rummer energi, humor og tragedie.”

– Hvad tiltrak dig?

”I mit møde med Lasse fik jeg øje på de enorme kontraster, som jeg også udforsker i min spillefilmdebut Usynligt hjerte. Undervejs fandt jeg ud af, at mennesker med misbrug ofte forveksler intensitet og intimitet. Og det er ikke bare et tema, der gælder for folk med misbrug. Mange mennesker higer efter intensitet i de situationer, hvor man har brug for intimitet. Det er en måde at undgå at mærke eller at tage stilling til sine følelser, og det gælder ikke bare stoffer, men kan være arbejde, træning og sociale medier. Alt der kan distrahere dig fra at mærke det, som måske ikke fungerer i dit liv.”

– Hvor meget konsulterede du misbrugsstatistikker?

”Det var helt klart den personlige historie om Lasse og muligheden for at rejse med ind i hans verden, der var drivkraften. Og gennem den verden fik jeg eksklusiv adgang til et behandlingscenter, hvor jeg kunne filme scener i gruppeterapi. Det gav mig en dybere indsigt, så jeg foretog min research gennem arbejdet med filmen frem for at læse mig til det. Min metode er at gå ud og møde mennesker i verden. Tanken var aldrig at lave en film om misbrug, men om mødet med dobbeltheden i en person.”

– Hvad lærte du i mødet med den verden?

”Det er i hvert fald både en intens og rørende film, for man er med på første række, når Lasse får trusler på livet og optræder for tusindvis af mennesker, men også i de stille øjeblikke, som handler om længsel efter et stille liv med en familie. Man kan næsten undre sig over, at det er det samme menneske, man møder i starten og i midten af filmen. Det udfordrer forestillingen om, at en misbruger kun er en person, der lever helt forhutlet. I den her film får man lov at opleve et menneske med en masse evner og talenter, som man sagtens kan identificere sig med.”

– Sondrer du mellem fakta og fiktion?

”Når jeg laver fiktion, læner jeg mig op ad det dokumentariske, og i dokumentar prøver jeg at læne over i det fiktive og skabe scener, der er bygget op på samme måde som fiktion. For mig handler det primært om at skabe indlevelse og bringe publikum tættere på. Ved at bruge fiktive virkemidler, når jeg laver dokumentar, kan jeg rive folk mere ind i fortællingen.”

Tanja Wol Sørensen

Hun har instrueret En revolutionær familie om en mor og datter i Colombia, som er hærget af væbnet konflikt og dårligt omdømme.

– Hvorfor har du lavet film i Colombia?

”Jeg lavede i 2016 en kortfilm i Colombia, og den her film er en slags fortsættelse. Jeg har over de sidste ti år både været fredsvagt og lavet mit akademiske speciale i landet. Det slog mig i starten, hvor få informationer der kommer ud om Colombia, og at det ofte er utroligt ensidigt eller simpelthen misforstået. Colombia er meget stereotypificeret: kokain, vold, skønhedsdronninger og fodbold. Danske medier har kørt meget på klichéen om kokain, men da jeg var fredsobservatør og ledsagede almindelige, lokale ledere i konfliktområder, fik jeg et helt andet billede af landet. De er mennesker som alle os andre, men colombianere bliver set som mere voldelige eller skøre.”

– Hvornår mødte du de medvirkende?

”Aktivisten og moren Ruby mødte jeg allerede i 2010, for hun var en af de ledere, der rejste ud til konfliktområder og havde brug for støtte. Jeg skulle følge hende rundt på landet. Vi rejste på hesteryg og bag på pickup-trucks, så vi brugte meget tid sammen, og jeg blev meget fascineret af hende. Hun er en meget karismatisk dame, som på mange måder kunne være min mor. Men min mor ville aldrig gøre som hende. Ruby hjælper og tager sig af alle, men hun er også badass uden at blive anerkendt for det.”

– Hvad er så specielt ved hende?

”Ruby har taget nogle meget drastiske valg i livet. Hun har valgt sin familie og børn fra for noget andet. På den måde modsætter hun sig stereotypen om kvinder i krigssituationer, hvor det er mænd mod mænd, mens kvinder, børn og gamle mennesker er passive ofre. Men Ruby er et af de mest aktive mennesker, jeg har set. Hun gør ting, selv om hun bliver betragtet som en dårlig mor, en skrap kvinde eller en trussel mod de politiske magter i landet og lever med dødstrusler.”

– Tiltrak det dig som kvindelig filmskaber?

”Der er kommet mange film om kvinder, der kæmper mod noget. Men ofte bliver det en enlig heltefortælling, som ikke ændrer på nogen struktur. De handler ikke om hele kompleksiteten ved at være kvinde i et patriarkalsk samfund. For mig var det interessant at skabe en fortælling, som ikke er sort-hvidt. Mange kvinder kæmper usynlige kampe og bliver aldrig anerkendt, og det var spændende i fortællingen om Ruby og hendes datter. Kompleksiteten i deres forhold viser nogle universelle kampe, der bliver sat på spidsen med større konsekvenser, end vi er vant til herhjemme.”

– Du er uddannet antropolog, hvordan var din overgang fra det til filmskaber?

”Som antropolog har jeg været interesseret i at forstå menneskelige relationer og fortælle om dem. Men der er noget andet på spil, når man prøver at involvere sine medvirkende i en dokumentar. Det har været en udfordring, at de siger én ting, men gør noget andet. Derfor har jeg brugt meget tid i klipningen på at skabe en underfortalt stil, hvor folk selv kan tænke, hvad hun mener, når hun for eksempel råber ’hold kæft!’ Jeg ville respektere den adgang, jeg har fået, hvor folk viser sig fra deres grimmeste side. Vi har haft et forhold gennem ti år, så der er et stort ansvar i ikke at gøre vold på eller udnytte dem.”

Grit Tind Mikkelsen

Hun har instrueret Rebeccas rum om den unge, kvindelige iværksætter Rebecca Vera, der står bag det cirkulære tøjkoncept Veras.

– Hvad vil du med filmen?

”Da jeg startede med at filme Rebecca, havde jeg det ikke godt. Jeg døjede med hjertebanken og koncentrationsbesvær, og min krop var frosset af angst. Når jeg filmede Rebecca, følte jeg mig i gang og stadig som mig selv. Hun var fyldt med energi og gåpåmod og gav på det tidspunkt en stor fuckfinger til begrebet ’work-life-balance’. Med Veras ville hun gerne være 100 procent Rebecca med alle sine følelser uden på tøjet. Bag kulissen var vi to kvinder, som begge genkendte følelsen af at blive kvalt i sit eget liv, og da jeg opdagede det, blev det vigtigt for mig at vise den virkelighed frem for den helt unge generation. Jeg ville vise, hvor lidt plads hun reelt havde til at være Rebecca.”

– Hvad er det vigtigste i historien for dig?

”Det er den menneskelige historie. Konceptet Veras og hvordan det gik, var mindre relevant for mig. Det var bare en bonus, at hun lavede noget spændende. Men jeg fulgte en ung kvinde, som forsøger at finde og fastholde sig selv i et vildt ambitiøst projekt og i en branche, hvor det næsten er umuligt.”

– Hvad er det større tema i filmen?

”Vi lever i en verden, hvor det er meget svært at adskille profession og identitet. Men jeg har igennem de sidste fire år også lært, at det er svært, hvis man definerer sig selv 100 procent via sin profession. Jeg tror ikke, at ungdommen er mere sårbar end andre generationer, men jeg tror de vokser op i en verden, som stiller større krav til individet, og hvor det er svært at finde sit eget rum. Jeg håber, at filmen vil nuancere debatten, når vi snakker vækst og udnyttelse af potentiale, og at unge vil føle sig mindre utilstrækkelig, når de har set filmen. Det er glansbilledet, jeg gør oprør imod.”

– Hvilke slags film vil du lave?

”Jeg laver film om følelser, ambition, tvivl og valg, som jeg selv har svært ved at tackle, og bruger mødet med en anden kvinde, som rammen for min egen fortælling. Jeg portrætterer kvinder, som jeg kan spejle mig i, og som på en eller anden måde giver mig svar på nogle af de ting.”

– Hvad har været udfordringen som debutinstruktør?

”At stole på sin mavefornemmelse og få andre til at tro på det. Med dokumentarfilm – især som ukendt instruktør – er du en fattig one man army det meste af tiden og meget afhængig af folks gode vilje. De sidste fire år har på mange måder også været en øvelse i at ligge mit ego til side og turde udvikle mig.”