Nyhed
13. feb. 2013 | 11:42 - Opdateret 14. feb. 2013 | 12:16

Nymphomaniac kommer ikke til Cannes

Foto | Christian Geisnæs
Charlotte Gainsbourg i en fræk trekant, der antyder, at Triers kommende artfilm, Nymphomaniac, også har noget til husarerne.

For kun anden gang i sin filmkarriere præsenterer Lars von Trier ikke sin nye film på Cannes-festivalen.

Af Claus Christensen

Lars von Triers karriere har været tæt forbundet til Cannes-festivalen. Debutspillefilmen Forbrydelsens element blev i 1984 sensationelt udtaget til festivalens hovedkonkurrence og vandt juryens tekniske pris.

Dermed fik Trier det blå stempel som kunstner af verdens førende filmfestival. Det havde en afgørende betydning, for uden denne internationale anerkendelse var det ikke sikkert, at den kontroversielle og meget udanske Trier havde fået filmstøtte i Danmark til sine første film, der ikke solgte mange billetter i biografen.

Men Cannes-festivalen ville heller ikke have været den samme uden en af de seneste 30 års mest originale filmskabere, der i festivalens ånd gang på gang har skabt innovative og udfordrende film, som verden ikke har set magen til.

I 2000 vandt Trier Den Gyldne Palme for Dancer in the Dark, og alle hans elleve spillefilm, på nær Direktøren for det hele, har haft verdenspremiere i Cannes.

Derfor er det også opsigtsvækkende, at Zentropa netop har meddelt, at Triers med spænding imødesete film, Nymphomaniac, ikke kommer til Cannes.

Ikke ondt blod mellem Trier og Cannes
”Fire klippere arbejdede døgnet for at nå deadlinen til Cannes, men vi var nødt til at opgive det – efter 268 manuskriptsider, elleve ugers optagelse og 100 timers filmmateriale ville det være en pinsel at færdiggøre to film tidsnok til at nå festivalen,” siger Zentropas direktør, Peter Aalbæk Jensen, til branchesiden Cineuropa.org.

Han forsikrer, at fravalget af Cannes intet har at gøre med, at Trier for to år siden måtte lide den tort – som den første instruktør nogensinde – at blive bortvist fra festivalen på grund af sine famøse udtalelser om nazismen og Hitler på det officielle pressemøde.

”Der er på ingen måde noget ondt blod mellem os,” siger Peter Aalbæk Jensen om forholdet mellem Zentropa og Cannes.

I absolut storform
Nymphomaniac forventes først at være færdig i slutningen af 2013, og det er endnu ikke besluttet, hvor i verden at sløret bliver løftet for filmen – eller filmene, for måske ender de mange timers optagelser som to spillefilm eller måske mere.

”Først var der én film, så var der to, og nu er der så meget materiale, at alt er muligt …” skriver Zentropa i en pressemeddelelse.

Trods usikkerheden er Peter Aalbæk Jensen, der i disse dage er på Berlin-festivalen for at sælge filmen til udlandet, ikke overraskende overbevist om, at der venter publikum en fantastisk oplevelse.

”Denne film bliver med al sandsynlighed Lars von Triers hovedværk. Den rummer så meget potentiale i forhold til humor, storhed og visuel kvalitet, at det er en Lars von Trier i absolut storform,” udtaler han.

På sporet af erotikken
Nymphomaniac fortæller historien om en kvindes erotiske rejse fra fødslen til 50-årsalderen. 

I filmens åbningsscene bliver hun fundet forslået i en baggård af en ældre herre, der tager hende med hjem. Her fortæller kvinden, der hedder Joe, sin saftige livshistorie, som Trier udfolder i en række flashbacks.

Efter sigende er der undervejs rig plads til associationer og pludselige indskydelser. En inspirationskilde til filmens fortællestruktur skulle være Marcel Prousts berømte erindringsroman, På sporet af den tabte tid.

”Lars har klippet en fjerdedel af materialet nu, og for en købmand som mig giver det smil på løben at se, at både lyst og latter går hånd i hånd med det store drama. Dette er Lars’ mest ambitiøse film til dato,” lyder det fra Peter Aalbæk Jensen ifølge pressemeddelelsen.

Blød og hård version
Charlotte Gainsbourg, der også medvirker i Triers Antichrist og Melancholia, har hovedrollen, mens Stellan Skarsgård spiller den ældre herre, som Joe fortæller sin livshistorie til. 

Derudover byder filmen på stjernebesætning med blandt andre Shia LaBeouf, Jamie Bell, Christian Slater, Uma Thurman, Willem Dafoe og Jean-Marc Barr. Rollelisten tæller også danske skuespillere som Jesper Christensen, Jens Albinus, Nicolas Bro, Connie Nielsen og Cyron Melville.

Uanset om det ender med en eller to film (og måske en tv-serie), bliver der lavet to versioner, en hardcore-version med eksplicitte sexscener og en blødere version.


Billedgalleri: Nymphomaniac 

Foto | Christian Geisnæs

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko