Nyt Ekko med sex og Trier
Lars von Trier har givet sig selv mundkurv på, men i det nye nummer af Ekko fortæller vi historien om Trier og Nymphomaniac ud fra samtaler med de mange folk, der har arbejdet i kulissen for at forløse hans vision.
Og de kan berette om en instruktør, der går linen ud med sin nye film, men som også har måttet tage elementer ud af det oprindelige manuskript for ikke at komme på kant med lovgivningen.
Samtidig tegner de et portræt af en mand, der på den ene side er en stor kunstner. Og på den anden side er et drillende væsen, som er besat af træer, elsker at tøffe rundt på Zentropa i strømpesokker, har en hang til Nik & Jay og engang låste Susanne Bier inde i et klipperum.
”Det store geni, den europæiske kunstfilms store hvide håb, Lars von Trier, findes næppe i kød og blod,” siger skuespiller Jens Albinus.
Se indholdsfortegnelse for Ekko #63.
Forsvar for kvindens lyst
Peter Schepelern har set en foreløbig version af Nymphomaniac, og i nummerets store tema om sex og film skriver han om seksualiteten i Triers værker.
”Er Antichrist en fabel, hvor den misogyne tolkning virker nærliggende, byder Nymphomaniac på et forsvar for kvindens frihed til at hengive sig betingelsesløst til sin lidelsesfulde lyst,” mener landets førende Trier-ekspert.
Men ét er fiktion, noget andet virkelighed. Findes nymfomaner? Er de andet end en mandlig ønskedrøm eller kulturel skrækfantasi?
”Der er langt mellem seksuelt hyperaktive kvindfolk i dagens terapeutiske praksis. På kvindesiden er det den frigide vissenpind, som er middelklassens altdominerende skræmmebillede,” skriver sexologiprofessor Christian Graugaard, der har fungeret som konsulent for Trier.
Folkeporno
I sextemaet interviewer vi også instruktøren og den ene af hovedrolleskuespillerne bag den omdiskuterede Guldpalmevinder Adèles liv – kapitel 1 & 2, som byder på opsigtsvækkende, intime sexscener.
Sociolog Henrik Dahl reflekterer over et enestående fænomen, verden hverken før eller siden har set magen til: pornografiske folkekomedier, hvor folkekære danske skuespillere som Karl Stegger, Poul Bundgaard og Axel Strøbye boltrede sig side om side med pornomodeller.
Vi surfer også på internettet, der har gjort porno til ét stort tag-selv-bord. Forbrugerne har uhørt fri adgang til alverdens porno, men hvor kommer pengene fra?
New York Shitty
Det nye magasin byder også på masser af stof over bæltestedet.
Den danske scenograf Sanna Choe Lund giver et usædvanligt indblik i New Yorks independent-scene, som vi normalt forbinder med idealistisk filmkunst, og som mange danske filmfolk drømmer om at blive en del af.
”Et skalkeskjul for en depraveret livsstil med stoffer, mandschauvinisme, damer til fals og skattesnyd i millionklassen,” skriver scenografen om en af de film, hun var ansat på.
Fra den hjemlige andedam har vi givet Lars Bukdahl en stor stak af de nyeste danske komedier, og kritikeren fælder en ubønhørlig dom: De er kun pletvis sjove, og kvinder er mere end dobbelt så sjove som mænd!
Hollywood-filmen The Fifth Estate begår karaktermord på WikiLeaks-lederen Julian Assange. Henrik Føhns fra P1’s Harddisken fortæller en helt anden historie om det revolutionære ikon, som han selv var tæt på at fejre juleaften med.
Nummerets dvd-gave er en samling af ti kortfilm fra særligt lovende instruktører i Norden: Directors to Watch. ”En berusende oplevelse,” skriver kritikeren Leslie Felperin fra The Hollywood Reporter om udgivelsen i magasinet.
Ekko #63 er på gaden i dag 13. november og kan købes i kiosker eller bestilles her.
Kommentarer