Nyhed
02. feb. 2010 | 01:41

Nyt Ekko på gaden

Årets fund Carey Mulligan, Lone Scherfig on location, Christoffer Guldbrandsen om spin og en rundtur i Tim Burtons skrækkabinet.

Af Claus Christensen

Ekkos tiårs jubilæumsnummer er på gaden. Læs det kontroversielle interview med Christoffer Guldbrandsen, der har fået oppositionen til at rejse krav om en undersøgelse af den læk, der i 2007 afslørede en dybt hemmelig Irak-mission.

Lækagehistorien er dog blot en del af en større samtale, hvor Guldbrandsen tager bladet fra munden og fortæller om sine erfaringer med at tale magten imod i dokumentaren Den hemmelige krig.

”Min påstand er, at medierne er blevet meget afhængige af Forsvarsministeriet og Forsvarets velvilje for at kunne få mest mulig adgang til at dække krigene i Irak og Afghanistan og ender derfor i situationer, hvor journalistikken bliver spillet af banen af spin,” siger Christoffer Guldbrandsen.

Forårets krigschok
Interviewet indgår i temaet Danmark i krig, hvor sociologen Henrik Dahl tager dansk krigskunst under kærlig behandling. Og instruktøren Janus Metz’ forbereder os på en chokerende oplevelse, når hans Afghanistan-dokumentar Armadillo får premiere til foråret.

”Krig handler om at dræbe. Sort på hvidt. Det må vi se i øjnene,” siger Metz, der har filmet euforiske bad ass-jubelscener efter dødelige slag med Taleban.

Vor tids Hepburn
Coverstjernen er Carey Mulligan, som spiller hovedrollen i Lone Scherfigs verdensgennembrud An Education. Læs Ekkos reportage fra optagelserne og interview med den unge stjerne, vor tids Audrey Hepburn.

Piraterne er over os. Ikke de kriminelle søfarere med træben og klap for øjet, men derimod den digitale tidsalders pirater, der udkæmper slagene på internettet.

Ekko giver et sjældent indblik i den hemmelige verden, hvor dine ulovlige filmkopier kommer fra.

Guldpalmevinder til læserne
Med nummeret følger en dvd-gave til læserne, nemlig den rumænske Guldpalmevinder 4 måneder, 3 uger og 2 dage. Filmens instruktør Cristian Mungiu kvitterer med en sørgmunter beretning om sin lange vej til instruktørstolen i Ceausescus diktaturstat i 1990'erne.

Magasinet byder også på en rundtur i Tim Burtons skrækkabinet. Jakob Stegelmann sætter tænderne i den aktuelle vampyrbølge. Peter Tudvad finder skyld og syndefald i Michael Hanekes aktuelle mesterværk, Det hvide bånd. Og René Fredensborg kårer årets product placement – en to meter lang Kinder Mælkesnitte!

Bladet koster 75,- og forhandles i velassorterede kiosker over hele landet. Abonnement kan bestilles på tlf. 8838 9299 eller online her.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko