Nyt filmprogram starter til efteråret
Så er der godt nyt for de mange filmfans, der har savnet et filmprogram på Danmarks Radio.
"Vi er netop ved at lægge sidste hånd på konceptet til DR2's nye ugentlige filmprogram. Til efteråret skal det skydes af," skriver DR2 i et stillingsopslag på Film- og Medievidenskabs mailingliste, IFM-News, hvor tv-stationen søger en praktikant til at arbejde med "filmanmeldelser, oplining af gæster, research af baggrundsmateriale, overvågning af filmnyheder og produktion af indslag".
Plummers ønske
Programmet har været længe undervejs. Det blev annonceret for halvandet år siden under et Ekko-arrangement, hvor DR's generaldirektør Kenneth Plummer deltog.
Her erklærede Plummer den klassiske filmanmeldertype for døende, fordi unge mennesker deler anbefalinger med hinanden og søger deres viden i cyberspace. Men i samme åndedrag sagde generaldirektøren, at han ville arbejde for et ugentligt filmprogram på Danmarks Radio.
"Men det kommer ikke til at ligne Bogart, for autoriteterne er under pres, og de skræmmer folk væk," sagde han med adresse til Ole Michelsen, der i en årrække var vært for DR's filmprogram Bogart, før han i 2002 lagde hatten på hylden og gik på pension.
Debut som vært
DR2 har i månedsvis arbejdet på at finde en vært, der kan fylde rollen ud som en ikke-autoritær autoritet. Mange kandidater - både medarbejdere i DR og folk udefra - er blevet skærmtestet, og forskellige konstellationer med et m/k-værtspar er også blevet afprøvet.
Hvem der skal træde ud af Bogart-hattens skygge, er stadig en hemmelighed, men Ekko erfarer, at valget er faldet på en yngre, mandlig filminstruktør, der ikke tidligere har været tv-vært og kun er kendt i snævre filmkredse.
Det nye program har endnu ikke et navn eller et sendetidspunkt. Det forventes at gå i luften til september.
Kommentarer