Parwani gav urigtige oplysninger
Manyar Parwanis film om den 22-årige Omar El-Hussein, der dræbte Finn Nørgaard og Dan Uzan, bliver ved at tiltrække sig opmærksomhed, endnu inden et eneste sekund er blevet optaget.
Som vi tidligere har fortalt, åbnede Parwani selv op for sin research i medierne. Han fortalte om, hvordan maskerede mænd flere gange havde truet ham med pistoler.
De ville have ham til at droppe projektet.
Radio24syv såede imidlertid tvivl om historiernes troværdighed, efterhånden som de undersøgte trusselsepisoderne. Og nu har radiostationen gravet videre.
De har fået fat i dokumenter, som afslører, at Manyar Parwani har givet forkerte oplysninger til Det Danske Filminstitut.
Parwani har fået 90.000 kroner i manuskriptstøtte fra Filminstituttet, efter han i en ansøgning skrev om Omar El-Hussein.
”Nu står jeg så i en situation, hvor jeg har kontakter nok til at møde hans forældre, hans søster, hans skolelærere, eleverne, banden, hans nære venner, kæreste og nogle af dem, som han blev gode venner med via Thaiboksning-klubben,” skrev han til Filminstituttet.
Problemet er bare, at Omar El-Hussein ifølge Radio24syv ikke havde en søster.
Ingen kontakt til forældrene
I weekenden tog Manyar Parwani ellers til genmæle efter Radio24syvs oprindelige dækning af sagen.
Berlingske bragte instruktørens atten kritikpunkter af mediernes håndtering, som de involverede journalister fik lov til at svare på.
Parwani mente, at han var udsat for forfølgelse og karaktermord. ”Det her handler om manden, og ikke bolden,” sagde han.
I oktober 2015 skrev Parwani til Det Danske Filminstitut, at han vil besøge Omar El-Husseins forældre i Jordan, men at denne rejse må holdes fortrolig.
Advokat for forældrene, Niels Christian Strauss, fortæller til Radio24syv, at de ikke har været bosat i Jordan i 2015. Og familien er ikke blevet kontaktet af Manyar Parwani.
Aalbæk er rolig
Instruktøren fortæller også, at han har været i kontakt med imamen Waseem Hussain, som arbejder i et fængsel, hvor Omar El-Hussein sad inde.
Imamen kan fortælle, at et møde mellem ham og Parwani aldrig kom i stand.
Radio24syv har også tidligere ledt forgæves efter de 100 personer, Manyar Parwani efter eget udsagn skulle have interviewet som del af sin research.
Filmen om Omar El-Hussein skal efter planen produceres hos Zentropa, og direktør Peter Aalbæk Jensen er ikke urolig over virakken.
”Jeg er interesseret i slutfacit. Mellemregningerne er for mig ligegyldige,” siger han til Radio24syv.
Det er dog Parwani selv, som i sin ansøgning til Det Danske Filminstitut og i medierne har sat fokus på processen bag filmen.
Ekko har været i kontakt med Manyar Parwani, som indvilgede i at give et interview, men siden udsatte det på ubestemt tid.
Kommentarer