Nytårskur med Ekko
Polerne smelter. Urokser slippes løs. I orkanens øje forsøger lille Hushpuppy at overleve sammen med sin syge far i Louisianas sumpe.
Ekko markerer et nyt års komme med et filmisk festfyrværkeri, der tager udgangspunkt i dramatiske klimaforandringer og fortæller et bevægende eventyr om at være en del af et større univers.
Benh Zeitlins sensationelle debutspillefilm Hushpuppy, hvis originale titel er Beasts of the Southern Wild, har gået sin sejrsgang på festivaler som Cannes og Sundance. Læs Ekkos anmeldelse af Hushpuppy.
Nu får den dansk biografpremiere, og onsdag 2. januar 2013, kl. 19, inviterer Filmmagasinet Ekko til snigpremiere og efterfølgende nytårskur i Grand Teatret i København. Billetter bestilles her.
Hovedrollen spilles af Quvenzhané Wallis, som i sig selv er en miniatureudgave af naturens kraft. Og det er nærmest ånden fra Obamas første valgkamp, der forløses i historien om den seksårige piges evne til at kæmpe og drømme, selv om verden falder sammen om hende.
Hushpuppy er indspillet on location og inspireret af orkanen Katrina, der ramte New Orleans i 2005 og kostede over 1800 mennesker livet.
Forfatteren Kristian Ditlev Jensen introducerer filmen. Han var i byen få dage før katastrofen, og i forbindelse med det netop udgivne #59 sendte Ekko ham på en tur tilbage til byen og de yderste sumpområder for at følge i Hushpuppys fodspor og møde de lokale folk, der besætter filmens roller.
Efter visningen byder Ekko på Crément og filmsnak i Grands café.
Trailer til Hushpuppy
Kommentarer