Ønskebarn kommer til verden

De har været venner i femten-seksten år, arbejder inden for samme branche og kan nævne den andens yndlingsfilm på et splitsekund.

Nu har Nikolaj Feifer og Amalie Næsby Fick – kendt på Ekko Shortlist for henholdsvis Junk Love og Ztriwer – sammen instrueret en Netflix-serie om et aktuelt og stadig tabuiseret emne: fertilitetsbehandling.

Skruk er båret af humor og pragtfulde præstationer, skriver Ekkos anmelder. Og det er et emne, som ligger begge instruktører dybt på sinde. De har nemlig begge selv fået børn gennem fertilitetsbehandling.

”Jeg fik lymfekræft, da jeg var femten år gammel, og før jeg begyndte på kemobehandlingen, blev jeg derfor tilbudt at lægge svømmere til side,” siger Nikolaj Feifer med et glimt i øjet.

”Det var virkelig tidligt at få døden ind på livet, men heldigvis var der nogle læger, der sagde, at jeg skulle sikre mig, fordi jeg tyve år senere næppe ville kunne formere mig. Det er fantastisk, at vi har et system, der tænker fremad på den måde,” fortsætter instruktøren.

”Min kone og jeg vidste godt, at vi nøje skulle planlægge det. Den eftertænksomhed er også kommet med i serien. Det er ikke bare et møde med en tilfældig på LA Bar. Min kone og jeg fik vores datter, og det er fantastisk, at videnskaben kan bistå os.”

Avokado som livret
Amalie Næsby Fick er gift med en kvinde.

”Vi har altid vidst, at når vi skulle have børn, ville det ikke være noget, vi kunne lave selv. For os og mange i vores situation er det forbundet med lang ventetid, smerte, frustration og sorg,” siger hun.

Instruktøren og hendes kone startede positivt ud og oplevede et kæmpe boost ved tanken om, at de skulle have et barn sammen.

Men det tog halvandet år, før de blev gravide.

”Vi brugte selv absurd lang tid på at vælge den første donor og læse alt om ham. Hvordan havde vi det med, at hans livret var avokado? Man kan blive helt skør af at sidde og granske den slags detaljer.”

”Til slut så vi kun på det genetiske og donorens sygdomshistorik. For det var simpelthen for hårdt at skulle forestille os barnet som et individ.”

”Til sidst fik vi vores søn, der kom til verden og bare var vores barn.”

Far tier
Det kan være svært for mange at forstå, hvad folk i fertilitetsbehandling går igennem. Målet med serien er at prikke hul på tabuet.

”Jeg har oplevet, at mange heteroseksuelle mænd vægrer sig ved at tale åbent om det,” siger Nikolaj Feifer.

”Hvert år til jul tog jeg hjem og mødtes med mine gamle kammerater i Aarhus. Der var altid én, som glædestrålende kunne fortælle, at de skulle have et barn. Først da jeg annoncerede, at vi ventede os takket være fertilitetsbehandling, kom folk frem og sagde, at de havde fået børn på samme måde.”

”Det er drenge, jeg har kendt gennem mange år. Alligevel har de aldrig nævnt det. Da indså jeg, at det her stadig er lidt af et tabu.”

Mor i sidevognen
Spørgsmålet er, om det er mere tabu for heteroseksuelle end homoseksuelle.

”Jeg er en del af queer-miljøet, hvor det ikke er et tabu. Men uden for den lille, lukkede cirkel blev vi mødt med en masse spørgsmål og skulle tage stilling til, hvad der var privat,” siger Amalie Næsby Fick.

”Min kone bar vores barn, og en masse mennesker spurgte mig, hvordan jeg havde det med, at jeg ikke var den, der skulle føde. Og så skulle jeg vel bære det næste barn?”

”Det er søde mennesker, som ikke ved, at det, de spørger om, gør helt utroligt ondt. Det medførte en lang krise for mig,” fortæller instruktøren.

”Det gjorde mig usikker på, om jeg er lige så meget hans mor. Den officielle titel, man får som den ikke-fødende, er med-mor. Det lyder, som om man har fået lov til at sidde i sidevognen. Det var ekstremt svært for mig og en vigtig scene, som var den første, vi skrev til Skruk.”

Menneskeret at få børn
I Skruk kommer vi med både løssluppen komik og elegant alvor tæt på mennesker i behandling og på klinikken, som skal sørge for at hjælpe dem med at få deres højeste ønske opfyldt.

Men er det en menneskeret at få børn?

”Det er svært at svare på,” lyder det tænksomt fra Nikolaj Feifer.

”Før i tiden var der jo ikke noget at gøre, hvis man ikke kunne få børn. Det var definitivt. Men sådan er det gudskelov ikke mere. Det er dejligt, at samfundet bruger ressourcer på det, for det er noget, som betyder ekstremt meget for mange mennesker.”

Amalie Næsby Fick tager ordet ganske hurtigt.

”Når man først mærker det ønske om at få børn og ikke kan finde hvile, kan længslen overtage alt. Jeg tror, at det ligger dybt i os, at vi gerne vil bringe noget videre. Det er så stor en kraft. Og jeg under alle dem, som har det ønske, at det lykkes.”

”Hvis vi kan være med til, at folk får nemmere ved at tale om det her, så kan vi ikke ønske mere. For det vil folk jo gerne. Jeg stod på en legeplads en dag og endte med at snakke med en tilfældig far om hver vores behandling. Vi kom helt ned i reagensglasbehandling og hormoner,” fortæller Amalie Næsby Fick og griner.

Romantik uden blusel
Det færreste instruktørpar ville kunne arbejde tæt sammen om sådan et følsomt emne. Men om noget har denne serie gjort forholdet mellem Nikolaj og Amalie endnu tættere.

”Vi havde et skænderi om, hvilken musik der passede til en scene. Men det var vist også det,” ler Nikolaj Feifer.

”Vi kan utrolig forskellige ting, så det var altid oplagt, hvem der skulle lave hvad,” supplerer Amalie Næsby Fick. ”Så det er med dobbelt stolthed, at jeg står her med min gode ven og har lavet serien.”

Nikolaj Feifer tager over og fortæller, at makkerparret gerne vil arbejde videre sammen på både Skruk og andre projekter i samme dur.

”Amalie og jeg elsker romantiske komedier uden blusel. Det er vores genre. Vi kender jo godt det med at gøre noget skandaløst og vildt for kærligheden. Det er det, vores hovedperson kæmper mest for.”