Shortlist: Tommy Oksens sønderjyske slagterdrama
En rutineret slagter skærer struben op på et hylende svin og ser livet forlade dyret i en tyk strøm af blod. Det er hverdag for den gamle slagter, og hans nye slagterelev skal nu lære at håndtere værktøjerne og gøre det samme.
Det er ligningen i kortfilmen Slawde, som kan ses på All Time Shortlist. Den er skabt af Tommy Oksen, som er uddannet manuskriptforfatter fra Super16 og var medforfatter på sidste års vinder af Shortlist Prisen: Flyvere i natten.
Med Slawde kører han sig for alvor i stilling som instruktør og aspirant til Ekko Shortlist Awards 2016 med en film, der bærer på en enkel, men dramatisk lille fortælling, som passer perfekt til kortfilmformatet.
Sin gamle slagtermester
Tommy Oksen fik idéen til Slawde gennem undervisningen på Super16.
”Vi fik til opgave at skrive en scene uden dialog. Jeg lod mig inspirere af åbningsscenen i There Will Be Blood, hvor man ser hovedpersonen arbejde. Det siger meget om en person, hvordan han arbejder,” fortæller Tommy Oksen.
”Den er filmet i det slagteri, hvor jeg selv har arbejdet, og ham, der spiller hovedrollen som slagtermester, er min gamle chef. Det er hans slagteri, filmen er optaget i,” forklarer Tommy Oksen.
”Jeg har skrevet manuskriptet til dét bestemte sted, som jeg er tryg ved og kender godt. Det var også sjovt at skyde i Sønderjylland. Det er jo et miljø, jeg kender til, så jeg ved hvordan det skal skildres.”
Et menneskeligt drama
Tommy Oksen har en forkærlighed for utilnærmelige faderfigurer, og det er naturligt for ham at skrive dem ind i sine film.
”Min tanke var at præsentere denne her slagtermester, en person, som er nem at afskrive, fordi han er lidt af en røv. Og så ville jeg vise, at der alligevel er varme og menneskelighed i ham.”
”Filmen starter med et skud på afstand, hvor vi ser mesteren gøre sit arbejde. Jeg går ud fra, at folk synes, det er lidt barskt at se en gris blive slået ihjel og slagtet.”
”Det er interessant at slutte med et nærbillede af slagteren, som viser empati. Jeg sætter en stereotyp op og viser til sidst et ekstra lag, ” forklarer Tommy Oksen.
Selvom om slagteriet kan virke voldsomt, er instruktøren gået efter det menneskelige drama.
”Det hele skal fortælles igennem karakteren, hvis temperament vi skal følge. Jeg vil ikke klippe til en død gris, der ligger og bløder. Det skal være meget usensationelt.”
”For slagteren er arbejdet jo ingenting. Det er hverdag. Så må jeg også filme det som en hverdag. Og jeg har forsøgt at filme karaktererne på en måde, som gør det dokumentarisk,” uddyber han.
Det nemme og det svære
Det er Tommy Oksens anden kortfilm, som han selv instruerer. Men han har skrevet manuskripter til flere film og holder stadig mest af at skrive.
”Jeg kan bedst lide at skrive. Præproduktion er et helvede. Det hele er ting, som skal gå op i sidste øjeblik. Det er forfærdeligt. Jeg får så ondt i maven hele tiden og har det, som om tingene går galt. Jeg får så lange løg af det,” griner Tommy.
”Alligevel synes jeg det er hårdest at skrive, men der er også klart det sjoveste.”
”Når man for alvor kommer i gang, føles det, som om man indhenter en film, der allerede er blevet lavet. Filmen skriver næsten sig selv. Det er ret fantastisk, når historien tager en drejning, som nærmest kommer bag på én selv.”
Tommy Oksen har altid haft nemt ved at skrive og sætte scener sammen.
”Jeg har nemt ved at finde ind til noget, der har gjort indtryk på mig. Jeg har nemt ved at finde det frem. Et eller andet fra barndommen eller noget fra sidste uge.”
”Jeg oplever tit noget, hvor jeg tænker, at det skal jeg lige huske. Det er spændende. Det er lidt som at samle på ting.”
Magten i klipperummet
På trods af sin forkærlighed til skriveriet nyder Tommy at instruere og vil fortsætte med det i fremtiden.
”Det er meget smukt at se folk arbejde på settet. Det er fantastisk at opleve en skuespiller vække noget til live, som jeg har haft i mit hoved og har været to linjer på et stykke papir.”
”I scenen, hvor slagteren vrider stødstaven ud af hænderne på lærlingen, skal lærlingen se bedrøvet ud. Det var, hvad jeg skrev. Det var fantastisk at se Frederik Johansen stå ovre i et hjørne i 25 sekunder og se fuldstændigt forvirret ud.”
Tommy Oksens instruktørdrømme startede med lysten til at være med til at sætte prikken over i’et i efterredigeringen.
”Det er fedt at være med i klipperummet, hvor hele filmen samler sig. Efter at have skrevet blev jeg lidt misundelig på instruktørens mulighed for at omskrive en film i klippearbejdet. Det er en slags sidste gennemskrivning.”
”Det er dér, hvor det for alvorlig bliver til en film. Jeg ville gerne være med til at sortere alt lortet fra og forme det på en anden måde,” forklarer Tommy Oksen.
Han er i gang med at skrive sin næste film, som han også skal instruere og også kommer til at foregå i Sønderjylland.
”Det er nemt for mig at få adgang til at optage dernede. Og så har jeg lyst til at skildre det miljø, jeg selv kommer fra.”
Tommy Oksen
Født 1985 i Bedsted.
Har studentereksamen fra HTX i Tønder.
Er uddannet manuskriptforfatter fra syvende årgang på Super16.
Medforfatter på Flyvere i natten, der vandt Ekko Shortlist Awards 2015.
Har instrueret slagterdramaet Slawde, der kan ses på All Time Shortlist.
Kommentarer