Kunsten at skide på asfalten

Ole Bornedal er en historiefortæller, som der ikke længere findes mange af.

Han kaster ikke bare den ene reference efter den anden ind i sine film, men også i sine interviews, og dette her foregår klokken fire om morgenen dansk tid over Skype, fordi Bornedal er på familieferie i Thailand.

”Sidder du på en bar i København?” starter Bornedal, da de klingende opkald-lyde er blevet til en spirende samtale.

– Nej, på et kontor, men jeg har da både kaffe og en enkelt øl til at holde mig vågen!

”Det er godt! Så er scenen ligesom sat,” siger Bornedal grinende.

Ren og skær satire
Og lidt må man vel more sig, når man har lavet en komedie – Dræberne fra Nibe, der får premiere på torsdag 12. januar.

Det er ikke sådan, man ellers tænker om Bornedal, når man ser tilbage på Nattevagten, Jeg er Dina og 1864. For dette er film, som ikke umiddelbart skriger på, at der sidder en sjov mand i instruktørstolen, men det gør der faktisk.

For allerede i begyndelsen af 1990’erne var Ole Bornedal sketch-skriver på det satiriske tv-program Den gode, den onde & den virk’li sjove på DR1.

Titlen var selvfølgelig en reference til Sergio Leones spaghetti-western Den gode, den onde og den grusomme, og der ligger også flere komiske referencer i Bornedals nye film Dræberne fra Nibe, hvor to mænd i Udkantsdanmark hyrer en lejemorder til at gøre det af med deres koner.

Man kan ikke lade være med at tænke på Coen-brødrenes stenede Udkant-USA-fortællinger, og særligt Fargo (1996) toner frem på nethinden, når rulleteksterne triller af sted efter Dræberne fra Nibes afslutning. Filmen er nemlig indhyllet i store, flade vidder og grotesk deadpan-humor.

Men hvad er det egentlig for en film, Ole Bornedal har lavet denne gang?

”Det er ren og skær satire. Det er meningen, at man skal have ret nemt ved at identificere sig med handlingen i filmen, uanset hvor bizar eller aparte den bliver undervejs. Hvis det er lykkedes, så griner man, og det håber jeg da, at man gør. Men man kan jo også bare lade være,” siger instruktøren.

Splittede danskerne
Et konsekvent svar, men så alligevel også lidt undvigende. For hvis der er noget, man kan være sikker på med Ole Bornedal, så er det, at han har meninger.

Det så man i særlig grad i 2014, da serien 1864 kørte på DR. Det er nok de færreste, der ikke har opdaget, at den serie formåede at dele befolkningen. Nogle elskede den dramatiske udlægning af krigen ved Dybbøl, mens andre kaldte serien for historieforvanskning.

Herefter tog debatten fart, da Ole Bornedal på ganske udansk vis gik i infight med sine kritikere og takkede sine støtter for at rose historien om nogle af de sorteste år i Danmarkshistorien.

Friheden i at skifte
– Det virker, som om du har taget temperaturen på danskerne – og alt det vi har mistet som samfund – i de senere år?

”Det må du hellere uddybe …”

– I Kærlighed på film mister en dansk kernefamiliefar sine idealer, i Fri os fra det onde mister et lokalsamfund fællesskabet på grund af nogle tilflyttere, i 1864 mister vi danskere vores uskyld, og i Dræberne fra Nibe mister mændene sig selv så meget, at de hyrer en lejemorder.

”Det var meget klogt og analytisk og sikkert ikke forkert, men sådan arbejder jeg bare ikke med film.”

– Hvordan arbejder du så?

”Til forskel fra flere andre instruktører er jeg meget genre-springende. Der er mange danske instruktører, som arbejder med den samme genre og den samme tonalitet igen og igen. Per Fly lavede jo for eksempel en trilogi med det samme udtryk, ligesom der altid er en fornedret kvinde hos Lars von Trier. Og Thomas Vinterbergs film ligger jo også inden for den samme tematik hver gang, og dér har jeg været …”

Bornedal bliver tavs.

– Der har du været hvad?

”Nu skal man jo altid passe på, hvad man siger til Ekko, for det ender med en overskrift, der er skåret skarpt, men okay … Jeg er mere ovre i Stanley Kubricks tilgang, for han var en stor kunstner, men det kunne man ikke se i hans genrevalg. Han sprang fra den ene genre til den næste, men hans stil gjorde ham til en auteur. Han gik efter den gode fortælling, og det gør jeg også. Det giver én frihed.”

Politiske bagtanker
Det er denne frihed, som Ole Bornedal altid leder efter. En frihed til at gøre, som han vil, uden at der kommer alt for mange kokke og fordærver filmen.

Derfor har han også både skrevet, instrueret og produceret Dræberne fra Nibe, og intentionen var, at det ikke skulle være besværligt efter den langsommelige proces med storproduktionen 1864.

Instruktøren takkede derfor nej til at lave serien Krig og fred for BBC og indspillede i stedet randområdekomedien Dræberne fra Nibe på godt fem uger.

”Manuskriptet var en gammel idé, som jeg havde, og som Filminstituttet også var interesseret i engang. Jeg polerede fortællingen lidt op og gik i gang, fordi jeg var irriteret over, at jeg ikke havde lavet flere komedier. Det er jo den genre, jeg oprindeligt kommer fra, fordi jeg lavede det skidegode satireprogram i starten af 1990’erne,” siger Ole Bornedal.

– Men satire er vel netop at spidde tendenser i samfundet, og derfor tænker jeg, at når du er vild med satire, og nu også siger, at Dræberne fra Nibe er satirisk, så er du vel gået væk fra dine tidligere idealer om, at det, du laver, ikke er politiserende?

”Hvis man skriver satire, så kan det ikke undgås, at man siger noget om det samfund, man placerer en historie i. Men det er ikke bevidst, at jeg vil sige noget om Danmark. Og nu skal du jo også være lidt forsigtig her, Casper …”

– Hvorfor, Ole?

”Du er jo klog, kan jeg høre, og det er jo ikke altid en fordel, når man skal tale om film, for så tænker man længere over tingene, end instruktøren somme tider har gjort.”

Fire kvinder med dårlig mave
– Du prøver at slippe uden om, gør du ikke?

”Nej, for tænk, hvis du havde siddet i 1950’erne og interviewet Billy Wilder om Ingen er fuldkommen og så spurgt ind til hans meninger om kvindelige jazzmusikere eller transkønnede mennesker, som helt klart er temaer i filmen. Man ville jo få latterkramper, hvis man skulle forestille sig, at Wilder havde nogen som helst kommentarer til det.”

– Hvad mener du med det?

”At det, der gør Ingen er fuldkommen til et mesterværk, er, at den strækker virkelighedens præmisser, fordi den laver groteske og absurde scener og dermed udvider sproget og de historier, som vi kan fortælle til hinanden. Det er i sig selv en stor kreativ og kunstnerisk udfordring, men derfor behøver den jo ikke ville kommentere noget som helst.”

– Ser du denne udfordring løst nogen steder i dag, eller er det noget, der hører sig Billy Wilders 1950’ere til?

”Ja, det ser man da af og til. Tag en film som amerikanske Bridesmaids fra 2011. Den er et mesterværk inden for genren. Den har en scene med fire kvinder med dårlig mave, og de stormer ud på Rodeo Drive og sætter sig til at skide på asfalten. Det kunne man lige så godt se som installationskunst. Det er jo vanvid!

”Det at udfordre sig selv og alle andre i måden, man fortæller på. Det synes jeg som kunster er stort, fordi det fandeme er svært at lave underholdning, der virker.”

Vær mere fysisk
– Men du er jo Ole Bornedal, der går i clinch med alt fra anmeldere til politikere og historikere, hvis du er uenig med dem. Er ambitionen virkelig kun kunstnerisk?

”Jeg går i clinch, når der er brug for det. Hvis nogen trækker stolen væk under dig på en café, så rejser du dig selvfølgelig op og pander ham ned, men lige denne gang er pointerne måske ikke så store.”

”Måske er den eneste pointe i Dræberne fra Nibe, at de nemme løsninger ofte er lige ved hånden. I stedet for, at parforholdene skal konsultere 600 terapeuter eller finde en lækkerbisken i Thailand eller hyre en lejemorder, så skal man måske bare huske at være lidt mere fysiske over for hinanden i hverdagen. Det kan en films pointe også være. Det er trods alt mig som historiefortæller, der skærer den ud.”